Brugeranmeldelse: Mr. Smith Goes to Washington (1939)

Man skal være en hård, kynisk hund, hvis man ikke evner at lukke James Stewart ind i den mentale varme i et par timer og lader sig forføre.

Frank Capra er formentlig Hollywood-guldalderens mest kendte instruktør. En 30'ernes og 40'ernes pendant til Steven Spielberg, blot med fokus på socialrealistiske feel good-film med moralske pointer.

Formet af 20'ernes depression instruerede han under en 10 års periode nogle af filmhistoriens mest elskede, langtidsholdbare, gensynsvenlige mainstreamfilm med nogle af tidens største stjerner, deraf den måske største, James Stewart.

"Mr. Smith Goes to Washington" med netop James Stewart i hovedrollen gjorde sit til, at året 1939 sidenhen blev kendt som Hollywoods guldår over dem alle – i fint selskab med film som "Gone with the Wind" og "Wizard of Oz".

‎Den unge, naive og nyvalgte senator Jefferson Smith bringes til den politiske magts centrum i Washington og må snart se sine idealer udfordret, da lobbyismens magt forsøger at gøre ham til storkapitalens stemmekvæg på faustiske præmisser. En skæbne, som alle ved, ikke ligger indenfor James Stewarts domæne.

Der er tale om en – i moderne sammenhæng – ganske corny tilgang til amerikansk patriotisme, som i vor tids kontekst sikkert ville skabe flere løftede øjenbryn end mundvige. Men ingen formåede som Capra at indpakke enfoldighed i skuespilsmæssig tæft, og man skal være en hård, kynisk hund, hvis man ikke evner at lukke James Stewart ind i den mentale varme i et par timer og lader sig forføre og drømme om, hvad politik burde være, og hvad politikere kunne være. Hvis moral og almen sund fornuft en dag skulle trumfe grådighed.

James Stewart er hjerteskærende, naiv og... aldeles underbar!

Jeg køber hele pakken, igen og igen og igen. Selv de amerikanske flag og fanfarerne!

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

Mr. Smith Goes to Washington (1939)

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

Kommentarer

Mr. Smith Goes to Washington (1939)

  • ★★★★★0

    Herlig anmeldelse. :) 

    Jeg er helt enig og ja selv om filmen er sentimental og naiv, så går historien også rent ind hos mig takket være James Stewarts dedikerede præstation og Frank Capras suveræne instruktion. 

    Det er en fremragende film.

    NightHawk15-11-18 20:39

  • ★★★★1

    Herlig anmeldelse. :) 

    Jeg er helt enig og ja selv om filmen er sentimental og naiv, så går historien også rent ind hos mig takket være James Stewarts dedikerede præstation og Frank Capras suveræne instruktion. 

    Det er en fremragende film.

    Tak og ja. Aldeles skøn film :)

    Bruce16-11-18 10:30

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen