Det var da forbløffende mange indvendinger på en gang i forhold til, hvad der blot var et ret enkelt spørgsmål om bibelfortolkningen, som jeg svarede helt faktuelt på. Jeg tager dem en af gangen.
Nej, du er nødt til at forholde dig til "fakta". Der står i NT at Jesus gik på vandet, så det kan du ikke bare slå en streg over det, fordi du jo godt ved, at det ikke kan lade sig gøre. Så bliver det bare sådan noget Godditit, og det virker ikke i en samtale. Så kan alt jo lade sig gøre, hvis man gemmer sig bag, at Gud bare kan få ting til at ske. Det hedder også magi.
Det er da lidt bizart, at du skal fortælle mig, hvordan jeg partout skal læse Biblen. :)
At læse teksterne allegorisk er en tradition, som er så gammel som Biblen selv. Både i forhold til f.eks. Jobs bog eller lignelserne, som jo netop skal vække eftertanke og refleksion. For universets skaber er det naturligvis ikke et problem at gøre noget så banalt, som at gå på vandet, men det vigtige her er naturligvis først og fremmest, hvad vi skal lægge i det.
Jeg har i øvrigt tit studset over, at de mest militante ateister sædvanligvis læser biblen ligeså fundamentalistisk, som de værste dommedagsprofet. Det skyldes muligvis, at de to typer psykologisk minder en hel del om hinanden.
Jeg er med på at man skal være god mod andre, men det behøver vi vel ikke en 2000 år gammel historie om en tømrersøn, der blev sat op på et par pinde, fordi romerne skulle finde en syndebuk til at fortælle os? Det er da almen pli og dannelse.
Almen pli og dannelse er ikke så almen. I det gamle Grækenland var brutalitet helt almindelig og accepteret. I Nazityskland var udryddelse af jøder accepteret. Under Sovjet var det god pli at myrde kulakbønder
Det er naturligvis muligt for et menneske at opføre sig ordenligt uden tro, og det er ligeså muligt for et menneske med tro at opføre sig skidt. Men det giver naturligvis alligevel en anden vægt bag mit forsøg på at handle godt, hvis jeg opfatter det som et bud. I så fald er det ikke blot mit tilfældige indfald, men noget der er pålagt mig.
Jeg respekterer jeres syn på tro, fordi jeg tror at i har brug for at støtte jer til det, selvom man jo i dag godt ved, at den slags er helt hen i vejret.
Der er selvsagt alle mulige psykologiske årsager til, at vi tror det ene eller det andet, men det er vigtigt at huske på, at de I sig selv, hverken betyder at noget er sandt eller ikke er det. Jorden er rund, uanset om jeg tror det eller ej.
Desuden er det min erfaring, at mange ikke-troende egentlig gerne ville være fuldt ud troende men af frygt viger tilbage. Og det er jo egenligt forståeligt nok. Hvis jeg accepter, at Gud døde på korset for mine synder, så kommer mit liv pludselig til at ændre sig radikalt, og så er jeg pludselig under et helt andet ansvar og en anden lup end jeg var før. Det er naturligvis nemmere at liste udenom det ansvar.