Ja, jeg fandt den faktisk ret middelmådig. Især fotograferingen ser nærmest tilfældig ud sammenlignet med Deakins smukke billedside.
Jeg var også tættere på det middelmådige.
What we saw
★★★★★★0T. Nielsen 5-02-19 23:16
- 0
eg fandt den faktisk ikke så hensynsløs som etteren. Faktisk til tider sentimental.
Har kun set Sicario en gang, og det var i bio i 2015. Så den er ikke 100 procent frisk i hukommelsen, men jeg husker skam slutningen og køreturen i Juarez som værende de mest brutale. Jeg vil ikke sige, at slutningen i Soldado ramte mig mere, men ramte mig på en anden måde. Men er sgu vild med begge, og heldigvis er de forskellige.
Hvordan sentimental? Ja, pigen fylder en del, men sentimental ligefrem?
Ja, jeg fandt den faktisk ret middelmådig. Især fotograferingen ser nærmest tilfældig ud sammenlignet med Deakins smukke billedside.
Tilfældig er sgu for hårdt. Ja, visuelt er filmen ikke i samme liga, men er alligevel flot skudt. Især scenerne i Mexico City, fandt jeg stilistiske.
Men er med på, at Deakins kan noget særligt. Jeg havde samme følelse fra Skyfall til Spectre. Begge virkelig flotte film, men Skyfall kunne noget særligt med sit billedsprog. Eksempelvis er Shanghai-scenen et visuelt vidunder, og nok blandt de flotteste scener, jeg nogensinde har set.
- ★★★★0
IK, synes Del Toros karakter blev lidt af en vatpik og var generelt præget af en mærkværdig udvikling. Jeg kunne fint lide Wolski’s cinematografi (Scotts faste mand) men er jo intet særligt sammenlignet med Deakins og føles ordinær :) Altså, ikke nogen dårlig film, men jeg ser virkelig intet formål med den som efterfølger og synes hellere ikke Sheridan virker knivskarp i pennen, som normalt. Men godt du nød den. Vi kan jo ikke alle være enige.
- ★★★★0
Kraftidioten (2014)
Tarantino og Coens har ikke levet forgæves. Men instruktør Hans Petter Moland finder modet til at rykke ud af skyggen af de store kunstnere og sætter sit eget fingreaftryk på genren. Det er en pragtfuld gangsterkomedie med godt plot, blodig vold og vittig dialog. Filmen er samtidig en satirisk kommentar over det moderne samfund og scriptet rummer flere guldkorn med serbisk mafia involveret. Jeg var flad af grin :) 9/10
- ★★★★0
Hell Fest (2018)
Havde håbet på en fornøjelig teen-slasher film til en sen nattetime, der ikke tog selv så fandens alvorligt. Det gør denne desværre uden at skabe ægte spænding a la Halloween. Tilbage står de sædvanlige klicheer og endimensionelle karakterer, som man bare håber bliver nakket på grummeste vis. Og der er faktisk et par vellykkede, makabre kills :) Atmosfæren er egentlig fin, men filmen mangler et glimt i øjet. 4/10
★★★★0Kraftidioten (2014)
Tarantino og Coens har ikke levet forgæves. Men instruktør Hans Petter Moland finder modet til at rykke ud af skyggen af de store kunstnere og sætter sit eget fingreaftryk på genren. Det er en pragtfuld gangsterkomedie med godt plot, blodig vold og vittig dialog. Filmen er samtidig en satirisk kommentar over det moderne samfund og scriptet rummer flere guldkorn med serbisk mafia involveret. Jeg var flad af grin :) 9/10
Ja fremragende. Liam Neeson har hovedrollen i genindspilningen.
Måske :-D
Måske en formildende omstændighed, hvis den hedder "Fucking Idiot" på engelsk.- ★★★★0
Ja fremragende. Liam Neeson har hovedrollen i genindspilningen.
Måske :-D
Måske en formildende omstændighed, hvis den hedder "Fucking Idiot" på engelsk.Har set traileren til Cold Pursuit, som den hedder. Så titlen er knap så absurd komisk. Cold Pursuit er nok mere passende til et amerikansk publikum.
- 0
Kraftidioten (2014)
Lyder lovende og hermed noteret på Netflix watchlist. Synes altid det mere mere passende at se originalen før remaket, og det er også værd at nævne, at det også er samme instruktør.
Så et par scener af Blade Runner på Netflix, da den eftersigende skulle se virkelig godt ud på OLED. Til min overraskelse indså jeg, at Netflix kører theatrical cut og ikke director's/final cut. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er den største fan af Blade Runner, men jeg har altid været betaget af universet, og der er bare et eller andet, der giver mig lyst til at opleve det igen og igen. Men ikke theatrical cut, nej tak. Fords voice over er helt forfærdelig, og det dræber sgu meget af både stemingen og de mystiske aspekter i filmen.
- ★★★★0
Lyder lovende og hermed noteret på Netflix watchlist. Synes altid det mere mere passende at se originalen før remaket, og det er også værd at nævne, at det også er samme instruktør.
Så et par scener af Blade Runner på Netflix, da den eftersigende skulle se virkelig godt ud på OLED. Til min overraskelse indså jeg, at Netflix kører theatrical cut og ikke director's/final cut. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er den største fan af Blade Runner, men jeg har altid været betaget af universet, og der er bare et eller andet, der giver mig lyst til at opleve det igen og igen. Men ikke theatrical cut, nej tak. Fords voice over er helt forfærdelig, og det dræber sgu meget af både stemingen og de mystiske aspekter i filmen.
Man skal da også eje Blade Runner på BD og samme med efterfølgeren :)
- 0
Man skal da også eje Blade Runner på BD og samme med efterfølgeren :)
Det er jeg sgu også fristet til. Billedet var nemlig heller ikke noget særligt på Netflix, og 2049 ser endda værre ud på Viaplay.
- ★★★★0
Det er jeg sgu også fristet til. Billedet var nemlig heller ikke noget særligt på Netflix, og 2049 ser endda værre ud på Viaplay.
4k review af 2049
★★★1Den gamle præst (1939)
Jakob Knudsens "Den gamle præst" er en af mine yndlingsbøger, og efter min mening er Knudsens bedste romaner blandt det ypperste i dansk litteratur. Derfor er det også interessant at se, hvordan en dansk film har forsøgt at bringe en af hans bøger til lærredet, men det er beklageligvis også en påmindelse om, at visse emner er utroligt svære at omsætte til film.
Filmen omhandler den godmodige men hidsige Grev Trolle, hvis liv bringes under omstyrtelse efter et overgreb. Den berømte teaterskuespiller Poul Reumert indtager hovedrollen som greven, og det er faktisk hans første talerolle nogensinde. I filmverden er han primært berømt for at medvirke i ”Afgrunden” fra 1910 i den vovede dansescene, der gjorde Asta Nielsen til en verdensstjerne. At være filmskuespiller faldt imidlertid ikke Reumert let, og selvom talentet i teateret var indiskutabelt, så var det ikke nødvendigvis et som kunne omsættes direkte til filmverden. Her hjælpes han ikke af en meget påtaget fynsk dialekt, som instruktøren af uransagelige årsager åbenbart synes var en god ide at tilføje karakteren, og som slet og ret bliver en hæmsko filmen igennem.
"Den gamle præst" er interessant idet den repræsenterer en overgang fra dansk stumfilm til talefilm. Mange virkemidler fra stumfilmens vokabularium er intakte, og en del af dem hører faktisk til nogle af de bedre indslag i filmen. Andre stikker derimod lidt i øjnene: En noget overdreven gestikuleren og tydelig læbestift på mandlige skuespillere. I forhold til romanen så er situationen lidt den samme som den nylige og ellers vellykkede filmatisering af "Lykke-Per" - den idehistoriske baggrund er skåret ud, og kun kernedramaet er bibeholdt. Det bliver lidt "Den gamle præst for dummies". Romanen foregår omkring århundredskiftet og ved at filmen bringer den op til moderne tid bliver nogle af tidsbillederne også lidt sære. Endnu værre er det, at man har tilført første del af filmen noget folkekomedie og overdreven karikaturtegning, som hænger skidt sammen med romanens ellers barske fortælling. Sigende bliver filmen gradvist bedre efterhånden som alvoren tager til. Det samme kan siges om Poul Reumert, der får vist formatet i den sidste del.
Filmen er en del af Soul Medias En dansk klassiker-serie, og selvom det er en fuldstændig bare bones-udgivelse, er det en fornøjelse at få mulighed for at se film, vi ellers var afskåret fra. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de alle er fremragende.
3/6
★★★★0At være filmskuespiller faldt imidlertid ikke Reumert let, og selvom talentet i teateret var indiskutabelt
Er der nogen af hans præstationer, du husker bedst? Var det ham, der spillede Arne And i det stykke, vi så i Odense ;)
chandler75 8-02-19 13:28
- ★★★0
Er der nogen af hans præstationer, du husker bedst?
Han var døde i 1968, så det er begrænset, hvad jeg har set. ;) Men her kan du fornøje dig med at høre ham læse Før Cannae.
★★★★★0Mean Dreams (2016)
Nathan Morlandos seneste værk tager sin begyndelse som en umiddelbar ligefrem og ganske uskyldig og tilforladelig coming-of-age fortælling, da man introduceres for filmens to unge protagonister i skikkelse af den hårdt arbejdende men rodløse Jonas Ford - der slider og slæber på familiens gård langt ude på bøhlandet - og den charmerende men lettere underkuede Casey Caraway, der ud over at være flyttet ind på nabogrunden også er datter af det lille nordamerikanske landsbysamfunds nye politichef. Skønt det at husene og omgivelserne alle er nedslidt og i lettere forfald, er stemningen til at starte med i skildringen af de to teenageres romance både stilfærdig hyggelig og håbefuld romantisk. Men alligevel er det som om, at der under overfladen er et eller andet ravruskende galt mellem Casey og hendes far.
Efterhånden som handlingen eskalerer forvandles stemningen da også gradvis over i at være mere og mere ubehagelig og tryggende, da Nathan Morando på en både medrivende og følelsesmæssig voldsom facon tager et skarpt sving og styrer filmens handling over i en blanding af moderne western, film noir og intens thriller, der vil fremprovokere svedige håndflader og hjertebanken hos de fleste. Som det unge par på jagt efter en bedre tilværelse og den amerikanske drøm, er både Josh Wiggins og Sophie Nelisse fremragende castet og er begge i besiddelse af en troværdighed og nærvær der gør, at man hurtigt er investeret fuld ud i deres karakterers barske og brutale dannelsesrejse. Desuden byder "Mean Dreams" også på et yderligere trumfkort i skikkelse af veteranen Bill Paxton som den kyniske og dominerende far og politichef.
Bill Paxton - for hvem dette desværre blev hans sidste film - leverer nemlig en helt igennem fremragende tour-de-force præstation, der er både fascinerende og skræmmende på én og samme tid og som suverænt sætter en tyk streg under, hvilken verdensklasse-skuespiller han var.
8/10
- ★★★★★0
Wonder Wheel (2017)
Mesterinstruktøren Woody Allens nyeste film byder på alt det bedste fra den gamle ord-ekvilibrist, der i glorværdigt pulserende technicolorfarver slår dørene op til et pragteksemplar på et filmet teaterstykke i samme dialog-svulstige boldgade som Tennessee Williams klassikerne "Cat On a Hot Tin Roof" og "A Streetcar Named Desire". For det nærmest driver ned af væggene med indebrændte følelser og forliste drømme i "Wonder Wheel", hvis titel og varme muntre farver konstant står i en provokerende og drilsk kontrast til person-galleriets indre og ydre problemstillinger i dette falske paradis af en forlystelsespark på Coney Island, hvor Woody Allens harske og spydige familie og trekantsdrama udspiller sig med en veloplagt Justin Timberlake i rollen som filmens kække, alvidende og diabolske skæbnefortæller.
Woody Allen er kendt for igennem hele sin karriere at skrive fantastiske og mindeværdige karakterer til sine kvindelige hovedroller og Kate Winslets forsmåede og desillusionerede servitrice Ginny er absolut ingen undtagelse. Kate Winslet er kort sagt bragende god i en vaskeægte tour-de-force præstation, som en person der hele tiden er på bagkant med sit liv og sine drømme og hvor desperationen efter at opnå noget bedre - end det der i hendes øjne er en sølle eksistens - lyser ud af hver porer i hendes krop, mens de længselsfulde øjne blot bliver mere og mere sørgmodige at kigge på. Det slår ligeledes gnister når Kate Winslet slipper sin indre svinehund løs, og hun får sublimt modspil fra en mindst ligeså god Jim Belushi, der virkelig får mulighed for at shine i en yderst velskrevet rolle som den brovtende og nedladende patriark, der ikke er i stand til at forstå sin kones behov.
Skulle dette, gud forbyde det, blive den sidste film man får at se fra Woody Allens hånd, kan man dog trøste sig med, at han i så fald slutter på toppen med et både vanvittigt flot visuelt og ekstremt velskrevet værk, der hører til blandt hans allerbedste film.
8/10
- ★★★★★1
Summer of 84 (2018)
Denne film var en kæmpe overraskelse, som for mit vedkommende dukkede op ud af ingenting og pludselig befandt sig på Netflix, hvor jeg valgte at give den en chance, primært grundet min store kærlighed til 80’ernes klassikere, så som "Goonierne" og "Stand By Me", samt 80’er retro serien "Stranger Things".
Bortset fra “Summer of 84”s synth-dominerende score og det at en gruppe på fire teenage-knægte udgør filmens protagonister, har dette nyeste skud på stammen af rendyrket nostalgi dog langt mere til fælles med plottet fra "Rear Window" og mangt en creepy slasherfilm i drengenes forsøg på at opklare et mord-mysterium, der vil få de små nakkehår til at rejse sig på de fleste.
Man kan lige umiddelbart måske kritisere filmen for at være en kende for traditionel i sin opbygning og i beskrivelsen af sit persongalleri (der skildres i korte men effektive baggrundshistorier), men det er der nu en ganske god grund til, hvilket dermed gør at sidste tredjedel af filmen står endnu stærkere qua et intelligent tvist, som man vil huske længe efter de sidste rulletekster.
Skuespillet er i øvrigt fremragende fra de fire teenagere og især fra Graham Verchere der spiller gruppens leder Dave, samt fra Judah Lewis som spiller teamets bad boy Tommy. Og i rollen som den dedikerede politimand Wayne, der ligeså jagter den udspekulerede morder, er Rich Sommer fra "Mad Men" en fornøjelse at følge. Jeg krydser så meget fingre for, at der bliver lavet en sequel.
8/10
- ★★★★0
Nighthawk, mener du virkelig Paxton er verdensklasse skuespiller? Altså verdensklasse er i min bog fordelt på en håndfuld skuespillere. De Niro, Lewis, Pacino og den slags. Har jeg misset de verdensklasse præstationer af Paxton? Blot nysgerrig. Mindes bare ikke han er ‘deroppe’.
- ★★★★★0
Nighthawk, mener du virkelig Paxton er verdensklasse skuespiller? Altså verdensklasse er i min bog fordelt på en håndfuld skuespillere. De Niro, Lewis, Pacino og den slags. Har jeg misset de verdensklasse præstationer af Paxton? Blot nysgerrig. Mindes bare ikke han er ‘deroppe’.
Ja, jeg synes, at han er meget undervurderet. Bill Paxton er en skuespiller lidt i stil med Alan Arkin forstået på den måde, at Paxton har et højt bundniveau og stort set altid leverer en solid præstation på trods af, at filmene ikke altid er på samme niveau. Når de så til gengæld er det, løftes hans skuespil yderligere og så synes jeg virkelig det skinner igennem, hvor dygtig en skuespiller han er. Særligt i film som:
- One False Moove
- Trespass
- True Lies
- Apollo 13
- A Simple Plan
- Frailty
- Mean Dreams
Jeg er enig med dig angående Daniel Day-Lewis, for han har dælme været skarp til at finde gode roller i hele sin karriere. Men altså selv om jeg holder rigtig meget af Robert De Niro og Al Pacino, så har lige netop de to godt nok lavet meget bras i deres karriere. Efterhånden er det vel lige før, at de har lavet ligeså meget skidt som godt. Men når de har fået det rigtige materiale, ja så skinner det uden tvivl igennem, at de er verdensklasse-skuespillere.
- ★★★★0
Searching (2018)
Den meget omtalte web-thriller ‘searching’ udspiller sig praktisk talt udelukkende på en computerskærm og igennem sociale medier. Det er en synlig gimmick, men væsentligt bedre udført end lignende film og så har den også noget på sinde. John Cho er glimrende i rollen. Desværre fandt jeg et til to twists for meget og filmen insisterede mod slut at forklare et ellers godt mysterie, som der blev bygget op. John Chos karakter virker også en kende for intelligent i sin efterforskning, men overall en solid, spændende og seværdig thriller. 7/10
- ★★★★0
Ja, jeg synes, at han er meget undervurderet. Bill Paxton er en skuespiller lidt i stil med Alan Arkin forstået på den måde, at Paxton har et højt bundniveau og stort set altid leverer en solid præstation på trods af, at filmene ikke altid er på samme niveau. Når de så til gengæld er det, løftes hans skuespil yderligere og så synes jeg virkelig det skinner igennem, hvor dygtig en skuespiller han er. Særligt i film som:
- One False Moove
- Trespass
- True Lies
- Apollo 13
- A Simple Plan
- Frailty
- Mean Dreams
Jeg er enig med dig angående Daniel Day-Lewis, for han har dælme været skarp til at finde gode roller i hele sin karriere. Men altså selv om jeg holder rigtig meget af Robert De Niro og Al Pacino, så har lige netop de to godt nok lavet meget bras i deres karriere. Efterhånden er det vel lige før, at de har lavet ligeså meget skidt som godt. Men når de har fået det rigtige materiale, ja så skinner det uden tvivl igennem, at de er verdensklasse-skuespillere.
Jeg undrede mig blot over ‘verdensklasse’ prædikatet. Jeg husker ham nok mest pga lidt ufrivilligt komiskhed a la True Lies, Aliens, Terminator. Ved godt han har lavet mere seriøse roller, som Apollo 13. Men han er da ikke verdensklasse i den? Nå, øjnene der ser. Fandt ham nu også rigtig god i Mean Dreams.
- ★★★★★0
Jeg undrede mig blot over ‘verdensklasse’ prædikatet. Jeg husker ham nok mest pga lidt ufrivilligt komiskhed a la True Lies, Aliens, Terminator. Ved godt han har lavet mere seriøse roller, som Apollo 13. Men han er da ikke verdensklasse i den? Nå, øjnene der ser. Fandt ham nu også rigtig god i Mean Dreams.
Jeg synes faktisk også, at hans præstation i "Aliens" er rigtig god. Det skifte han laver fra at være total karlsmart og blæret til at være et rystende nervevrag er glimrende skuespil. Det er i princippet også det samme han gør i "True Lies", dog med en mere humoristisk vinkel, hvor han også skifter brillant fra det karlsmart agtige og overlegne til det patetisk ynkelige.
Det er langt fra så nemt at få til at virke overbevisende, men Bill Paxton slipper fra skiftet med succes netop fordi, at han er en fremragende skuespiller.
- ★★★★1
Nighthawk - tak for uddybningen. Personligt lægger jeg ikke samme kvaliteter i ‘skiftet’ som du. Måske fordi det er så åbenlyst? Altså først over the top og så lidt mindre. Et (for mig) langt bedre eksempel er Viggo i A History of Violence, der på subtil vis skifter mellem kærlig familiefar til gangster. Dét må være svært.
- ★★★★★1
Nighthawk - tak for uddybningen. Personligt lægger jeg ikke samme kvaliteter i ‘skiftet’ som du. Måske fordi det er så åbenlyst? Altså først over the top og så lidt mindre. Et (for mig) langt bedre eksempel er Viggo i A History of Violence, der på subtil vis skifter mellem kærlig familiefar til gangster. Dét må være svært.
Jeg er helt enig med dig i, at Viggo Mortensens præstation i "A History of Violence" er sublimt skuespil og at skiftet mellem familiefar og gangster er fuldstændig overbevisende. Jeg vil dog ikke sige, at det er et langt bedre eksempel men i stedet konstatere, at det også er et rigtig godt eksempel på fremragende skuespil. Men vi snakker dog samtidig også om tre vidt forskellige film med tre vidt forskelligt udtryk og hvor skuespillerne derfor også agerer forskelligt ud fra den tone og stil, som den enkelte film er domineret af.
Jeg vil så også mene, at det i princippet er underordnet om skiftet er forudsigeligt eller ej. I sidste ende handler det jo først og fremmest om kvaliteten af selve præstationen.
Viggo Mortensens måde at skifte fra det ene til det andet er blot langt mere subtil og underspillet hvilket, som jeg fornemmer det, blot tiltaler dig mere end hvis det foregår på en mere udadvendt eller humoristisk måde som i Bill Paxtons tilfælde. Og det er skam også helt ok, at du foretrækker Viggo Mortensens måde at spille på. Jeg kan dog rigtig godt lige begge måder, så for mit vedkommende synes jeg faktisk lige godt om både Bill Paxton og Viggo Mortensens stil. :)
- ★★★★★★1
Jeg har heller ikke tænkt på Paxton som en direkte verdensklasseskuespiller, men kan godt følge dine pointer Nighthawk. Jeg har altid synes godt om ham dog og må erkende at han da har bragt noget “quality” ind i en lang række markante biroller. Roller jeg ikke har opfattet som værende ufrivillig komiske, men mere har været morsomme grundet den bevidste levering Paxton har gjort med karakteren.
T. Nielsen 9-02-19 01:56