Trailer: Instruktøren bag "Hereditary" byder på svensk kult-gys med "Midsommar"

Instruktøren Ari Aster leverede sidste års store gysersensation med "Hereditary", og nu er han allerede klar med den svære efterfølger.

Fans af gyserfilm kan godt begynde at skrive navnet Ari Aster bag øret. Sidste år kom han ud af det blå med sin grufulde spillefilmsdebut "Hereditary", der begejstrede både anmeldere og billetlugerne, og nu kun et år efter er han allerede klar med sin opfølger, "Midsommar". 

"Midsommar" udspiller sig i det landlige Sverige, hvor et engelsk kærestepar skal besøge en kammerat og landsbyen, han bor i. Endvidere skal parret deltage i den årlige solhvervsfest, men før de ved af det, er de involveret i en mystisk kult, der planlægger voldsomme og bizarre ritualer.

Udfra traileren og synopsen tyder alt på, at "Midsommar" kommer til at læne sig op af gyserklassikeren "The Wicker Man" fra 1973, hvor en politibetjent rodes ind i mystiske ritualer på en skotsk ø.

Florence Pugh ("The Little Drummer Girl") og Jack Reynor ("Transformers: Age of Extinction") spiller kæresteparret Dani og Christian, mens Will Poulter ("Detroit") indtager en bærende rolle som vennen Josh.

Ligesom med "Hereditary har Ari Aster skrevet og instrueret filmen, mens distributions- og produktionselskabet A24 også igen står bag.

"Midsommar" er sat til dansk biografpremiere 15. august.

Kommentarer

Instruktøren bag "Hereditary" byder på svensk kult-gys med "Midsommar"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen