Anmeldelse: Trækfugle

Instruktøren bag "Slangens favntag" er tilbage med en narkofortælling, der udspiller sig som en colombiansk udgave af "The Godfather".

Når det handler om filmkunstens store prisuddelinger såsom Oscars og Cannes, er det nogle gange belønning nok i sig selv bare at være med til festen. Colombianske Ciro Guerra begik nemlig en mindre bedrift, da instruktøren med gennembrudsfilmen "Slangens favntag" – en dyster rejse gennem Amazonas' regnskov – sikrede hjemlandets første Oscar-nominering for Bedste ikke-engelsksprogede film. Nu er Ciro Guerra klar med en åndelig opfølger, og selvom det i år ikke blev til endnu en Oscar-nominering, så vær ikke i tvivl: "Trækfugle" er en bedrift!

"Trækfugle" (med den internationale titel "Birds of Passage") udspiller sig i Columbia og omhandler den illegale narkohandel, der stødt voksede fra 60'erne op til 80'erne. Midt i konflikten står Wayuu-klanen – et indfødt stammefolk, der på godt og ondt bliver en del af narkoepidemiens indtog. Anført af matriarken Úrsula og svigersønnen Rapayet følger vi over flere år familiens rise and fall, hvor alliancer, magt og relationer konstant udfordres og er i forandring.

I "Slangens favntag" viste Ciro Guerra post-kolonitidens grimme ansigt, der for evigt ændrede regnskovens og indbyggernes økosystem. I "Trækfugle" viser filmskaberen (og co-instruktøren Christina Gallego) kapitalismens overtag af det rurale Sydamerika, og hvordan amerikansk valuta styrer et uvidende folkefærd. Som en benhård udgave af "The Godfather" er de italienske strygere nu afløst af inciterende didgeridoo-musik, mens den episke fortælleramme er skiftet ud med en intim historie om to overhoveders indbyrdes kamp om at beskytte, hvad der er deres.

Fortællingen er delt op i fem kapitler, der tæller ildevarslende titler såsom "Gravene", "Limbo" og "Krigen". Symbolsk underbygger de karakterernes hårde rejse mod succes, og det er da også i denne udvikling, at "Trækfugle" brillerer. Som en anden Pablo Escobar følger vi småkriminelle Rapayet, der stiger i hierarkiet, når han begynder at handle stoffer og våben med amerikanske magthavere og rivaliserende bander. I takt med pengenes korrumperende natur skiftes landsidens æsler ud med store Range Rovers, mens macheter bliver til skydevåben. "Trækfugle" kunne hurtigt have endt som en konventionel gangster-portrættering i bedste "Scarface"-stil, men hæver sig over dét niveau med sin autentiske miljøskildring.

Ciro Guerra drænede Amazonas-junglen for farver til sort-hvid i "Slanges favntag", men i "Trækfugle" er farverne intakte og billedsiden ikke desto mindre sublim. Med panoramiske billeder indfanger kameraet de øde colombianske sletter, der enten vil omfavne eller ødelægge dig. Der opstår god kontrast mellem Wayuu-folkets primitive levevilkår og den griske omverden, når stammefolket tyer til spirituel drømmetydning og kaster om sig med talisman som våben mod fjenden. Et virkemiddel, der i flere scener fører til gåsehudsfremkaldende drømmesekvenser.

Det varmer i hjertet, når produktioner som "Trækfugle" slipper igennem de danske distributørers nåleøje. Måske hjælper det, at filmen er dansk co-produceret. Men film af denne kaliber må og skal nydes på det store lærred. Hvad der kunne have blevet en ordinær fortælling om en families kamp mod toppen, løftes af det unikke miljø og uforsødede virkemidler, der skaber en større fortælling om kapitalismens grådige ånd. Dette er ét af de bedste gangstereposer, siden Martin Scorsese ejede genren tilbage i 90’erne.