Anmeldelse: Rocketman

"Rocketman" spiller på alle tangenterne.

Mennesket søger anerkendelse, sejre og kærlighed i livet. Nogle opnår alle tre på kort tid, mens andre må gå igennem mange kampe i livet. Elton John er en ægte showman på scenen samt drama queen i sin fortid. Men bag facaden er en mand, som hele sit liv har stræbt efter kærlighed og erkendelse. "Rocketman" fortæller om sangerens liv uden at lægge fingre imellem. Resultatet er en medrivende, stærk og ikke mindst rørende fortælling om en stor musiker.

Reginald Dwight (Taron Egerton) vokser op i forstaden med en manipulerende mor og en fraværende far, mens drømmen om at blive stor pianist former sig. Da han møder sangskriveren Bernie Taupin (Jamie Bell), opstår et ubrydeligt bånd og samarbejde mellem de to unge mænd. Reginald forvandler sig til flamboyante Elton John. Det samme gør livet – og i en helt anden retning, end han havde regnet med. 

I "Rocketman" befinder vi os i et univers mellem biografi og surrealisme. Undervejs bryder filmen sin egen normalitet og forvandles til en ekstravagant fantasi med magiske momenter. Elton John har selv udtalt, at han ønskede, at filmen skulle udtrykkes på den facon. Netop da en del af hans liv har været vildt med alt, hvad det indebærer. Både highs and lows.

Dette er samtidig filmens største problem, da den har svært ved at blande de fantasifulde elementer med klassiske musicalscener. Instruktør Dexter Fletcher ville have virket stærkere med en mere klar retning. Fremfor at blive en ustadig glitter-bombe-blanding af sidste års "Bohemian Rhapsody" og Baz Luhrmanns "Moulin Rouge".

Men når det virker, så virker det. Historien er medrivende og stærk. Ikke at vi ikke har set rockstjernefortællingen før med masser af sprut, stoffer og psykiske problemer. Dog giver skuespillerne den hele armen, uden at instruktionen af Fletcher føles kvalm og heltedyrkende. Taron Egerton er perfekt i hovedrollen, og samspillet med især Jamie Bell er dybfølt. Venskabet og det professionelle partnerskab vokser troværdigt og rørende gennem filmen – og går direkte i øjenkrogene og hjertet. Eltons musik er magisk. Når blandt andet de kreative versioneringer af "Tiny Dancer" og "Don't Go Breaking My Heart" kører over lærredet, bliver man oprigtig rørt.

Elton John er selv flamboyant, så hvorfor skulle en film om ham ikke være netop det? Dog fungerer filmen bedst, når vi befinder os i stille momenter. Når sangeren skal finde sig selv. At instruktør Dexter Fletcher har valgt at indsætte det ene mindeværdige Elton-nummer efter det andet, er kun med til at styrke den fulde oplevelse. Man skal unde sig selv en tur i biografen og få et skud af den britiske musikers katalog – for det vil leve for evigt i manges hjerter. Filmen er langt fra perfekt, men det er en smuk og rørende hyldest til en stor personlighed. Og så skal man huske på, at kærligheden er derude, selvom den nogle gange ikke viser sit ansigt lige med det samme.

Rocketman

Kommentarer

Rocketman

  • ★★0

    Som stor Elton-fan glæder det mig virkelig, at der tilsyneladende er kommet en vellykket biopic. Ser frem til at opleve den selv :) 

    Thomas Fenger30-05-19 10:50

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen