En nyhed, der giver pote: "Paddington 3" måske på vej

"Paddington 2" udmærker sig ved at være den bedst anmeldte film nogensinde på Rotten Tomatoes, så publikum kan godt belave sig på flere bamsekram.

De charmerende og hjertevarme film om Paddington blev højst overraskende store publikumssucceser og anmelderdarlings, så det er ikke så sært at forstå, at folkene bag eventyrene barsler med et tredje kapitel om den elskelige bjørn.

Dog vil ombejlede Paul King, der stod bag kameraet på de første to film, næppe være at finde i instruktørstolen, når en tredje film på et tidspunkt angiveligt rammer det store lærred. King er nemlig sat i forbindelse med såvel Disneys live-action-version af "Pinocchio" samt filmen om den unge Willy Wonka fra Warner Bros.

Produceren på de to første "Paddington"-film, David Heyman, udtaler til Collider: "Jeg tror ikke, at Paul King instruerer den tredje film. Han lavede de første to – han og jeg samarbejder på et andet projekt. Han er noget ganske særligt, Paul. Vi er ved at udvikle en tredje 'Paddington'-film. Vi har endnu ikke et manuskript, vi har et udkast, som vi stadig arbejder på. Paul er involveret i den – jeg ønskede, at han skulle være involveret, da jeg synes, at han har en vigtig stemme, men jeg tror ikke, at han instruerer den."

Samtidig understreger Heyman, at "Paddington 3" kun bliver en realitet, hvis den kan levere samme høje kvalitet som de to første film i serien. Så ambitionsniveauet er altså tårnhøjt, hvilket utvivlsomt vil glæde de mange fans af det skønne og ærkebritiske univers. Læs den 6-stjernede anmeldelse af "Paddington 2" her.

Kommentarer

En nyhed, der giver pote: "Paddington 3" måske på vej

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen