Anmeldelse: Star Wars: The Last Jedi
Kraften binder alting sammen. Kraften er liv. Kraften er død. Kraften er løbet tør for mystik.
Så er det igen den tid på året. Disney er landet særdeles tungt på kalenderen med én julebasker over dem alle, siden de for nu to år siden vækkede George Lucas' ikoniske "Star Wars"-franchise til live med "Star Wars: The Force Awakens". Første film i en tredje trilogi om den dysfunktionelle Skywalker-familie varslede nye tider in a galaxy, far far away. Anden del er et nyt håb i helt samme retning.
Tråden tages op direkte fra forgående film. Unge Rey (Daisy Ridley) bliver oplært som Jedi af legendariske Luke Skywalker (Mark Hamill), der ellers havde trukket sig tilbage som praktiserende ridder. Ex-Stormtrooper Finn (John Boyega) og den kække pilot Poe (Oscar Isaac) kæmper på Oprørernes side mod Den Første Orden, hvor onde Kylo Ren (Adam Driver) har slikket Sith-sårene og vil hævne sig på Rey over at have stukket af med et lyssværd, som han ville ha'. Jo, alt er ved det gamle hos familien Skywalker.
Valget af Rian Johnson bag kameraet blev modtaget med blandede reaktioner. "Looper"-instruktøren tilhører det bløde mellemlag som respekteret og talentfuld indie-instruktør, der aldrig har fået det store gennembrud. Onde tunger ville påstå, at Disney bedre kunne kontrollere "The Last Jedi"-retningen. Ganske vist er det ikke fair at reducere 44-årige Johnson til at flyve på autopilot, men tag ikke fejl – han gør lige præcis dét, som Mickey Mouse befaler: Saml tråden op fra "The Force Awakens", blast dig frem til trilogiens store finale – og tilintetgør noget, der til forveksling ligner en Dødsstjerne. Forventningsfulde fanboys bliver glade. Andre bliver undervældet.
Kraften binder alting sammen. Kraften er liv. Kraften er død. Kraften er løbet tør for mystik. I hvert fald når mantraet gentages i klassisk mester-lærling retorik, og dagen igen reddes i sidste øjeblik. Problemet er ikke eventyret, forudsigeligt som det er – underholdningsværdien kan ikke fraskrives. Plot og karakterudvikling bindes i al hast for overfladisk sammen. Sidehistorierne harmonerer sjældent sammen tidsligt. Filmens indre logik er selvmodsigende. Med en spilletid på 150 minutter er sammenfaldet af plothuller, stjerne-soap, run and chase og hovsa wookie-dookie løsninger påfaldende rodet.
"The Last Jedi" er forbløffende lige ud ad mælkevejen. Stort set alt er set før i de andre "Star Wars"-film. Meget kan dog accepteres, når sci-fi-eventyret udfoldes. Når god og ond kæmper med forskelligfarvede lyssværd, og fascinerende universer åbnes op. Mindeværdige actionsekvenser i flæng vejer gevaldigt op for den generiske fortælling. Hvor "The Force Awakens" balancerede med et omfattende galleri bestående af stærke helte og svage skurke samt formåede at oparbejde sympati for fremragende Daisy Ridley, vendes bøtten med episode VIII. Adam Driver og animerede Andy Serkis som Snoke er fornøjelige og værdige "Star Wars"-bad guys, mens nostalgi-kortet smides effektivt på bordet, når Mark Hamill indtræder som den sidste Jedi-mester.
"Star Wars: The Last Jedi" er en glimrende tilføjelse til sagaen. Rian Johnsons første skud på stammen vil sikkert begejstre horderne af hungrende fans. Ottende film om Skywalker-familien gør lige præcis det, som en franchise-film skal, hvor sikre valg skal træffes, og historien spejles i de foregående syv i serien. Med en spilletid på 150 minutter bør seneste tilføjelse til verdens nok største film-brand imidlertid være langt bedre skruet sammen som fortælling, nu filmene ikke længere kan overleve på forventningens glæde med én ny "Star Wars"-film hvert år.