Anmeldelse: Widows

Enke. En enormt sørgelig, men også særegen titel. For mens mange titler kan vindes, videregives eller forsvares, så har en enke selvsagt mistet noget. Nogen. Og den engelske instruktør Steve McQueen har for længst etableret sig som en ekspert i det at miste – fra debutfilmen "Hunger", hvori Michael Fassbenders sultestrejkende fange mister kilo efter kilo og grebet om virkeligheden; over "Shame", hvori Fassbenders sexafhængige ungkarl mister både kontrol og værdighed; til "12 Years a Slave", hvori Chiwetel Ejiofors torterede slavearbejder mister sin frihed. Tre hårdtslående perler, og nu har McQueen begået en fjerde: "Widows", hvori fire kvinder mister deres kriminelle mænd under et mislykket røveri.

Men "Widows" er også i høj grad en film om at vinde, finde og tilkæmpe sig ting. Om at træde ud af de døde (og i visse tilfælde voldelige og inhabile) ægtemænds skygger og finde sig selv igen; om at skaffe millioner af dollars, som enkerne tvinges til at opdrive af skumle slyngler, hvis penge gik tabt sammen med mændene i den eksploderede flugtbil; og om at fremmane sammenholdet og vovemodet, som missionen kræver. Det skal naturligvis ikke afsløres, om kvinderne kommer i mål på de tre fronter, men til gengæld vinder enkerne uden besvær vores hjerter. Og det gør de takket være en superb skuespillertrup rig på garvede kendinge og ubekendte stortalenter.

Viola Davis præsterer en perfekt balancegang mellem sindsoprivende sorg og ukuelig viljestyrke i rollen som enkernes de facto leder, Veronica. Michelle Rodriguez, der blot spiller andenviolin til de hårdtslående herrer i "Fast & Furious"-filmene, afslører fine nuancer i sit skuespilregister, som vi aldrig har set før. Og så er der de ubeskrevne blade: Cynthia Erivo, der for nylig filmdebuterede (og stjal rampelyset) i den stjernespækkede thriller "Bad Times at the El Royale", oser af karisma og selvtillid i rollen som enkernes kompromisløse chauffør. Og Elizabeth Debicki brillerer i rollen som Alice, der efter husbondens død gør oprør mod fortidens dæmoner, en destruktiv livsstil og en manipulerede mor. You go, girl!

Mændene foran kameraet leverer også varen (særligt legendariske Robert Duvall gør indtryk som en pensioneret rådmand med racisme som førstesprog), men filmen tilhører i dén grad kvinderne. Deres mænd forlader også filmen allerede efter den fantastiske åbningssekvens, som elegant krydsklipper mellem røveriet (som skildres så realistisk, at man bliver helt stakåndet) og parrenes sidste, respektive fællesstunder. På blot en håndfuld minutter og via få blikke, bevægelser og ord (nydeligt forfattet af McQueen og "Gone Girl"-forfatteren Gillian Flynn) kommer vi så langt ind under huden på vores hovedpersoner, at vi undervejs næsten kan mærke deres pinsler og triumfer på egen krop.

Men hvis man på baggrund af filmens begyndelse (eller dens noget misvisende, actionfyldte trailers) tror, at "Widows" vil udvikle sig til en hæsblæsende heist-film fyldt med skuddueller, slagsmål og overdådige, "Ocean's Eleven"-agtige indbrud, så tager man fejl. "Widows" er en heist-film, og alle de elementer er til stede, men det er først og fremmest et karakterdrama.

Her er dog lidt for mange karakterer – ud over enkerne optræder alskens politikere, håndlangere og kammerater... Filmen havde nok været bedre tjent med større fokus på enkerne, for blot Alice og Veronica får tid og plads til at knytte et bånd, der for alvor kan mærkes. Ja, en anelse mere patos havde faktisk været velkommen, men måske frygtede McQueen, at det ville skade filmens imponerende troværdighed. Dén troværdighed er dog også en force, særligt da vi tager hul på det nervepirrende klimaks, hvor intensiteten næsten er ubærlig. "Widows" er en af de bedste heist-film længe og en af årets bedste film – punktum.