Anmeldelse: Bird Box

Susanne Bier vender tilbage til filmformatet med amerikanske "Bird Box", men famler i blinde efter den gode film.

På filmfronten har seneste årti været turbulent for vores egen Susanne Bier. Fra Oscar-triumf med "Hævnen" til drømmen om Hollywood, der gav kæmpefloppet "Serena", har det set sort ud for dansk film-mamma nummer ét. En tilbagevenden til rødderne med alvorstunge "En chance til" var chanceløs hos anmelderne, og efter var der stille fra instruktøren. Det danske koryfæ fik dog genopstandelse i tv-formatet med den John le Carré-baserede spionserie "Natportieren" – og fik igen mod til at afprøve filmformatet med aktuelle "Bird Box".

Med "Bird Box" forsøger Susanne Bier sig endnu engang med amerikansk film, og i dette tilfælde er producenten ingen ringere end allestedsværende Netflix. I filmen, der er baseret på en roman af samme navn fra 2014, rammes verden af en monster-epidemi. Gravide Malorie (Sandra Bullock) står uvidende midt i invasionen, da den rammer – monstrene er nemlig usynlige, og på mystisk vis dør mennesker på stribe omkring hende, når de "ser" skabningerne. Sammen med en håndfuld andre søger Malorie overlevelse i et nærliggende hus. Men en tilværelse blandt monstre, der dræber via synet, gør, at de tilbageværende må leve en tilværelse i blinde, hvor det at åbne øjnene er et spørgsmål om liv eller død.

Ringer historien en klokke, er det, fordi "Bird Box" unægteligt minder om "A Quiet Place", der storhittede tidligere på året. Hvor væsnerne i John Krasinskis film tvang mennesket til et liv i absolut stilhed, tvinges menneskerne i "Bird Box" til en eksistens uden syn. Ligesom i "A Quiet Place", hvor moren var gravid og den dystopiske tilværelse krævede kreative overlevelsesmetoder, må Malorie også kæmpe for sit ufødte barn. Med konstant bind for øjnene og fiskesnøre som eneste livslinje skal der navigeres rundt i en ny, ukendt verden, hvor faren lurer både ude og inden for dørene.

Modsat "A Quiet Place", der glimtede med sin intensitet og udnyttelse af lydens fravær, viser "Bird Box" sig desværre hurtigt af lavere kvalitet. I et mærkeligt krydsfelt mellem det sansefrarøvende element i "A Quiet Place" og ufrivillig undergangs-komik fra M. Night Shyamalans notorisk dårlige "The Happening" famler Susanne Bier i blinde efter sin fortælling. Det virker som et stort spring for instruktøren at bevæge sig fra vanligt dansk drama til storbudgeteret gyser-thriller for Netflix. Uden sin faste skrivemakker Anders Thomas Jensen ligner Bier nærmere en hired gun fremfor en filmmager, der har manglet Netflix' kunstneriske frihed til at skabe sit drømmeprojekt.

Udover en scene, der giver helt ny betydning til det at være blind passager, udnytter "Bird Box" sin præmis chokerende lidt. De overlevende tager generelt let på jordens undergang og tilpasser sig uden større skavanker et liv i mørke. Det hjælper heller ikke, at gruppen er en broget flok af endimensionelle karakterer. Fra Sandra Bullocks Malorie og en tvær John Malkovich på rutinen er der ikke meget hjælp at hente. Især når den ringe gruppedynamik skal løftes op af Eminem-wannabe-rapperen Machine Gun Kelly eller et kriminelt spild af altid forrygende Sarah Paulson. Trevante Rhodes, der tager noget af sin sårbarhed med sig fra "Moonlight", føles udover Malorie som den eneste karakter med dybde og et gram af indre konflikt.

"Bird Box" er endnu en generisk film til Netflix' stødt voksende katalog af originale film, der nok skal falde i god smag på en doven søndag. Aldrig helt dårlig, men heller aldrig helt god. At Susanne Biers seneste skud på stammen får begrænset biografpremiere herhjemme skyldes nok nærmere de danske aner end en nødvendighed for at stirre sig blind på biograflærredet.