BAFTA trækker "Bohemian Rhapsody"-instruktørs nominering tilbage

Den skandaleombruste filmskaber Bryan Singer er ikke længere nomineret som Bedste instruktør efter en række pædofilianklager.

"Bohemian Rhapsody" har gået sin sejrsgang i biograferne og nydt godt af nomineringer og sejre ved sæsonens prisuddelinger. Blandt andet to Golden Globe-statuetter for Bedste drama og Bedste skuespiller samt fem nomineringer til Oscar-uddelingen 24. februar.

Nu er filmen om Queen og forsangeren Freddie Mercury dog blevet én nominering fattigere. Det sker, efter at BAFTA – det britiske svar på Oscar – trækker instruktøren Bryan Singers nominering for Bedste instruktør tilbage. 

Sidste år blev Bryan Singer anklaget for systematisk børnemisbrug og adskillige grove overgreb, som skulle have stået på i mere end tyve år. Dette blev blandt andet behandlet i dokumentaren "An Open Letter", og instruktøren endte også med at blive fyret fra produktionen af "Bohemian Rhapsody" – som han dog stadigvæk er krediteret for.

Bryan Singer nægter alle anklager

Forleden bragte The Atlantic så en dybdegående artikel, der fremsatte nye anklagere mod Bryan Singer. I lyset af denne artikel har BAFTA nu endeligt besluttet at trække deres nominering tilbage fra den skandaleombruste instruktør. BAFTA udtaler følgende:

"BAFTA kan ikke acceptere eller tolerere den anklagedes påståede opførsel, som ikke stemmer overens med vores egne værdier. Derfor er Mr. Singers nominering blevet suspenderet. BAFTA noterer Mr. Singers afvisning af anklagerne. Suspenderingen vil derfor være aktuel, indtil sagen er afsluttet."

Bryan Singer nægter fortsat alle anklager og udtaler ifølge Deadline, at den nye artikel fra The Atlantic er en "homofobisk smædekampagne, som prøver at tage succesen fra 'Bohemian Rhapsody'."

Kommentarer

BAFTA trækker "Bohemian Rhapsody"-instruktørs nominering tilbage

  • ★★★★0

    Det var da i sidste øjeblik, da det blev afholdt et par timer efter denne nyhed :)

    Åkepool11-02-19 12:04

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen