Sicario: Day of the Soldado (2018)
Da jeg så ”Sicario” i sin tid, havde jeg ingen forventninger til at der skulle komme en efterfølger til Denis Villeneuve’s mesterværk. Jeg synes nok heller ikke det var en film der lige som lagde op til det, af en eller anden grund. Men det kom der altså og har den så været værd at vente på?
Ja og nej. Måske mest ja, selv om det ikke er uden store kritikpunkter. Teknisk er den for eksempel ret fin og den stil og tone som instruktør Stefano Sollima rammer, giver en rå og ubehagelig kant til filmens mere drastiske scener. Dem er der en del af og præcis i enkeltsekvenser fungerer historien bedst, hvor den virker spændende og intens.
Filmens karaktererbue for dens persongalleri bøjes måske ikke meget og man kunne godt ønske sig at man havde fået mere ud af et godt cast. Heldigvis er flere af skuespillerne så karismatiske, at de kan bære denne mangel på udvikling, ser man bort fra det moralske tema der lidt købt smides ind, i løbet af historien.
Den samlede fortælling forekommer mig så også lidt ufokuseret. Jeg havde i hvert svært ved at få en større mening med det hele og i løbet af filmen begyndte jeg desuden at sidde med en følelse af, at jeg havde svært ved at se nødvendigheden i denne efterfølger.
Men uanset, så fænger den og giver man den ikke for mange tanker er den i og for sig underholdende nok.
Bedømmelse: 6/10