Udover de ikoniske roller husker jeg ham også som stemmen fra barndommen i Disneys animerede “Robin Hood” og “Sværdet i stenen”, hvor Grunwald også var fremragende.
Morten Grunwald er død
Der sidste medlem af Olsen-banden er død, 83 år.
Den danske skuespiller og teatermand Morten Grunwald er død efter et længere kræftforløb.
Grunwald blev uddannet på Odense Teater og Det Kongelige Teaters elevskole og nåede at medvirke i over 50 film og en række tv-serier, herunder "Matador" som den kvindeglade kunstmaler Ernst Nyborg.
Morten Grunwald fik sit gennembrud i "5 mand og Rosa" fra 1964 og "Slå først, Frede!" fra 1965.
De fleste husker ham nok bedst fra hans rolle som Benny i "Olsen-banden"-filmene, der igennem 14 film fra 1968 til 1998 er blandt de mest sete danske biograffilm. Med Grunwalds død er det sidste medlem af den folkekære forbrydertrio gået bort. Poul Bundgaard, der spillede Kjeld, døde i 1998 i en alder af 75 år, og i 2004 døde Ove Sprogøe, der spillede lederen Egon. Han blev 84 år.
Morten Grunwald var igennem sin karriere desuden teaterchef for Bristol Teatret, Betty Nansen Teatret og Østre Gasværk.