Unge Tony Soprano dukker op i prequel-filmen "The Many Saints of Newark"

Skaberen af "The Sopranos" bekræfter, at Tony bliver en vigtig brik i fortællingen om 60'ernes New Jersey.

Det vakte opsigt, da det sidste år kom frem, at David Chase – manden bag storhittet "The Sopranos" – var i gang med arbejdet på en film i Sopranos-universet. Filmen, "The Many Saints of Newark", vil dog agere forhistorie til tv-serien og tage udgangspunkt i raceurolighederne i New Jersey i 1960'erne. Derfor var det også selvskrevet, at flere gamle kendinge ville dukke op i deres yngre udgaver.

Nu har David Chase i et nyt interview løftet sløret for endnu en detalje, og det kan muligvis være noget, der kommer til at skille vandene blandt seriens mange hardcore-fans. Det viser sig nemlig, at selveste Tony Soprano vil være en af de bærende karakterer i filmen – omend i en noget yngre udgave.

James Gandolfini, der i serien lagde krop og karakter til Tony, døde i 2013, og dermed døde også alle forhåbninger om nogensinde at se den "ægte" Tony Soprano igen. David Chase har desuden selv haft sine forbehold mod at vende tilbage til universet, men idéen om at fortælle en historie, hvor Newark, New Jersey danner rammen om 1960'ernes Wise Guys, har alligevel vist sig at være frugtbar.

Casting kan splitte seriens fans

Hvem der skal spille den unge Tony Soprano er endnu uvist, og mon ikke den beslutning bliver mødt med delte meninger, uanset hvem der ender i rollen – ikke ulig castingen af unge Han Solo i "Solo: A Star Wars Story". Når man har med en så kendt og elsket karakter at gøre, må man træde varsomt. Det taler dog til fordel for "The Many Saints of Newark", at David Chase selv er med i processen, da han om nogen kender karaktererne og mytologien.

"The Many Saints of Newark" starter produktion i starten af 2019. En officiel premieredato er endnu ikke meldt ud.

Kommentarer

Unge Tony Soprano dukker op i prequel-filmen "The Many Saints of Newark"

  • ★★★★0

    Bedste HBO-serie nogensinde...

    Jeg synes, det er fint, at Tony Soprano dukker op, selvom han vel næppe kan være mere end en stor dreng. Og ja - held og lykke med at finde en, der kan fylde James Gandolfinis sko :)

    chandler75 9-01-19 19:37

  • ★★★★0

    Hvis man er fan af serien, kan denne anbefales, hvor castet for få dage siden mødtes i forbindelse med 20-års jubilæet og snakkede om serien i 45 min.: www.youtube.com/watch

    chandler7513-01-19 20:01

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen