Nogle gange tror jeg folk glemmer at vi altså også har bander herhjemme med dansk baggrund. Hvis man kigger nærmere på alle de her grupperinger der blev til Hells Angels, Bandidos og det nu hedengangene Bullshit, så var det jo også socialt udsatte unge der søgte efter et fællesskab som de kunne være en del af og være accepteret i.
Det er nøjagtigt det samme der gør sig gældende for indvandrebander. Indvandre er jo netop også en udsat gruppe. De er de fattigste i samfundet. De er dårligst uddannet og har den største grad af arbejdsløshed.
Der er masser med anden etnisk herkomst, som har været og er ligeså fattige, men deres kulturelle og religiøse baggrund tilsiger dem ikke at reagere uforholdsmæssigt overrepræsentativt med at undsige sig integration med voldsomme midler.
Integration måler man ofte på beskæftigelsen og ud fra de kriterier ser jeg at Svenskerne er de bedste i norden og at Danmark er de dårligste. Så der er jo ikke kun dårligt at sige om integrationen i Sverige.
Hvilket bygger på faktafejl og løgn, demonteret af Tino Sanandaji i bøgerne Massutmaning og Tio Tusen Miljarder. Her er hvad han siger til en journalist forsøg på at sprede regeringens myter og løgne om integrationen og de økonomiske konsekvenser. Med fed skrift piller han udsagnene fra hinanden (som detaljeret er gjort i bogen Tio Tusen Miljarder) og henviser netop til det massive forsøg på at forskønne billedet af situationen i Sverige.
Senaste artikel att en gång för alla spräcka myten om flyktingars kostnader med sakfel och anekdoter är av en svensk journalist i Bloomberg. Punkt för punkt
• “Sweden’s rapid intake of huge numbers of refugees and migrants, about 600,000 in total over the past five years, has produced some of the highest growth rates in Europe"
Senaste fem åren hade Sverige enligt EU-komissionen tvärtom lägre tillväxt per capita än krisdrabbade EU, 1.8 jämfört med 1.9 procent. Bloombergs artikel nämner aldrig ”per capita” någonstans, vilket är lagom seriöst.
"Gross domestic product increased more than 3 percent in the first two quarters of the year, which is considerably faster than the euro zone’s roughly 2 percent growth.”
Enligt både EU-komissionen och regeringen väntas Sverige ha lägre tillväxt per capita i år än Eurozonen. I regeringens senaste prognos har Sverige lägre tillväxt per capita än Eurozonen 2017, 2018, 2019, 2020 och 2021.
• “Foreign-born workers accounted for all the job growth in the industrial sector last year and for 90 percent of the new jobs in the welfare sector, in particular health care and elderly care.”
Faktafel som bygger på att exkludera äldre svenskars ökade sysselsättning, trots att det är där det växer.
“Magdalena Andersson on Aug. 16 said the new arrivals are now getting jobs twice as fast as immigrants who arrived late in the last decade“
• Bara om man räknar in in dem med extremt låg inkomst som motsvarar en timme/vecka. Enligt Ruist finns ingen förbätting man räknar de som tjänar minst ca 12.000 kr i månaden.
• “Immigrants in Sweden have a labor force participation rate of about 82 percent, some 4 percentage points higher than the EU average”
Låter övertygande eller hur? Ordet ”labor force” låter som de som arbetar, men det är inte vad det betyder, det inkluderar arbetslösa: ”sum of persons in employment plus persons in unemployment”. Sysselsättning inkluderar redan luft, men arbetskraft är ännu mer manipulativ då det inkluderar öppet arbetslösa. Varför ska vi vara imponerande att Sverige har högre andel arbetslösa invandrare än övriga EU?
Dessa och andra statistiska trick att försköna Sverigebilden förklaras i min nya bok “Tio Tusen Miljarder“, som kom igår. Där får läsaren äntligen svar på mysteriet: Vem är egentligen den där Pär Kapita alla pratar om hela tiden?
Hvad angår de danske medier, så syntes jeg de har et stort ansvar for den stigende højrepopulisme.
De agere mikrofonholdere for den yderste højrefløj og skriver overfladiske artikler der kun har til formål at ophidse og forarge. Der er langt mellem de dybdegående artikler der opfordre til eftertænksomhed.
Det så heller ikke kun indvandre det går ud over, men også arbejdsløse, kriminelle og sågar kærlige og beskyttende mødre der må stå for skud. Som om det ikke nok nærmere er det modsatte der er et problem.
Årsagen er selvfølgelig at branchen er i økonomisk krise og den slags primitive negative historier er noget der sælger.
Her et lille sjovt eksempel på mikrofonholderi:
youtu.be/0icLi3tMrf8
Den stigende højrepopulisme kan alene henføres til, at politikere er ude af trit med, hvad der rører sig af bekymringer i befolkningen. Når politikere undlader at lytte længe nok, så sørger den repræsentative parlamentarisme for - på bedste udbud og efterspørgelsvis - at skabe nye alternativer. Disse nye alternativer bliver først ikke stuerene DF, dernæst bliver de stuerene selv ikke stuerene, når problematikkerne pludselig bliver skåret ud i pap og Socialdemokratiet undsiger sig sin egen fortid og medvirken til problemerne på bl.a. Vestegnen i 80'erne, hvor man ikke lyttede til borgmestrenes opråb om at gøre noget.
Nu er der heldigvis kommet et ord populisme, undfanget af ordet populus, folket, som ikke kun indeholder den politiske korrekte elites metode for at nedvurdere sit eget folks meninger, men som også fortæller, at politikere over en bred kam i stor stil er ude af trit med, hvad der rører sig i befolkningen og forsøger at udskamme dette forhold.
Dit eksempel på mikrofonholderi ser jeg ikke som et stort problem, for jeg ser ikke nazisme og nazister som et stort problem i Danmark mht. dens potentiale. Det er en gruppering, som aldrig kommer i nærheden af blot 1% tilslutning i en given opinionsmåling, men jeg erkender gerne, at problemet MED højreekstremisme ER stigende.
Bl.a. Sverige har i den henseende et større problem, da der dér er langt flere nazister, hvilket ikke mindst skyldes historien om Sverige som neutralitetsmagt under to verdenskrige og et samarbejde under krigen med netop nazisterne. Socialdemokraterne havde helt op i 60'erne et problem med at tilslutte sig raceideologiske ideer.
Hvis vi kigger på ekstremisme og problemerne hermed, så har Pierre Collignon skrevet bogen "Tilbage til Sandheden", om hvilken der blev skrevet dette i en anmeldelse i Journalisten.
Lad mig starte med konklusionen. Nedlæg grunduddannelsen i journalistik, og erstat den med en overbygningsuddannelse med Pierre Collignons bog ’Tilbage til virkeligheden’ som fast pensum. Bogen er en af de vigtigste og væsentligste bøger om journalistik, der er skrevet i nyere tid. Den tager fat i en vigtig debat og gør det med stor overbevisning.
Forfatteren, der er tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten, tager i ’Tilbage til virkeligheden’ livtag med løgnen i alle dens afskygninger – fra 1700-tallets Paris til Brexit og den amerikanske valgkamp, der jo som bekendt endte med valget af en præsident, der snart ikke kan åbne munden uden at råbe ”fake news”.
I bogen defineres ”fake news” som ”falske oplysninger bragt med forsæt i et format, der ligner rigtig journalistik”. Ifølge forfatteren er det imidlertid ikke det værste problem i den postfaktuelle forvirring. Samfundets største faktuelle udfordring er misinformation og manipulation, hvor misvisende meddelelser camoufleres som reel information og i værste fald med det formål at forsøge at påvirke den offentlige opinion.
Pierre Collignon benytter i bogen lejligheden til at slå et slag for objektiviteten, som efter hans mening bestemt ikke er ”nonsens” eller ”en misforståelse”, som flere har hævdet. Tværtimod. Den er bare blevet misforstået og fejltolket. Objektivitet handler ikke om at høre alle parter med lige vægt, men om at forholde sig kritisk til emnet. Det er med andre ord ikke resultatet, der er objektivt, men metoden. Forfatteren kalder det for kritisk objektivitet, hvor målet er at give et både retvisende og holistisk billede af virkeligheden. Med nutidens konstante deadlines kræver det viden, forsigtighed og omtanke.
”Det stiller krav til journalistuddannelserne og redaktioner om at styrke journalisternes faglighed, også af den helt gammeldags faktuelle slags. Retorik og diskursanalyse gør det ikke alene. Nutidens journalister skal også vide en masse om politisk historie, samfundsøkonomi, internationale forhold og statistik,” skriver forfatteren, der savner et generelt højere vidensniveau blandt journalister.
’Tilbage til virkeligheden’ er resultatet af et imponerende researcharbejde. Bogen er velargumenteret og vældig godt skrevet. Der bruges måske lige vel mange ord i den første del, hvor det indimellem godt kan virke, som om Pierre Collignon næsten er bange for ikke at have dokumentation nok. Men der er rigeligt, og forfatteren lever til fulde op til sine egne idealer om kritisk objektivitet.
Pierre Collignons bog beskriver nemlig forholdet mellem de ekstremistiske trusler vi står overfor i dag, hvilket Henrik Dahl omtaler i sin artikel "Ups TV2, I glemte en lille detalje"
www.bt.dk/debat/ups-tv-2-i-glemte-en-vigtig-detalje
Ifølge talrige rapporter er den generelle årsag til stigningen i antallet af antisemitiske forbrydelser i Vesteuropa radikal islam.
I Frankrig og Sverige har en offerundersøgelse vist, at omkring halvdelen af antisemitiske overgreb blev begået af radikaliserede muslimer. I Tyskland og Storbritannien er andelen lavere – omkring en tredjedel. Men det er stadig ifølge ofrene først og fremmest islamiske angreb, der er problemet.
På andenpladsen bliver det mere speget. I Frankrig, Sverige og Storbritannien er den næsthyppigste type af gerningsmand en venstreekstremist, mens det i Tyskland er en højreekstremist.
Og på tredjepladsen er det så omvendt: I alle lande undtagen Tyskland, hvor tredjepladsen går til venstreekstremismen, er det højreekstremismen, der står bag antisemitiske overfald.
Som det kvalitetsmedium, TV 2 News vitterligt er, burde man have problematiseret Angela Merkels udtalelse.
Hvorfor giver hun fejlagtigt det indtryk, at det er højreekstremismen, der står bag de fleste antisemitiske overgreb i Tyskland, når det faktisk er islamismen? Og hvorfor går hun behændigt uden om, at venstreekstremisme – set under ét – er en større trussel mod de jødiske samfund i Vesteuropa end højreekstremisme (og der næsten er dødt løb mellem højre- og venstreekstremisme i hendes eget land)?
Det ville ikke være korrekt ifølge Pierre Collignon at hævde, at Angela Merkel betjener sig af fake news. Og jeg tror det heller ikke.
Men der er ikke nogen tvivl om, at den tyske kansler har svært ved at se den fulde sandhed i øjnene: At antisemitismen i Europa i dag har mange årsager. Hvoraf islamisme og venstreradikalisme uden tvivl samlet set er de to alvorligste (lederen af det britiske Labourparti er for eksempel under så hårde anklager, at han ikke uden videre kan afvise dem).