Jeg har af flere omgange skiftet mellem Socialdemokratiet, Radikale og Konservative. Jeg var i en kort periode også medlem af R.
Ved sidste valg stemte jeg S - mest fordi jeg dengang var ret ligeglad med, hvem der vandt. Både S og V (under Thorning) første dengang stort set samme politik, syntes jeg.
Der er dog sket nogle politiske ting, der gør, at jeg ikke er sikker på, at jeg nogensinde kommer til at stemme til venstre for midten igen. Ikke mindst hele Uber-sagen gjorde, at jeg virkelig følte mig fremmedgjort overfor partierne til venstre (nærmere forklaring følger gerne).
Min stemme i år ender nok på Konservative - af flere grunde. Jeg er enig eller delvis enig i flere af deres mærkesager, og så skader det heller ikke, at Mette Abildgaard sidste år nævnte mit navn og min kæphest/mærkesag på folketingets talerstol i forbindelse med afslutningsdebatten. Lang historie kort, og nogen af jer kender den: Jeg havde fået bragt et debatindlæg i Berlingske, hvor jeg skrev om det urimelige i, at søskende ikke betragtes som nærmeste familie i henhold til arveloven, og at der derfor skal betales en arveafgift på over 30 % mod normalt 15 % (hvis man fx har været samboende i to år).
Der er dog også ting ved deres politik, som jeg slet ikke er enig med, fx deres stædige insisteren på, at hash skal være ulovligt (og nej, jeg ryger ikke selv). Til gengæld er de det eneste borgerlige parti, der har et konkret forslag til at sætte prisen på cigaretter op, hvilket jeg bifalder (selvom jeg er festryger).
De Konservative har også (og har traditionelt haft) en række politiske profiler, som jeg godt kan lide. Udover Mette Abilgaard (som jeg personligt tror ville være en bedre formand end Søren Pape) kan jeg faktisk også godt lide Rasmus Jarlov, selvom jeg godt ved, at han kan være provokerende. Stort set alle mine venner og bekendte på venstrefløjen – og det er mange (det er ensomt at være borgerlig i Vanløse) – betragter ham som Satan selv...