Christina Rosendahl laver 2. verdenskrigsdrama med Ulrich Thomsen

Filmen er baseret på den sande historie om den danske ambassadør i USA, der nægtede at føje de tyske krav og iværksatte en rebelsk plan for at besejre Hitler.

Instruktør Christina Rosendahl går snart i gang med optagelserne til 2. verdenskrigsdramaet "Vores mand i Amerika". Filmen er baseret på den sande historie om den modstandskamp, Danmarks ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, udkæmpede under krigen.

Ulrich Thomsen spiller Kauffmann, mens Mikkel Boe Følsgaard spiller hans nære medarbejder, diplomaten Povl Bang-Jensen.

9. april 1940 angribes Danmark af det nazistiske Tyskland med krav om øjeblikkelig og betingelsesløs kapitulation. Regeringen overgiver sig efter få timer og indleder herefter et samarbejde med nazisterne. Men på den anden side af Atlanten sidder Danmarks ambassadør i USA, vovehalsen og verdensmanden Henrik Kauffmann, der er villig til at sætte alt på ét bræt. Han nægter at føje de tyske krav og iværksætter i stedet en rebelsk plan for at besejre Hitler og dermed give den danske befolkning friheden tilbage.

Christina Rosendahl siger i en pressemeddelelse om projektet: "Henrik Kauffmann er en vild, modig og overrumplende karakter. En politisk rebel, der beslutter sig for at gå sin helt egen vej på et for Danmark meget farligt tidspunkt. Hans enegang fascinerer mig dybt. Hans drivkraft og hans kompromisløshed. Han skabte helt ekstraordinære resultater, men prisen var høj."

Rosendahl spillefilmsdebuterede i 2006 med ungdomsfilmen "Supervoksen" og havde i 2015 premiere på "Idealisten".

"Vores mand i Amerika" får biografpremiere i foråret 2020 – et år, som samtidig markerer 75-året for Danmarks befrielse.

Se Moovy TV's "Idealisten"-interview med Christina Rosendahl:

Kommentarer

Christina Rosendahl laver 2. verdenskrigsdrama med Ulrich Thomsen

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen