Peter Jackson laver film om The Beatles

"Ringenes herre"-instruktøren vil skabe den ultimative fluen-på-væggen-oplevelse for gruppens fans.

To af film- og musikhistoriens giganter mødes, når Peter Jackson skal i gang med at skabe en ny dokumentarfilm om alle tiders mest indflydelsesrige pop- og rockband, The Beatles.

Den Oscar-vindende instruktør vil basere filmen på 55 timers optagelser fra de sessions i januar 1969, der endte med at blive til pladen "Let it Be" fra 1970 – som blev det næstsidste indspillede album af The Fab Four, og som kulminerede med den berømte koncert på taget af Apple-bygningen i London for 50 år siden.

En tur ned ad The Long and Winding Road

Der findes allerede en dokumentarfilm om skabelsen af "Let it Be"-pladen, der udkom kort efter gruppens opløsning i 1970, og som blev opkaldt efter albummet. Den film blev instrueret af Michael Lindsay-Hogg, og nu er tiden så inde til, at Peter Jackson skal prøve kræfter med det omfattende materiale, som blandt andet indeholder klassiske Beatles-sange som "The Long and Winding Road", "Across the Universe", "Get Back" og så naturligvis den ikoniske titelsang.

"De 55 timers hidtil usete optagelser og 140 timers lyd, som vi har adgang til, sikrer, at filmen bliver den definitive fluen-på-væggen-oplevelse, som Beatles-fans længe har drømt om. Det er, som om at en tidsmaskine tager os tilbage til 1969, hvor vi sidder med i studiet og ser de her fire venner skabe fantastisk musik sammen. At lave den her film bliver en sand fornøjelse," udtaler Jackson begejstret.

Instruktøren er allerede velbevandret i dokumentar-genren ovenpå "They Shall Not Grow Old", der giver gamle optagelser fra Første Verdenskrig nyt og farverigt liv.

Det nye projekt bliver skabt i samarbejde med The Beatles' sagnomspunde pladeselskab Apple og har således både Paul McCartneys og Ringo Starrs velsignelse, alt imens John Lennons og George Harrisons enker også støtter op om Peter Jacksons kommende værk.

Filmen om The Beatles ventes at få premiere til næste år i forbindelse med "Let it Be"-pladens 50 års jubilæum.

Kommentarer

Peter Jackson laver film om The Beatles

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen