Anmeldelse: Christian IV – Den sidste rejse

"Christian IV – Den sidste rejse" er en uafrystelig instruktørdebut af Kasper Kalle, der skriver sig ind i historien med en af de bedste biografier i moderne dansk film.

Teatertraditionen lader sig herhjemme ikke fornægte som en kæmpe indflydelse i filmens verden. Socialrealisme er nærmest indbegrebet af dansk film, der på godt og ondt altid har været et sikker kort. Interessant er det imidlertid, at en ellers fastforankret genre fornyes – eller genbruger glemte formgreb – gang på gang. Kammerspillet viste tidligere på året tænder i Oscar-kandidaten "Den skyldige", hvor nu historisk drama og klassisk realisme mødes i en af årets mest opsigtsvækkende film fra andedammen.

Året er 1648. Den længst siddende danske regent, Kong Christian IV af Danmark og Norge, er døende. En regeringsperiode på 59 år har budt på personlige omkostninger. Ét kapitel nager den aldrende konge (Baard Owe) i livets efterår: ægteskabet med Kirsten Munk (Karen-Lise Mynster), der blev afsluttet med en voldsom skilsmisse. I et forsøg på at få genrejsning og lukke livets bog har en karetkørende Christian sendt bud efter ekskonen. Ikke alene bliver det et smerteligt gensyn, men også en sidste rejse tilbage til en fordums tid, hvor kærligheden først blomstrede som unge mennesker (spillet af Rudi Køhnke og Rosalinde Mynster, datter af Karen-Lise) og senere blev ødelagt af jalousi.

Filmiske forsøg på historiske nedslag falder ofte ud over overblikkets kant. Simpelthen fordi mediet er begrænset. Markante personligheder fremhæves naturligvis af en årsag, og typisk fordi de har haft enorm indflydelse på en given tid. Manglende fokus på udvalgte perioder i den pågældende berømtheds liv udvander den altafgørende indlevelse som film. "Christian IV – Den sidste rejse" gør sig særligt bemærket ved modigt at fokusere snævert i beretningen om én udadtil mindre hændelse i den største danske konges liv. 

Når der endeligt produceres en film om C4, hvorfor så i alverden fokusere på kongens anden hustru – til og med et kærlighedsægteskab "til venstre hånd" uden arvemæssig indflydelse – der senere blev erstattet af en kammerpige? Netop dén modige afgrænsning er prisværdig. I hænderne på debuterende Kasper Kalle forvandles den store fortælling til et lille intimdrama, hvor intensiteten mellem to mennesker forviser historiens favnende vingeslag til forbigående baggrundsstøj udenfor karetens fire vægge. For er historiens store overskrifter ikke uoverskuelige bagateller i kontrast til følelsernes rum, sat i brand af tosomhedens gnister og mejslet i kold sten af melankoliens slørede tilbageblik?

Formet af tidens tand og forglemmelighed så Christian IV selv sig mere og mere bitter på Kirsten Munk. Vrede kan forgifte sindet og forvaske erindringens udsyn. I Kasper Kalles hænder personificeres det i en yngre og ældre konge – i kreativ vekselvirkning af fortid og nutid mellem tilbageskuende selvbillede og nærværende afpillede tilstand – hvor alle sår tydeligvis ikke er helet. Baard Owes medrivende (og sidste) portræt af en stor mands sidste svagelige skygger står i hjerteskærende kontrast til Rudi Køhnkes levende og stålsatte øjne. Et halvskidt soundtrack – heriblandt med malplacerede engelsksprogede sange – slår ikke skår i den knugende kemi mellem Kong Christian og Kirsten Munk på tværs af skuespillere og tid, men hæmmer det tilnærmelsesvist mesterlige helhedsindtryk.

"Christian IV – Den sidste rejse" er en uafrystelig instruktørdebut af Kasper Kalle, der skriver sig ind i historien med en af de bedste biografier i moderne dansk film. Få virkemidler, fremragende skuespillerpræstationer og kreative tidsspring gør Kalles debut til en bemærkelsesværdig fortælling om to kongers sidste rejser – Kong Christian IV og Baard Owe.