Kan du huske Damien Chazelle? Instruktøren, der slog igennem med hårde trommeslag i "Whiplash" og dansede sig til stjernerne med "La La Land"? Barry Jenkins, der overraskede alt og alle med sin kærlighedsodé "Moonlight", der sensationelt vandt prisen for Bedste film? Eller måske Steve McQueen? Ikke gode gamle "Bullitt", men den britiske instruktør, der i 2013 vandt Bedste film med "12 Years a Slave".
Har du interesseret dig bare lidt for film og Oscars de seneste par år, burde deres navne nemlig have placeret sig solidt i filmhukommelsen. Med banebrydende film dannede de sammen en ny klasse af gyldne drenge, som ragede store Oscar-nomineringer – og sejre – til sig.
Sidste år var samtlige af de tre filmskabere aktuelle med nye værker. Chazelles Neil Armstrong-biopic "First Man", McQueens heistfilm "Widows" og Jenkins' "If Beale Street Could Talk" - der alle høstede de amerikanske kritikeres lovprisende ord. Så hvorfor er det lige, at de næsten er udeladt fra årets kommende Oscar-fest? Netop dét vil vi undersøge over to artikler. I første artikel vil vi kigge på, hvordan de tre aktuelle film ligger i Oscar-feltet, og hvordan publikums og anmeldernes modtagelse måske kan svare på, hvorfor filmene er blevet overset. Anden artikel vil kigge nærmere på det skel, der måske – eller måske ikke – ligger mellem publikum og anmelderne, og hvordan deres modtagelse kan spille ind på Oscar-akademiet – i en tid, hvor tendenser, konsensus og store forandringer er i gang.
I 2017 vandt Damien Chazelle en spektakulær sejr, da han som 32-årig blev den yngste nogensinde som vandt Bedste instruktør-prisen for sit arbejde på "La La Land". Da filmskaberen kort tid efter annoncerede sit næste projekt, stod det hugget i sten (eller månen?), at han igen måtte være en stærk Oscar-favorit; denne gang en fortælling om USA's egen rumhelt Neil Armstrong, der symbolskt landede på månen og cementerede USA som supermagt nummer ét anno 1969. Så godt skulle det ikke gå, og Damien Chazelle er helt og aldeles udeladt fra årets kommende Oscar-uddeling. Er "First Man" en dårlig film – eller er der andet på spil?
Før vi graver videre efter svar, er det selvfølgelig værd at bemærke, at "First Man" faktisk har fire nomineringer. Bemærkelsesværdigt nok kun i de "små" tekniske kategorier – det felt, som end ikke Oscar-udsendelsen efterhånden gider bruge dyrebar live skærmtid på. Ligeledes skal det siges, at "If Beale Street Could Talk" fik tre nomineringer – heriblandt Bedste adapterede manuskript til Barry Jenkins – så helt glemt er "Moonlight"-instruktøren dog heller ikke. Men der kan spekuleres i, hvorfor filmene ikke har gjort større indhug i kategorierne, mens "Widows" må stille sig tilfreds med nøjagtigt ingen nomineringer.
I søgen på svar omkring, hvorfor de tre wonderboys er gået tabt i årets show, er en objektiv tilgang svær. At udlede, hvorfor Akademiets 7.902 medlemmer stemmer, som de gør, er nær umuligt. Et svar kan være kritikernes og publikums modtagelse. På RottenTomatoes, der viser gennemsnittet af anmeldere og publikums samlede vurderinger på en skala mellem 1 % og 100 % – mellem rådden eller frisk – står et tydeligt skel i forholdet til Oscar-sæsonens film klart. I sidste ende har dét muligvis haft stor indflydelse på nomineringerne.
"First Man", "Widows" og "If Beale Street Could Talk" scorer hver især imponerende 87 %, 91 % og 94 % ud af 100 %, når det kommer til anmeldernes vurdering. Anderledes ser det ud hos publikum, hvor resultatet er væsentligt mindre flatterende; 66 %, 62 % og 69 %. Blandt anmelderne ligger gennemsnittet dermed på flotte 90 %, mens publikums dom sniger sig helt ned på 65 %.
Til sammenligning kan det noteres, at gennemsnittet for "La La Land", "12 Years a Slave" og "Moonlight" hed 95 % hos anmelderne og hele 83 % hos publikum. De hårde kritikere har dermed været yderst tilfredse med de tre herrers nye og tidligere film, hvor to ud af tre vandt den ultimative pris for Bedste film. Hos publikummet taler forskellen for tabt momentum dog sit tydelige sprog. Forklaringer på dette kan der være mange af, og dem kan du læse nærmere om i del to af "Hvorfor Oscars? De glemte gulddrenge".
★★★★2Neil Armstrong var bare ikke sort, muslimsk, transseksuel, veganer.
Han brugte sine postkolonialistiske cisheteronormative hvidhedsprivilegier til at mansplaine patriarkatets magt iført hvidt for hele verden, da han sagde Mankind og ikke Peoplekind i en livetransmission.
Det vinder man selvfølgelig ikke Oscars på.
★★★0Neil Armstrong var bare ikke sort, muslimsk, transseksuel, veganer.
Han brugte sine postkolonialistiske cisheteronormative hvidhedsprivilegier til at mansplaine patriarkatets magt iført hvidt for hele verden, da han sagde Mankind og ikke Peoplekind i en livetransmission.
Det vinder man selvfølgelig ikke Oscars på.
Er espresso-maskinen gået i stykker eller har du bare fået kaffen galt i halsen? :D
Dolphinfriendly14-02-19 00:14
★★★★1Er espresso-maskinen gået i stykker eller har du bare fået kaffen galt i halsen? :D
Er bare mere end træt over Oscars deroute i bedste film kategorien, som jeg mener er blevet hijacket af en uhyrlig falden på halen for tidens politisk korrekthed, hvor mantraerne diversitet og mangfoldighed trumfer det, som det elementært burde handle om. Kvalitet.
Oscar er aftenen, hvor etablissementet tandløst hylder sig selv og skulle én komme til at ytre nogle ord eller iføre sig gevandter, klude, hårextensions eller noget, som på en og anden vis er homage til en minoritetskultur, så er fanden løs og der skal købes afladsbrev, selvflaggeleres og undskyldes i et væk for al den følelsesmæssige smerte, som man nu har påført en milliardstor minoritet i 10 led.
Man må sætte ind overfor uligheden med equality of outcome og indskrænke the Oscar Gap med minoritetskvoter, så Oscar'en går på omgang mellem alle minoriteter, seksuelle, som religiøse, dog ikke heteroseksuelle, ej heller hvide eller kristne i en og anden form.
Det bliver så storslået en aften ;-)