Jeg er helt vild med Lanthimos’ unikke stil og filmsprog. Det går rent ind hos mig.
Også her =)
What we saw
★★★★★0David Lund26-11-18 12:46
★★0Også her =)
MIG OGSÅ! :)
Eller okay, jeg semi hadede/elskede Dogtooth, men Lobster og TKOASD er to af mine bedste filmoplevelser de seneste par år.
Mikkel Abel26-11-18 13:29
★★★★★★1Lanthimos går også rent hos mig...altså I mit sovehjerte :)
Jeg har set Dogtooth og Lobster, og jeg behøver godt nok ikke se mere...
Har set en del Bunuel-film, men ham er jeg egentlig heller ikke stor fan af. Viridiana og dog ganske suveræn.
★★★★★0The Ballad of Buster Scruggs (2018)
Jeg kunne rigtig godt lide "The Ballad of Buster Scruggs", som var et herligt kludetæppe af moralske skæbne-fortællinger gennemsyret af en greatest hits atmosfære, hvor stort set hele Coen brødrenes bagkatalog kom i spil. Der var alt lige fra den tegneseriefilms inspirerede stil i "Arizona Junior" til den galgenhumrostiske stil i "Fargo", den nihilistiske tone fra "No Country For Old Men", den rå og vejrbidte stil fra "True Grit", samt de religiøse og eksistentielle aspekter fra "O Brother Where Art Thou?".
Jeg fandt derfor den samlede fortælling i "The Ballad of Buster Scruggs" for meget underholdende og samtidig meget fascinerende på et eftertænksomt plan, hvor Coen brødrene på formidabel vis lykkedes med at udstille menneskets natur af positive såvel som negative sider.
De tre bedste eksempler på dette var for mit vedkommende hhv. historien "All Gold Canyon" om den gamle guldgraver spillet af Tom Waits (her var scenen med æggene og uglen genialt fundet på i forhold til historiens morale), og historien"The Girl Who Got Rattled" om den unge Alice spillet af Zoe Kazan (som er en vidunderlig og håbefuld diametral modsætning til det vilde vest barske og nådesløse natur), samt historien "Meal Ticket" med Liam Neeson, hvis morale er så grum at det næste ikke er til at holde ud at se på.
8/10
- ★★★★★1
Haha Thomas F. Wilson er med i den nye sæson af Legends of Tomorrow, come on de er nødt til og ha en BTTF ting på et eller andet tidspunkt, den er alti for oplagt.
Virkelig glad for den nye sæson, de tager nye tema'er hver gang, Halloween var det Summer Camp, og nu er de i Kaiju land hvor selv showets logo er skrevet i japansk :)
Og damm det sjov måde de har fået Maisie Richardson-Sellers med igen som en meget ekstrem londonsk type som jo ligger hende naturlig, eftersom hun er fra London kan jeg se, der kan stå distance med Mick og Sara i at drikke.
★★★★1"The Graham Norton Show" med Sally Field, Rami Malek, Chris Pine og Michael Caine.
Det er sjældent, jeg fanger det på DR2 (eller er det DRK), men når jeg gør, er jeg som regel altid underholdt. Norton formår virkelig at skabe en afslappende og kammeratlig stemning, som jeg ikke kan mindes fra andre talkshows. Det gør, at gæsterne også er mere loose - mens de sludrer og sipper hvidvin (eller champagne).
Lige denne gang var det især herligt at se 85-årige Michael Caine, godt nok med en form for stok, men skarp og frisk som en havørn. Han fortalte en interessant anekdote om, at han han som 60-årig havde fået tilsendt et manuskript, men havde afvist det, da det viste sig, at han ikke var på tale til den romantiske lead, men som dennes far. Derefter besluttede Caine at stoppe karrieren og gå på pension. Han troede, at det var så det.
Et par år senere blev han dog kontaktet at sin ven Jack Nicholson, der var i gang med at lave filmen "Blood and Wine" og mente, at han havde en perfekt rolle til Caine - som valgte at træde ud at sit otium og medvirke i filmen. Og derefter fortsatte karrieren som bekendt - han vandt en Oscar for "The Cider House Rules" og medvirkede i en lang række Nolan-film og er stadig særdeles aktiv.
På et personligt plan rørte udsendelsen mig også lidt, fordi Caine her i sine ældre dage minder mig en del om min morfor, der døde som 90-årig for nogle år tilbage. Både i mimik og i den måde, han godt kunne lide at fortælle gode historier og anekdoter fra det virkelige liv på.
chandler7526-11-18 20:39
- ★★★★★1
Norton formår virkelig at skabe en afslappende og kammeratlig stemning, som jeg ikke kan mindes fra andre talkshows.
Norton er virkelig den bedste, alle de andre virkede så indøvede selv om jeg ved godt det er normal practice, men Norton får bare tingene til at virke så meget mere ægte med hans entusiasme. Hans fortælling om, hvordan han håndtere flere gæster på en gang er også ganske spændende at høre om, og især hvad der gøres når nogen måske er lidt uengagerede, eller prøver at styre ting for meget.
- ★★★★★1
Haha Thomas F. Wilson er med i den nye sæson af Legends of Tomorrow, come on de er nødt til og ha en BTTF ting på et eller andet tidspunkt, den er alt for oplagt.
Og det havde de heldigvis allerede i det her afsnit til at starte med :)
- ★★★★1
The Haunting of Hill House (Netflix)
Ser ikke så tit serier, men faldt over denne på Netflix. Gys er uden tvivl i god stime og instruktør Mike Flanagan har et særligt godt greb om genren. Karaktererne bygges hæderligt op her og skuespillerne hjælper, men konklusionen virker en smule flad. Det falder ofte fladt til jorden, når man forsøger at ‘finde på’ et svar og luften gik sgu lidt ud af ballonen til sidst. Det ændrer dog ikke ved serien er tilstrækkelig stærk til at holde sig godt kørende i langt de fleste afsnit. Så en anbefaling herfra, helt sikkert.
- ★★★★1
The House that Jack Built
Man kan nu til dags godt få indtryk af kunsten bliver en smule kvalt i politisk korrekthed. Men så er det godt vi stadig har Trier til at bringe balance i regnskabet. Flere har reageret med forargelse. Intet nyt under solen der. Kan man klare mosten, er der tale om en blændede godt udført film om en seriemorder, der vil få blodet til at stivne. Utrolig overbevisning af Matt Dillon i sin livs rolle uden at anstrenge sig synderligt for at være overbevisende. Kulminationen er en tour de force af en tredje akt.
- ★★★★★★0
The Lost City of Z (2016)
Ofte lidt gammeldags fortalt og langsommelig, men bragende flot og stemningsfuld biografisk film, om den opdagelsesrejsende Fawcett, behersket og solidt spillet af Charlie Hunnam, der tager til Amazonas og bliver besat af at finde hvad han tror er en forhistorisk by.
Det er en af den slags beretninger man skal tillade sig at synke ned i og give tid. På den måde vokser den narrativt helt ind under huden på en og man får oplevelsen af, at man er vidne til en storfilm fra en svunden tid, hvor den gode fortælling er i centrum for oplevelsen.
Bedømmelse: 8/10
T. Nielsen 2-12-18 13:00
- ★★★★★★0
Jurassic World: Fallen Kingdom (2018)
Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg altid har været vild med monsterfilm, særligt dem der involverer de mere overdimensioneret monstre. Derfor var jeg såmænd også i perioder underholdt af denne ofte stupide 5. film i Jurassic serien.
Jeg må dog også erkende at der kun er lavet en rigtig god film deri og det er Spielberg’s oprindelige fra 1993. Resten føles som svage gentagelser, tilsat det ene mere tvivlsomme indfald efter det andet i et forsøg på at fylde lidt på det tynde oplæg.
Effekterne kan man så dårligt klage over. Som i de andre film er den ret flot og havde man ikke lige fået proppet så mange film fyldt med mere eller mindre god CGI, plus det løse, ned i halsen de sidste man år, var man som nok blevet imponeret over dette. Det gør man ikke helt så meget mere.
Bedømmelse: 5/10
T. Nielsen 2-12-18 13:12
- ★★★★★★1
Mandy (2018)
Hvis historien om en mands hævn over mordet på hans kone føles som er den set før, så kompenserer den ofte bizarre og surrealistiske tone og visuelle stil til fulde for dette, i et ekspressionistisk værk der tager os med ned i et psykedelisk mareridt af stoffer og vold.
Heri er Nicolas Cage med hans ofte maniske spillestil noget nær perfekt castet. Tempoet er i øvrigt overraskende langsomt og kameraet befriende fri for hysteriske rysteture for en moderne film af denne type.
Dette kommer filmen til gode i den første halvdel, hvor man føres ind i det særegne univers. Det arbejder så lidt imod filmen i den sidste halvdel, hvor den spinkle fortælling ikke kan bære historien længere og man narrativt ikke kan mere at byde på end at gå fra scene til scene hvor vores hovedperson søger hævn. Men ikke desto mindre er det forsat underholdende på sin egen aparte facon.
Bedømmelse: 8/10
T. Nielsen 2-12-18 13:26
- ★★★★★★0
Jumanji: Welcome to the Jungle (2017)
Jeg var ikke specielt vild med den oprindelige “Jumanji” tilbage i 1995, da denne kom frem. Jo, den var da tilforladelige underholdning, men heller ikke mere og det var jo dengang. Men derfor lå det heller ikke i kortene af jeg skulle se dette nutidige opkog af selvsamme ide, forsøgt twistet så det passer til tiden.
Præmisset er da også vitterligt idiotisk, ulogisk og fjollet. Dog er det heller ikke uden sine ret så morsomme og underholdende momenter. Dwayne ”The Rock” Johnson trækker så også via sin karisma heldigvis lidt. Nå ja og så nød jeg at kigge på Karen Gillan.
Bedømmelse: 5/10
T. Nielsen 2-12-18 13:37
- ★★★★0
The Rider (2018)
En rigtig god film. Lad os bare komme direkte til kernen af denne film: Autencitet. Det er real-life portræt af en rodeorytter (spillet af Brady Jandreau) der kommer slemt til skade og må forlige sig med tanken om andre drømme. Kan man overhovedet komme styrket ud på den anden side efter sådan en omgang? Filmen er ærlig og usentimental parret med nogle smukke billeder af landskabet, gør The Rider til et kig værd. Måske en smule forudsigelig, men der skal ikke lyde mange indvendinger herfra.
- ★★★★★★0
Deadpool 2 (2018)
Ryan Reynolds serverer atter politisk ukorrekte spydigheder på samlebånd, i rollen som antihelten Deadpool, der i en voldelig cocktail af solid action og vellydende replikker sørger for at underholdningen er sikret.
Ja, hvis man altså som jeg kan se det morsomme den slags superheltefilm, der både bryder den 4. væg og kommenterer på mere eller mindre alt i bedste eller værste standup stil.
Der er egentlig ikke så meget mere at sige, andet end at det er både sjovt og sine steder endda også skarpt. Så var man til den første burde denne også ramme, om end måske lidt længere fra bullseye end sidst.
Bedømmelse: 8/10
T. Nielsen 2-12-18 18:10
- ★★★★★0
The Christmas Chronicles (2018)
Siden 90'erne har har der været langt mellem ægge-snapsene, når det kommer til at lave kvalitetsmæssige julefilm, man har lyst til at gense flere gange og som har været i stand til at sammensætte den helt rigtige blanding af det sentimentale og underholdende uden at blive hverken for kvalm eller for overgearet. Nu var det store kandiserede spørgsmål så om den tidligere animations chef for Disney - Clay Kaytis - nyeste skud på grantræet ville indskrive sig i genren som en velsmagende julestjerne eller en kold og klumpet omgang risengrød.
Hos familien Pierce har forældrenes muntre traditioner op til julen altid været en vigtig del af det sammenhold, der har dannet stærke bånd mellem teenageren Teddy (Judah Lewis) og hans lillesøster Kate (Darby Camp). Men den gode stemning er ikke længere den samme, da julen 2018 står for døren og grundet tabet af deres elskede far tidligere på året, befinder den lille familie sig nu i en kaotisk tilstand. Deres moder må derfor bruge al sin energi på sit arbejde for at få tingene til at løbe rundt, alt imens Teddy fordriver tiden med grove drengestreger for at skubbe sorgen i baggrunden.
Men Kate nægter at give op og insisterer i stedet på at gøre sit bedste for at bringe familien og julestemningen tilbage på rette spor. Så da Teddy modvilligt bliver tvunget til at passe Kate juleaften mens moderen er på arbejde, overtaler hun sin skeptiske bror til at forsøge at bevise, at julemanden eksisterer. Inden længe befinder de to søskende sig pludselig i problemer til langt op over nissehuen, da de uheldigvis sender både den stakkels Santa Claus (Kurt Russell) og hele julen til tælling. Men så let lader den brovtende bamsefar sig dog ikke slå ud og tager i stedet de to ballademagere under sine vinger i en vild jagt på at redde julen og bringe livsglæden tilbage i den lille familie.
Man skal ikke mange minutter ind i "The Christmas Chronicles" før end at det står krystalklart, at der her er tale om en film med store kvaliteter og masser af hjertevarme. Særligt er fundamentet til dette lagt i skildringen af de to søskende i skikkelse af den kække og optimistiske Kate og hendes broder Teddy, der lige umiddelbart har mistet troen på tilværelsen. Og når de to unge skuespillere, der begge gør det forbindtligt, så samtidig har en vidunderlig god kemi med hinanden, kan man ikke undgå at holde af dem og håbe det bedste undervejs på deres hæsblæsende redningsaktion.
Redningsaktionen og den overordnede historie er et sandt non-stop festfyrværkeri af herlige referencer til de største juleklassikere fra 80'erne og 90'erne. Her mærkes det tydeligt at manden bag "Alene Hjemme" filmene - Chris Columbus - har haft en finger med i spillet, hvilket giver de charmerende løjer en skøn nostalgisk genklang uden at det føles påklistret, mens tilføjelsen af Kurt Russell som julemanden er intet mindre end en genistreg.
Kurt Russell giver den nemlig fuld gas uden at overspille som den fandenivoldske Santa Claus og leverer en af karrierens bedste og sjoveste præstationer, hvor der undervejs sågar bliver plads til både en herlig reference til "Death Proof" og en gåsehudsfremkaldende fed hyldest til Elvis.
Ligesom julemanden selv er Kurt Russell en legende og hans passion for at give publikum den bedste oplevelse smitter derfor også af på alt andet i filmen, som dermed indhylles i så meget opmuntrende og humørfyldt tryllestøv, at jeg ikke vil tøve et sekund med at erklære "The Christmas Chronicles" for en kommende jule-klassiker.
9/10
- ★★★★0
Happy End
Man må tage hatten af for Michael Haneke for aldrig at eksplicitere sit indhold og altid observere karaktererne på kølig afstand, som en del af sin metode. Luften er altid ladet med hykleri og dybe hemmeligheder, som udstiller menneskets dårligste sider. Her forsøger han at undersøge hvordan vores digitale identiteter spiller sammen med vores fysiske væren. Måske ikke en film der vil placere sig blandt instruktørens bedste, men Haneke er aldrig uinteressant. Titlen er naturligvis ment ironisk.
★★★★1Nå ja og så nød jeg at kigge på Karen Gillan.
Hell yeah!
- ★★★★★★0
Hell yeah!
:D
T. Nielsen 3-12-18 16:53
- ★★★★★★0
De rouille et d'os (2012)
Vellykket romantisk drama, der via dens vellykkede og nuancerede karakterer og miljøbeskrivelser bliver til en rørende, sine steder også barsk fortælling der undgår den værste banale patos som sådanne film kan plages af.
Både Marion Cotillard og Matthias Schoenaerts brænder igennem og begge uden de store armbevægelser, hvad især ellers Schoenaerts rolle indbyder til. Han spille rollen lidt på samme facon som han spillede sin rolle i dramaet ”Rundskop” og det jo slet ikke dårligt.
Så søger man en kærlighedsfilm der trods en traditionel ramme, tør lidt andet grundet dens lidt skæve hovedpersoner, er denne et oplagt valg.
Bedømmelse: 8/10
T. Nielsen 4-12-18 09:36
- ★★★★0
Jawbone (2017)
En britisk boksefilm, som Mark Kermode talte varmt om i år og filmen kan nu ses på Netflix. Rigtig fin lille film. Filmens nøgterne udtryk klæder den godt og selvom der ikke er de helt store overraskelser, formåede den alligevel at være spændende.
- ★★1
The Ballad of Buster Scruggs (2018)
Første og eneste gang Coen brødrene har skuffet mig. Puha, den var lang.
Mikkel Abel 6-12-18 21:59
- ★★★★★1
Heathers (1989)
Tilbage i de mere rummelige 80'ere instruerede Michael Lehman en helt igennem kulsort, absurd og surrealistisk highschool komedie, der helt bevidst satte tingene på spidsen og med et sarkastisk og brutalt slag til kæben af de klassiske teenage temaer - så som identitet, selvstændighed, klikedannelser, mobning og selvmord - samtidig syrligt udstillede autoriteternes mangel på handlekraft overfor de åbenlyse problemer, som den yngre generation gik og tumlede med.
Winona Ryder (i en af karrierens bedste præstationer) spiller filmens ene hovedrolle som den lettere forvirrede Veronica Sawyer, der stræber efter at få en fod indenfor hos skolens populære klike bestående af de stinkende rige overklasseløg Heather, Heather og Heather. Efterhånden begynder trioens kvalmende arrogante opførsel og etablerede hierarki dog at gå Veronica på nerverne, hvilket hun heldigvis får en chance for at lave om på, da en ny elev på skolen melder sin ankomst i skikkelse af den kryptiske og forførende James Dean (Christian Slater, der er fænomenal god som sindslidende desperado). Men kærligheden er som bekendt en uforudsigelig faktor, så inden længe må Veronica pludselig sande, at hun befinder sig på en moralsk udfordrende rutsjebanetur, der dog samtidig også har den fordel, at hun forvandler sig til en frihedskæmper for mangfoldigheden og bekæmper af alle former for diktatorisk, rabiat og fundamentalistisk tankegang.
Manuskriptet blev i sin tid af flere omgange forsøgt tilbudt til Stanley Kubrick, men af forskellige årsager måtte det projekt opgives og i stedet endte "Heathers" i hænderne på Michael Lehman. Dette var dog i sidste ende på ingen måde nogen dårlig ting, for Lehman formåede alligevel at lave en fremragende film, der stadig står distancen og som i dag derfor må betragtes som en klassiker i genren. Når det så er sagt, kunne det selvfølgelig have været meget interessant at se, hvad Stanley Kubrick havde fået ud af denne herlige historie.8/10
- ★★★★★0
Pump Up The Volume (1990)
I denne forrygende og intelligent underholdende blanding af harsk highschool komedie og social satire, skabt af Allan Moyle, leverer Christian Slater en tour-de-force præstation i dobbeltrollen som den nærmest usynlige og underkuede outsider Mark Hunter, der om natten fra en piratradio i kælderen lader sit fandenivoldske og rebelske alter ego - DJ'en Hard Harry - give udtryk for de frustrationer og den vrede, som både han og de andre elever på skolen har mod de forskellige autoritesfigurer, der dominere deres liv.
Efterhånden som Hard Harrys provokerende og vilde men hudløst ærlige kommentarer vinder mere og mere anerkendelse og respekt fra de unge lyttere - hvis teenageangst han rammer lige på kornet - eskalerer tingene gradvis mod det rene anarki og uden helt at være klar over konsekvenserne, må Harry/Mark pludselig se sig selv som frihedskæmper for en kommende revolution mod den ældre generation.
Opgøret fungerer dog samtidig også på det mere personlige plan i forbindelse med en svær identitetskrise som en opsang til ikonet selv, der undervejs de opslidende magtkampe mod både forældre og skolens reaktionære ledelse bliver tvunget til at forsøge at bryde ud af sin beskyttende rolle som Hard Harry og genfinde sig selv som Mark Hunter, da han pludselig forelsker sig i den nye elev på skolen i skikkelse af den underskønne Nora (Samantha Mathis).
Jeg kan på det varmeste anbefale også at få fat på soundtracket (med bl.a. Leonard Cohen), der ligesom filmen er helt igennem fremragende.
8/10