Herzogs dokumentarer så godt som altid værd at se, synes jeg, men den her er rent filmisk i den lette ende. Det er en film, der bliver mere talt om end egentlig set.
Ikke desto mindre så er der billeder, der bliver hos en bagefter. Ikke mindst den resignerende mand, der helt afslappet og fredfyldt afventer vulkan-udbruddet. Hvor mange 'almindelige' film har man ikke set, som næsten er forsvundet ud af erindringen det øjeblik rulleteksterne kom?
Bare at høre hans sprøde røst, er nok til at det river i tistøjet.
Jeg har ofte store problemer med at huske detaljerne i de film jeg har set, efter der er gået lidt tid. Det er lidt irreterende, da det så er svært at debattere dem efterfølgende.
På et tidspunkt så jeg 4 film om dagen og det gjorde det nok ikke bedre. Man bør huske at afsætte tid til at reflektere.
