The Theory of Everything
Helt fin bio-pic om Stephen Hawking. Den fortæller hans livshistorie, og jeg må give folket ret i, at Eddie Redmayne her gjorde noget særligt og viste, at han kunne andet end at være pjevset og irriterende (som han normalt er). Hvad jeg nok savnede i filmen var lidt troværdighed i forhold til dialogen i de akademiske kredse. Sådan snakker de altså ikke til én, når man kommer for at forsvare sin Ph.d... faktisk er der ikke én eneste samtale om videnskaben, som ikke føles "dumbed down" for biopublikummets skyld, og for mig var dette et stort irritationsmoment. Til gengæld fungerede mange af scenerne i hjemmet meget godt for mig, og filmen landede også meget godt som en hyldest til en mand, som har klaret meget modgang, og som utvivlsomt er skarpere end de fleste af os. 4/6
American Sniper
Mine forventninger til denne film var lave efter al den kritiske omtale, men det var måske derfor, den på mange måder overraskede positivt. Bradley Coopers karakter, Chris Kyle, er troværdig, og kemien mellem ham og konen, som spilles af Sienna Miller, fungerede også for mig. Jeg var endda parat til at se gennem fingre med den tydeligt kunstige baby. Scenerne i Irak var også godt eksekveret, spændende og oversigtlige. Clinten kan sit kram. Det er godt håndværk. Det, som irriterede mig mest ved filmen, var, at jeg ikke syntes om Chris Kyle som person. Han er en stædig skråsikker patriotisk red neck republikaner, som jeg måske nok kunne forstå, men jeg fandt det godt nok vanskeligt altid at 'heppe' på ham, og ingen af hans ideologiske præmisser bliver på noget tidspunkt i filmen udfordret betragteligt. Men konklusionen må så være, at filmen ikke er lavet til mig. Det kunne den dog have været, hvis Eastwood havde tilladt sig at være lidt mere tvetydig. Det kunne efter min mening have gjort filmen lidt mere interessant. Jeg føler også, jeg må straffe den for at være for langtrukken og for en ulidelig sentimental pladder-slutning. Så da bliver det nok 3/6.
Gone with the Wind
Altid vanskeligt at bedømme en 'klassiker'... Jeg sad og spekulerede på, hvordan folk opfattede den, da den udkom. Plakaterne lover jo medrivende romance, men romancen i denne historie er jo sygelig. Scarlett O'Hara er en grænsepsykopatisk narcissistisk borderline galning, og jeg var mere interesseret i hende som en psykiatrisk patient end en 'heltinde'. Jeg har længe vidst, hvordan filmen sluttede, men den slutning ser markant anderledes ud, nu hvor jeg har fået hele historien og har set, hvor komplet ustabil og selvoptaget hun er. Godt den endte sådan! På et tidspunkt i filmen fornemmede jeg dog et element af karakterudvikling - en modningsproces, som jeg bød velkommen! - men der gik ikke lang tid, før det stod klart, at hun var lige så syg til sidst, som hun var helt til at begynde med. Filmen står derfor tilbage som en bittersød tragedie, og på den måde kan jeg værdsætte den. Det, jeg så ikke helt er klar over, er, om det også var dét, som var intentionen. Hvis nogen andre også har den til gode (som jeg havde), så kan den i hvert fald anbefales, selv om den ta'r lidt tid at komme igennem. 4/6.
Joseph Fritzl: Story of a Monster
En dokumentar på netflix. Historien om Fritzl er interessant; det er denne dokumentar til gengæld ikke. Faktisk var den decideret kedelig, men i det mindste virkede den sandfærdig. 2/6.