Anmeldelse: Roma

Instruktøren af "Children of Men" og "Gravity" har skabt en fænomenal hyldest til barndommen i Mexico City og til kvinderne i hans liv.

Sommetider kan man mærke, når en filminstruktør rammer det punkt, som de har arbejdet sig frem til siden starten af deres karriere. Tænk bare på Guillermo del Toros "The Shape of Water" og Lars von Triers seneste "The House That Jack Built". Med "Roma" giver Alfonso Cuarón os en rørende og levende filmisk epitaf til én af de mest specielle personer i hans liv.

Fra 1970-1971 følger vi livet hos en familie i Mexico City – bestående af en far og en mor, fire børn, en hjemmeboende bedstemor og to tjenestepiger. Vi følger familiens liv især igennem den ene af de to tjenestepiger, Cleo. Fra hendes daglige pligter rundt om i hjemmet til hendes fritid udenfor. Et opgør i familien og også i hele Mexico sender chokbølger gennem den lille gruppe. Flere hændelser følger, der ændrer livet dramatisk for alle involverede – især unge Cleo. I starten er den sociale struktur sat meget stringent op som familie vs. tjenestepiger i livets genvordigheder og sammenhold. Men langsomt bliver grænserne mere udviskede mellem familien og den ansatte Cleo.

Instruktøren af "Children of Men" og "Gravity" har skabt en fænomenal hyldest til barndommen i Mexico City og til kvinderne i hans liv. Teknisk er "Roma" en mesters værk. Det er simpelthen utroligt at se, hvordan nogle instruktører formår at stille klart med kameraet, fokusere og sige action, og pludselig er det, som om vi befinder os i et behageligt, flydende univers. Mr. Cuaróns kamerabevægelser i "Roma" er ganske enkelt et studie værdigt.

Endnu mere seværdig er historien. Alfonso Cuarón har udtalt, at filmen er 90 % baseret på personlige erindringer, og at Cleo er skabt ud fra hans babysitter og tætte veninde, Liboria "Libo" Rodríguez, som stadig er i live i dag – og var på settet under optagelserne. Skudt i wide-angle mærker vi alt, der sker i hver eneste scene, som leveres på højt kunstnerisk niveau. Ikke nok med, at vi præsenteres for hvert enkelt menneskes sårbare eller trodsige udtryk – vi får også fornemmelsen af, at selv de døde ting i scenerne er levende. Dette kan bedst forklares eksempelvis ved måden, faderen af huset kommer hjem på. Skuespillerens ansigt holdes i skyggerne, mens han kontrolleret på klaustrofobisk vis med bilen kæmper sig gennem den smalle garagedør – uden ord og med en buldrende bilmotor i centrum og dog så utrolig symbolsk. Alt imens familien står afventende som tilskuere til kongens hjemkomst. Og han forlader dem på samme manér.

På samme måde er åbnings- og slutscenen sammenflettet yderst symbolsk og viser en større verden udenfor – selvom man måske lige nu kan føle sig fanget i en aflukket verden. Der er enkelte skønhedsfejl i "Roma". Til tider føles Cuaróns ottende spillefilm en smule for langtrukken, og den brede kameravinkel gør, at vigtige detaljer for filmens historie indimellem misses. Men mon ikke her er tale om en kommende Oscar-vinder for bedste udenlandske film til næste år?

"Roma" er ikke bare en film. Det er en sand livshistorie. Måden kameraet føres på er, som om vi føres af instruktørens egen blide hånd gennem hans erindringer. En stille og mageløs oplevelse fortalt af en af århundredets bedste filminstruktører.

"Roma" får premiere på Netflix i december, men sådan en film tager sig altså bedst ud på det store lærred, og den kører kun en uge fra 6. december i Grand Teatret.