Hvis man står fra på “Overlord”(som er en ret ligegyldig film i øvrigt) på grund af historisk unøjagtighed, så ligger fejlen udelukkende hos en selv og manglende forståelse for hvilken slags film, man sætter sig til at se.
Jeg er interesseret i grundene, som ligger bag og den er ikke anderledes, om det er en blockbuster, en kunstfilm eller en exploitation film. Processen bag castingen er baseret på rendyrket etnisk kvotekvotering.
Når man portrætterer D-Dag, bruger 101st. Airborne og Currahee som baggrund de første 5 minutter for historien, så har man også indledt sig på at spille på mainstreamkendskabet til historien om det mest kendte kompagni i WW2. Grunden til, at man ikke fører denne allerede åbenbare interesse for det historiske kompagni i mål, skyldes ene og alene knæfaldet for idiotien vedr. kvotekvotering, som jeg absolut mener ikke hører hjemme i nogen film, i en verden, hvor de unge aldrig har været mere uvidende om historie og deres vigende viden ofte baserer sig alene på, hvad de får gennem TV tossen.
Jeg var oprigtig i tvivl om, om du var blind over for det. Altså, at der stadig var elementer heraf. Eller efterdønninger kan man vel sige forstået på den måde, at rettighederne er pågældende plads, men det er stadig hvide mænd "fra dengang", der er i toppen. Det er heldigvis ved at ændre sig, og spørgsmålet er selvfølgelig så, hvordan den udvikling hjælpes på vej. Her mener jeg, at en hvis portion positiv særbehandling er på sin plads.
Jeg er slet ikke inde i alt det med Front og lignede, men jeg synes du er lidt sortsynet i forhold til fremtiden. Jo, lige nu er der en (nødvendig, hvis du spørger mig) bevægelse igen, som af og til kammer over i det ekstreme - on many sides - men sådan behøver det ikke fortsætte. Når røgen har lagt sig, så tænker jeg, at vi er et bedre sted end udgangspunktet.
Med hensyn til Front og lignende organisationer, så har der vel været andre ekstreme studenterorganisationer gennem tiden, som ikke længere er relevante.
Min pointe er, at du lyder som om, du antager, at det kun går en vej, og det synes jeg ikke er så nuanceret. Tjek det som Hans Rosling kalder Straight Line Instict: www.gapminder.org/factfulness/straightline/
Er helt uenig mht. særbehandling. Awards skal afspejle fokus på kvalitet indenfor forskellige kategorier og nomineringer skal ikke funderes ud fra en populære offerkultur. Positiv særbehandling har det med at skubbe al rationalitet til side og fokusere alene på at imødekomme de højstskrigende "ofre". Vi ser det med forslaget om kvindekvoter i bestyrelser, mens der ikke er kvindekvoter for at være VVS'er, tømrer, jord- og betonarbejder, og der tænkes ikke mandekvoter som jordemødre, advokatsekretærer eller pædagoger.
Positiv særbehandling er ikke til enhver tid, en tåbelig idé. Det kræver blot en kontekst, hvor alle forhold i ligningen tages i betragtning for at forklare tingenes tilstand. Vi har set forfærdelige konsekvenser af positiv særbehandling de senere år i samfundet, som koster folk jobs, hjem, og tilmed deres liv, fordi man har tilsidesat al ræson for at imødekomme politisk korrekthed.
Mht. awards, så er selve meningen hermed og den eneste grund til, at de kan tages seriøst, hvis man har illusionen af, at de gives på baggrund af en iboende kvalitet. Ikke på baggrund af political achievement, important statements eller noget andet fucking ligegyldigt.
Og så kommer man ikke udenom at debattere offerkultur, for det er hele essensen i, at organisationer som Oscar, føler sig så nødsaget til at lave om i regler. En iscenesat offerkultur, hvor det at være højtråbende og have massiv offentlig mediebevågenhed OG mediernes sympati, er basalt for kunne udøve tryk mod organisationer, institutioner og holdninger.
Vi ser i høj grad konsekvenserne af, at vi som samfund lytter alt for meget til offerkulturen. At være offer er blevet cool, når medierne i den grad spiller med på ofrenes melodi. Mest tydeligt pt. at se i Jussie Smollet sagen i USA, hvor medierne gik i selvsving fra minut 1 og tog tydeligt parti mod præcis de personer og de holdninger, som de allerede pr. default var imod. Denne partiskhed kom dobbelt til udtryk, da man fandt ud af, at Jussie Smollet havde iscenesat sig selv som offer og man så flere nyhedsmedier forsøge at forstå/forklare/undsige sig/ eller på anden måde forsøge at forklare Jussie Smollets ageren på en måde, som ikke så utvetydigt lagde skylden på hans skuldre.
Hate Crime Hoaxes are More Common than You Think
https://bit.ly/2GDgsEj
Why it's cool to be hated
https://bit.ly/2EoiKoe
Og eksemplerne er der rigeligt af.
The Rise of Victimhood Culture: Microaggressions, Safe Spaces, and the New Culture Wars
https://amzn.to/2U1gPLJ
Mht. Front, så har jeg tidligere dokumenteret og argumenteret for bevægelsens tydelige totalitære træk. Her er tale om andenmands offerkultur, hvor Front på vegne af minoriteter opstøver forhold, som de fortæller minoriterne, at de skal være krænkede af. Herefter går man i gang med at rydde op i universiteters curriculum og fjerne indhold, alene på baggrund af ophavsmændenes etnicitet eller køn. Altså ingen fokus på faktualiteten eller rationaliteten af den givne viden.
Vi kommer ALDRIG til at komme til et "bedre sted, når røgen har lagt sig", hvilket er derfor bevægelser som Front selvfølgelig skal bekæmpes med ræson og deres mindrebemidlethed udstilles.
Jeg ser ingen implicit iboende ræson i begrebet Factfulness, som du linker til, udover en ... påstand? .... om, at fakta ikke er fakta, men flydende? Til debat?
Faktas "factfullness", afhænger altid af, hvorledes de kan understøttes vha. argumenter og dokumentation. Der findes uigendrivelse fakta, qua de er målbare og der findes holdninger og meninger, som understøttes af fakta, hvor holdningerne og meningerne ikke i sig selv er fakta, men hvor kvaliteten af dokumentation og argumentationen bag, udmønter sig i en tilslutning til holdningerne. Hvis et emnes"Factfullness", og den "lige linie bøjes", så er det jo blot en måde at visualisere dette forhold, argumentations styrke.
Jeg ser ikke kun, at det går en vej. Jeg ser heldigvis, at venstrefløjen er dybt rystede over offerkulturens modpol, den mentalitetspåvirkning på unge, som ikke mindst Jordan B. Peterson er eksponent for, gennem en entydig fokus på argumentation og ræson. Man ser kontinuerligt offerkulturen udstillet på medier - mainstream, som sociale - hvor kommentarsporene indikerer en overvældende majoritet af rationelle. Kampen foregår i og omkring medier, organisationer og institutioner, som har en overvejende grad af akademikere ansat på ledelsesniveau, som har den politiske korrekthed og minoriteters offerkultur for øje, eller som simpelthen er rystende ringvrag, når de møder offerkulturens frontkæmpere og de metoder, som de benytter sig af, bl.a. demonstrationer, trusler, vold og hærværk.
Kampen består i at stå fast og med ræson kontinuerligt at udstille konsekvenserne af at lade sig forføre at offerkultur og politisk korrekthed og få folk til at erkende, den racisme og sexisme, som de reelt selv er blevet bannerførere for.