Der er en scene i Groundhog Day, hvor Murrays karakter gør ting på "automatik", fordi han ved at dagen alligevel kommer til at gentage sig. Jeg husker at jeg tænkte, at "det der er faktisk ikke bare komik, men egentlig skidegodt skuespil".
Helt enig.
Det at Bill Murray konstant skal genopfinde og variere måden at spille sin rolle på, både hvad det komiske og det dramatiske angår, uden at det undgår at blive monotomt og forudsigeligt kræver en skuespiller af format.
Desuden er der så samtidig også de mange følelsesmæssige variabler, som karakteren gennemgår - fra at være arrogant og nedladende, over det romantiske og forførende, og så helt over i den modsatte grøft hvor depression, pessimisme og nihilistisme stikker sit altødelæggende ansigt frem.
Og inde iblandt alle disse faser er der så yderligere små variabler, som Murray krydrer sin præstation med som gør, at man så at sige kommer hele paletten rundt i hans rejse mod at blive et klogere og bedre menneske, der prioriterer næstekærlighed og medmenneskelighed frem for ussel mammon og narcissistisk begær.
Det er i mine øjne kort sagt en Oscar værdig præstation, som Bill Murray leverer her.