Anmeldelse: The House That Jack Built
Som altid har det været værd at vente på en Lars von Trier-film, der denne gang er morderisk forrygende.
Lars von Trier behøver ingen introduktion. Den største nordeuropæiske filminstruktør siden Ingmar Bergman er på spil igen efter fem års pause. Som altid har mystikken og rygtebørsen floreret som måger efter fisketrawlere. Om Hollywood-stjerner der på stribe takkede nej til hovedrollen og ikke mindst rygterne om en snarlig pension, fordi den nu 62-årige enfant terrible er udkørt. Hvad end gisningerne har noget på sig, eller om det er snu markedsføring med høj cigarføring, ved ingen endnu. I tilfælde af sidstnævnte slutter Danmarks nok største instruktør gennem tiderne på toppen.
At sammenfatte "The House That Jack Built" i et kort resumé er umuligt, mens grundpræmissen simpelt kan kridtes op. I dialog med Verge (Bruno Ganz) fortæller Jack (Matt Dillon) retrospektivt om de seneste tolv år, hvor han har ført et dobbeltliv. Udadtil er den intelligente ingeniør en pæn og nydelig mand, der værdsætter orden og refleksion. I virkeligheden er Jack fuldblodspsykopat og seriemorder, der mener, at mord er del af en dybere forståelse af kunstens rolle.
Tyve år efter sidste solofilm med en mandlig hovedrolleindehaver i "Idioterne" synes det oplagt, at stimen med kvindeportrætter brydes. Eller rettere destrueres i obduktionen af eget skaberværk, når vi trænger ind under huden på mesterinstruktøren med hans hidtil mest personlige film. Endda optaget i Danmark, hvor produktionerne typisk finder sted i Sverige – måske fordi "The House That Jack Built" er for meget for de følsomme svenskere. Måske fordi cirklen fuldendes og afsluttes, hvor skabertrangen begyndte.
For her flænses, så blodet sprøjter. Ligene i lasten stables i knogleknusende positioner. Alt dette, mens evigt unge Matt Dillon med skævt smil indkapsler ét af de mest ubehagelige seriemorder-portrætter i dette århundrede. Lars von Trier går i kødet på eget bagkatalog, når guldhjerter som Uma Thurman, Sofie Gråbøl og Riley Keough møder Tom & Jerry-vold. For ja, "The House That Jack Built" er oprigtigt sjov. Perfekt balancerende på knivsæggen mellem dybsindighed og morderisk absurdkomik, som Patrick Bateman ville være sygelig jaloux over.
Dekonstruktionen af en karriere, der strækker sig over fire årtier, er selvransagende og eftertænksom såvel som sarkastisk og provokerende. Kært barn har mange navne, og Lars von Trier er undervejs blevet kaldt lidt af hvert, når kontroversielle udtalelser har trukket store overskrifter. Jo, Zentropa-medstifteren er i hopla, når "The House That Jack Built" trækker røde tråde til skaberværkets pejlemærker. Alt fra "Europa"-trilogiens tintede billeder og Dogmefilmenes håndholdte kameraføring til hyperæstetikken i Dommedags-trilogien – samt ikke mindst nazi-spydigheder og afskårede kønsdele. Geniets storhedsvanvid spejles i psykopatens narcissisme, når Jack rejser ned i Dantes tre dødsriger. Naturligvis ledet af Vergil, forfatteren bag bestillingsværket "Æneiden", som omskrev skabelsen af Rom til at være direkte afstedkommet af begivenhederne i Troja og Homers "Illiaden". Paradiset, underforstået kunstens fuldendelse, ses i glimt. Men mest med djævelsk sarkastisk glimt i øjet, når en særdeles veloplagt von Trier kaster om sig med metareferencer og fuck-fingre.
"The House That Jack Built" skal naturligvis nok kaste sin andel af forargede omtaler af sig, når kompleksiteterne tages ud af kontekst og ikke ses for at være kritisk refleksion over kunstens potentiale samt et nøgent meta-portræt og grotesk latterliggørelse af instruktørens karriere. Som altid har det været værd at vente på en Lars von Trier-film, der denne gang er morderisk forrygende.