Forum - Forum-tråd: Bogtråden

Bogtråden

  • ★★★★0

    Bliv lige færdig med Marcus Hearn & Alan Barnes The Hammer Story.

    Det er en flot, indbundet, omend ikke voldsomt tyk bog i stort format om, nå ja, engelske Hammer Film Productions historie og film.

    Hearn er selskabets officielle historiker og har fri adgang til deres arkiver, men det er alligevel begrænset, hvor meget nyt bogen præsenterer.

    Vi får baggrunden og et kort oprids af produktionerne op til 1955, hvor Hammer laver deres første forsøg på horror med sci-fi-skrækfilmen The Quatermass Xperiment.

    Derefter behandles alle selskabets genrefilm med et dobbeltopslag. Et par af de vigtigste film, Curse of Frankenstein og Dracula, får tre sider, og enkelte af deres sidste produktioner bliver spist af med en enkelt side. 

    Hvert opslag fortæller lidt om filmens produktion og modtagelsen. Der er nogle gode anekdoter, men også et par enkelte fejl undervejs (fx var Christopher Lees hustru ikke fra Holland, som Hearn og Barnes påstår, men fra Danmark).

    Filmopslagene er fornuftigt brudt op af bokse og opslag om folkene bag, fra producenter og instruktører til den endeløse række af letpåklædte kvinder, der var et af Hammers vartegn. Vi får også nogle større pauser med baggrundsinformation, når selskabet midt i 1960'erne og i begyndelsen af 1970'erne går ind i nye faser og ved den første opløsning og rekonstruktion i årene omkring 1980.

    Den seneste udgave er fra 2007, og derfor stopper bogen også naturligt ved Hammers tv-produktioner fra 1980'erne og har ikke de seneste produktioner med (The Woman in Black m.fl.). 

    The Hammer Story er alt i alt en solid og meget lettilgængelig introduktion til et af de nok mest betydningsfulde, britiske filmselskaber nogensinde. Men meget mere får man heller ikke. Det er ikke en bog for fans, der i forvejen ved det hele og gerne vil endnu mere i dybden. Men til dem eksisterer der alligevel også mange andre blade og bøger. 

    Bogen er værd at anskaffe, hvis man er interesseret i Hammer, klassiske horrorfilm eller britisk filmhistorie. Desværre er den pt. udgået og koster dyrt på brugtmarkedet, så hvis man ikke er heldig at falde over den billigt, så vil jeg anbefale, at man enten venter og ser, om ikke der kommer et genoptrykt, eller også vælger en af de mange andre introduktioner til Hammer, der findes på markedet. 

    thomsen29-06-18 12:30

  • ★★★★★★1

    ... Og hun hedder Gitte :)

    davenport29-06-18 12:33

  • ★★★★0

    Jeg fortsætter med britisk horror og har nu kastet mig over Ian Coopers Frightmare - A History of British Horror Cinema

    Den virker langt mere personlig end Hearn og Barnes' bog også ret velskrevet. Lige nu er jeg i gang med kapitlet om Hammer (surprise!), og der er nogle virkeligt sjove citater fra samtidens kritikere, som ikke lægger fingrene imellem. 

    Desværre har jeg også allerede spottet fejl, og jeg er altså ikke engang nogen særlig Hammer-aficionado. Men jeg ved dog, at det kun var på Curse of Frankenstein, at Hammer måtte passe på, fordi Universals advokater holdt skarpt øje med, om de kopierede det mindste fra Universals gamle filmatisering - og ikke også på Dracula, som bogen ellers påstår. For efter Frankensteins store succes, indgik Hammer nemlig en distributionsaftale med Universal og fik på den måde fri adgang til anvende Universals intellektuelle rettigheder på de klassiske monstre - Dracula, varulven og mumien. 

    Foreløbigt opvejes det dog af, at bogen er ret velskrevet. Men jeg håber, at der ikke er for meget af den slags. 

    thomsen29-06-18 12:43

  • ★★★0

    Jeg skal til at læse Pierre Lemaitres "Vi ses deroppe", efter jeg så den forrygende filmatisering forleden. Første skønlitteratur i et års tid, bliver spændende om den fanger mig.

    Dolphinfriendly29-06-18 12:50

  • ★★★★★0

    Er der nogen her, som bruger Goodreads? 

    Lars!11-07-18 12:11

  • ★★★★★1

    Jeg skrev netop denne lille anmeldelse på FB:

    «Seeking Allah, Finding Jesus» er en selvbiografi af Nabeel Qureshi, om hvordan han gradvist kom frem til, at Jesus var Gud, og at Muhammed ikke var nogen troværdig profet. Det er en meget personlig bog, skrevet med et stort og oprigtigt hjerte, men også med et stærkt intellekt. Nabeel gjorde det, som for de fleste af os er ret svært: Han stillede spørgsmålstegn ved de sandheder, som betød allermest for ham og undersøgte dem systematisk.

    Bogen beskriver både den følelsesmæssige dimension af hans åndelige rejse og den intellektuelle side af sagen. Det bliver på den måde både en spændende fortælling om en ung muslimsk fyr i USA, som elsker sin familie og sin religion, og en engagerende samtale om Bibelens troværdighed og de historiske beviser for Jesus og på tilsvarende vis en diskussion om Koranen og Muhammed. Det meste af bogen er skrevet i perspektivet fra en, som egentlig havde som sit projekt at knuse kristendommen og ære Allah. Langt hen ad vejen er det en historie om skuffelser og nederlag, selv om det ender med at han møder Gud "som for første gang".

    Det som gjorde størst indtryk på mig er nogle af de ting, som bogen har fortalt mig om det skrøbelige grundlag for Islam. Jeg har længe tænkt, at det historiske grundlag for Islam er spinkelt, og at Muhammed ikke er en person, jeg havde tænkt var en mand fra Gud. Men hvad Qureshi fandt, da han gravede i sin tro, var endnu mere foruroligende. Han siger, at moderat, vestlig Islam selektivt bagatelliserer de voldelige passager i Koranen og Haddith, og at deres grundlag for at påstå, at Muhammed var fredelig og barmhjertig, derfor bliver enormt skrøbeligt. Det kræver at man ignorerer talrige anerkendte muslimske traditioner, som siger det modsatte. En lignende skuffelse oplevede han, da han undersøgte Koranens historie og fandt ud af, at Koranen vi har i dag med al sandsynlighed ikke samsvarer med den, som Muhammed fik (eller fandt på). Det var også interessant at høre, hvordan muslimer i USA ofte tænker om moral, om skam, om familie, om terror og om tro. På alle måder en meget anbefalelsesværdig bog, også til folk som hverken er kristne eller muslimer.

    Jeg læste den ikke, men hørte den som lydbog (via Audible.com), hvor det var forfatteren selv, som læste op. Det gjorde han i øvrigt godt. Det gør mig for resten trist, at denne fyr, som var få år ældre end mig selv, døde af kræft i maven september sidste år.

    Lars!11-07-18 12:12

  • ★★0

    Er der nogen her, som bruger Goodreads? 

    Jeg har lige nøjagtigt hentet det som app her den anden dag, men har cirka ingen aktivitet endnu. :) 

    Mikkel Abel11-07-18 12:57

  • ★★★0

    Hørte for nyligt forfatteren Kåre Bluitgen i Radio24syv. Forfriskende med en person der har et lidt mere nuanceret syn på Nordkorea, end det typiske sort/hvide fjendebillede, som næsten alle mainstream medier og kommentatorer fremfører.

    Derfor vil jeg kaste mig over hans bog "Jeg vil gerne klippes ligesom Kim Jong Un". Kåre Bluitgen har rejst rundt i nordkorea i en måned og blandt andet foretaget en masse interviews. Tror den bog kan blive meget interessant.

    Aranyhajú Nyárszépe11-07-18 12:59

  • ★★★★0

    Modtaget et par stykker.

    The Coddling of the American Mind:  How Good Intentions and Bad Ideas Are Setting Up a Generation for Failure
    Something has been going wrong on many college campuses in the last few years. Speakers are shouted down. Students and professors say they are walking on eggshells and are afraid to speak honestly. Rates of anxiety, depression, and suicide are rising. How did this happen?
    - Greg Lukianoff og Jonathan Haidt

    The Diversity Delusion
    How Race and Gender Pandering Corrupt the University and Undermine Our Culture
    Attend to the ideology now dominating the humanities and social sciences. Designed to undermine the integrity of the individual and the state alike, it does just that. The universities have a mandate to produce informed, educated, productive citizens. They have been transformed, instead, into factories of ideology that mass-produce victims, certain in their oppression, searching everywhere for oppressors to blame and to punish. And the ranks of those deemed tyrants and persecutors threaten to swell until every single one of us is deemed guilty in some manner or another. 
    - Heather McDonald

    Bruce 2-03-19 13:14

  • ★★★★★★0

    Er lige blevet færdig med Richard Feynmans Six Not-So-Easy Pieces om fysik...og det var lige lidt for svært for mig. Det er fra Feymans foredrag på Caltech i 50'erne til førsteårsstuderende, og matematikken var lidt for svær. 

    Er også lige blevet færdig med Endless Forms Most Beautiful på lydbog, og den var eddermame interessant. Det er om en gren indenfor evolution, der hedder evolutionary developmental biology, der sammenligner hvordan organismer rent fysisk set udvikler sig. Bogen forklarer ganske udmærket - uden at blive for teknisk - hvordan de samme gener hos forskellige arter kan udføre forskellige opgaver. Det vil sige, hvorfor chimpanser ser ud som de gør i forhold til mennesker, selvom vores gener i meget høj grad er ens. 

    Nu er jeg begyndt på Stephen Hawkings klassiker A Brief History of Time på lydbog. Og samtidig er jeg begyndt på en bog, In Search of Schrödinger's Catder handler om kvantemekanik.

    Og så har jeg lige bestilt en bog med den meget præcise titel, Why Evolution Is Truefordi de her populærvidenskabelige bøger ikke bruger så meget tid på at godtgøre, hvorfor vi ved, det er sådan.

    Løbende hører jeg også en podcast på Spotify, hvor Darwins klassiker Origin of Species bliver læst op. Der kommer cirka et kapitel om måneden. Det er uden tvivl den vigtigste bog overhovedet indenfor biologi, kun overgået af Isaac Newtons Principae indenfor alt naturvidenskab og jeg vil argumentere for, at den er i top5 over vigtigste bøger nogensinde overhovedet - og den er røvsyg :) - den er så kedelig og omstændig, så jeg overvejer ikke at høre den færdig, men nu er jeg i gang.

    Det er lidt ensporet, men det er eddermame fedt at begynde at forstå, hvordan verden og universet fungerer og hænger sammen - både på mikro og kosmisk niveau. Det er selvfølgelig meget overfladisk og meget kringlet, men spændende :)

    Guldager 2-03-19 13:42

  • ★★★0

    Løbende hører jeg også en podcast på Spotify, hvor Darwins klassiker Origin of Species bliver læst op. Der kommer cirka et kapitel om måneden. Det er uden tvivl den vigtigste bog overhovedet indenfor biologi, kun overgået af Isaac Newtons Principae indenfor alt naturvidenskab og jeg vil argumentere for, at den er i top5 over vigtigste bøger nogensinde overhovedet - og den er røvsyg :) - den er så kedelig og omstændig, så jeg overvejer ikke at høre den færdig, men nu er jeg i gang.

    Har du læst Richard Dawkins "Det selviske gen"? Ellers vi jeg da lige anbefale den som en passende bog efter Darwin.
    Det er en forsvar for den gencentrerede evolutionsteori. Sidste kapital introducere begrebet meme (ikke at forveksle med internetmeme, som er en udvaskning af begrebet.).
    Syntes den var utrolig interessant.

    Aranyhajú Nyárszépe 2-03-19 17:23

  • ★★★★★★0

    Det har jeg. Den er ganske suveræn. Har også læst The Blind Watchmaker, The Greatest Story Ever Told, The Ancestor's Tale og The God Delusion :) - Ancestor's Tale er ikke god, men resten er ganske fine. 

    Guldager 2-03-19 17:37

  • ★★★★★★0

    Er i gang med Neil Gaiman’s “Nordisk Mytologi”. Den er sgu ret underholdende. 

    T. Nielsen10-04-19 12:56

  • ★★★★★0

    Er i gang med Neil Gaiman’s “Nordisk Mytologi”. Den er sgu ret underholdende. 

    Hørte den på Audible. Eventyrlig og underholdende.

    Lars!10-04-19 13:32

  • ★★★★★★0

    Hørte den på Audible. Eventyrlig og underholdende.

    Meget!

    T. Nielsen10-04-19 14:21

  • ★★★★2

    Jeg har altid gang i mindst et par bøger ad gangen.

    Pt. læser jeg Mikkel Hvids Skriv! Gode tekster er lette at skrive

    Han er journalist og tekstforfatter og har afholdt et utal af skrivekurser, bl.a. på Journalisthøjskolen (bogen er da også udkommet på Forlaget Ajour, der specialiserer sig i bøger for journalister og kommunikationsfolk). 

    Jeg har altid holdt af at skrive og har også skrevet en del professionelt i forskellige formater - alt fra artikler, interviews, nyhedstekster og anmeldelser til pressemeddelelser, SoMe-tekster og hæfter til dvd-udgivelser. Sågar jokes og spørgsmål til en tv-quiz er det blevet til. Men jeg har altid syntes, at det var hårdt arbejde. Og lige så glad for at skrive som jeg er, lige så frusterende kan jeg synes, at skrivearbejdet kan være som proces. 

    Derfor har det i mange år været en trøst for mig, at forfatteren Helle Helle på et skrivekursus engang i 00'erne afslørede overfor mig, at hun faktisk hadede at skrive. Men, som hun sagde, nu havde hun åbenbart lidt talent for det - i hvert fald blev hun rost af andre - og så syntes hun ligesom, at hun skyldte at tage det alvorligt og blive ved med at forsøge. :)

    Mikkel Hvids bog er i den henseende virkeligt en øjenåbner for mig - især kapitlet hvor han gennemgår de forskellige typer skribenter, som han er stødt på gennem sin virksomhed.

    Han nævner bl.a. "dukseskribenterne". Det er dem, der skriver fuldstændigt, som de lærte i folkeskolen: de laver en disposition og følger den slavisk. Og så er der de såkaldte tænkeskribenter. Dem der lader teksten udvikle sig undervejs. De går ofte i stå efter et afsnit eller måske bare et par sætninger og skal så bruge tid på at tænke over, hvordan de kommer videre. De redigerer og perfektionerer gerne løbende. 

    Det er den type, som jeg selv hører til. 

    Mikkel Hvid gør sig til fortaler for en tredje type: flowskribenten.

    Det handler basalt om at dele skrivningens forskellige faser op i helt adskilte dele fra ideudvikling og research til skrivefase og endeligt redigering af teksten. Det vigtige er, ifølge ham, at gøre sit forarbejde så grundigt, at teksten nærmest kommer til at flyde af sig selv, når man når til selve skrivefasen. 

    Det er en interessant tanke og svarer egentligt meget godt til mange andre skriveråd, jeg har fået gennem årene (a la "skriv når du skal skrive, redigér bagefter"). Men jeg føler mig faktisk motiveret til at prøve at arbejde bevidst med det nu.

    Paradoksalt nok så synes jeg egentligt ikke, at hans bog er særligt velskrevet. I hvert fald kunne den, efter min mening, godt være en del mere skarp. Der er lidt for meget ligegyldig fyldsnak. Men på den anden side, så tjener man jo nok heller ingen penge på at forkorte sin bog ned til ti punkter på to sider. :)

    Den anden bog, jeg er i gang med lige nu, er Rolf Giesens The Nosferatu Story

    Giesen er tysk filmprofessor, der egentligt underviser i animation på et universitet i Kina, men Nosferatu er en personlig kæphest.

    Jeg er kun nået de første kapitler ind i den, men den lader til at være grundigt researchet - så meget som det nu kan lade sig gøre, når ingen af de medvirkende længere er levende, og når de aldrig udtalte sig specielt meget i samtiden. Men han har kigget alle de dokumenter igennem, som der findes. 

    Jeg fik det lokale bibliotek til at bestille den hjem, men jeg overvejer faktisk at købe den selv nu. Hvis bare McFarlands filmbøger ikke altid var så dyre ...

    thomsen 8-06-19 14:56

  • ★★★★★★0

    Jeg savner at læse. Jeg har desværre bare for meget rod i hovedet for tiden, til at jeg helt kan koncentrere mig. Er halvvejs gennem Løgnhalsen fra Umbrien, men er strandet..

    davenport 8-06-19 17:20

  • ★★★1
    Han nævner bl.a. "dukseskribenterne". Det er dem, der skriver fuldstændigt, som de lærte i folkeskolen: de laver en disposition og følger den slavisk. Og så er der de såkaldte tænkeskribenter. Dem der lader teksten udvikle sig undervejs. De går ofte i stå efter et afsnit eller måske bare et par sætninger og skal så bruge tid på at tænke over, hvordan de kommer videre. De redigerer og perfektionerer gerne løbende. 

    Det er den type, som jeg selv hører til. 

    Mikkel Hvid gør sig til fortaler for en tredje type: flowskribenten.

    Det handler basalt om at dele skrivningens forskellige faser op i helt adskilte dele fra ideudvikling og research til skrivefase og endeligt redigering af teksten. Det vigtige er, ifølge ham, at gøre sit forarbejde så grundigt, at teksten nærmest kommer til at flyde af sig selv, når man når til selve skrivefasen. 

    Det er en interessant tanke og svarer egentligt meget godt til mange andre skriveråd, jeg har fået gennem årene (a la "skriv når du skal skrive, redigér bagefter"). Men jeg føler mig faktisk motiveret til at prøve at arbejde bevidst med det nu.

    Det er sjovt at læse for, jeg har i så fald helt klart også altid været en tænke- eller måske flowskribent. Jeg laver aldrig dispositioner og gennemtænker sjældent tingene særligt meget igennem i forvejen. Jeg satser altid lidt på, at inspirationen vil gribe mig undervejs. Problemet er så naturligvis, at det gør den ikke altid.

    Da jeg var anmelder, vidste jeg så godt som aldrig, hvad en films karakter skulle være i forvejen. Jeg satte mig bare ned og skrev løs, og så blev det tiltagende klart efterhånden. Så redigerede jeg naturligvis bagefter. Jeg har tit studset over, at der absolut ingen nødvendig sammenhæng var mellem min indsats og resultatet. Nogle af de anmeldelser jeg brugte mindst tid på, har jeg fået mest ros for, og nogle af dem jeg har knoklet mest med, har jeg ikke fået særlig god feedback på. :)

    Jeg forsøgte mig med at skrive og holde en prædiken for et års tid siden, og det var en ret interessant og meget anderledes skriveoplevelse. Blandet andet fordi man skriver en tekst, der skal høres snarere end læses, og så er der mange forskelle, man skal være bevidst om. Det var virkelig svært, men jeg håber på at bruge flere kræfter på det i fremtiden. :)

    Benway 8-06-19 18:09

  • ★★★★2

    Jeg bladrede lige lidt tilbage, og jeg tror faktisk, at jeg meget af vejen mere har været det, som Hvid kalder for "kaoskribenten". Det er den skribent, hvor alle faser blandes fuldstændigt sammen - hvor man går til og fra teksten hele tiden og laver masser af overspringshandlinger, tjekker noter, retter kommaer osv. for så pludseligt at slette hele afsnit og sætte sig til at finpudse den første sætning. 

    Jeg synes ikke rigtigt, at han helt formår at forklare forskellen mellem tænkeskribenten og kaosskribenten. Men umiddelbart lader det til at være noget med, at tænkeskribenten ikke blander faserne helt så meget som kaosskribenten og er mere fokuseret på at finde den rigtige inspiration - at lade inspirationen gribe sig undervejs, som du formulerer det, eller musen om man vil. 

    Han påstår i øvrigt, at tænkeskribenten - ligesom dukseskribenten - også er et resultat er vores udddannelsessystem, fordi det med at skrive sig frem til erkendelse om et emne er en meget brugt undervisningsmetode. Vi får stillet opgaver og lærer ofte i folkeskolen at finde informationerne om emnet undervejs. Det er godt, hvis man gerne vil lære eleverne om et bestemt emne og lære dem at huske det, dog måske knap så effektiv, ifølge Mikkel Hvid, hvis man vil lære dem at skrive gode tekster. Men at skrive gode tekster er nok heller ikke altid formålet med undervisningen i folkeskolen. 

    Det interessante for mig er også, hvor udbredt, han skriver det er. Dukseskribenten, der altså følger den helt klassiske model med at skrive en udførlig disposition og følger den til punkt og prikke, er ifølge Hvid rimeligt sjælden. Men han skriver, at en stor del af de professionelle skribenter, han har mødt og arbejdet med (inkl. ham selv) falder i kategorierne kaoskribent og tænkeskribent. Faktisk, skriver han, er der en del, der har svært ved det, når de begynder at tage flow-skrivningsmodellen til sig og adskille faserne skarpt, fordi det ligger så indgroet i dem, at det skal være svært at skrive - hvis det ikke er svært, så kan det heller ikke være godt. 

    Det er sjovt, det du skriver om at skrive en prædiken. Min egen skrivning ændrede sig også markant, efter et par (fiktions) skrivekurser på Thestrup Højskole tilbage i 00'erne, hvor jeg lærte en del om det at skrive dialog. Det hjalp mig meget at begynde at læse det højt for mig selv, for man kan lynhurtigt fornemme, hvornår noget ligger rigtigt i munden,  hvornår noget er mere tekstsprog end talesprog. Jeg havde god glæde af det, da jeg for en del år siden lavede noget radio på DR og skulle skrive den speak, der skulle binde forskellige interviews sammen. 

    Jeg har haft denne her bog liggende i en del år efterhånden. Jeg købte den, da jeg i sin tid tog en tillægsuddannelse på Journalisthøjskolen. Min underviser anbefalede den, fordi den også indeholder et godt kapitler, der gennemgår de mest almindelige formidlingsmodeller i journalistikken (nyhedsmodellen, den klassiske magasinartikel/ Wall Street Journal-modellen, "den tredje model" osv.). Men jeg har faktisk ikke fået læst den helt igennem før nu. 

    Jeg har lidt en idé om at skrive en større artikel til efteråret i forbindelse med noget bestemt og få en ven, der er redaktør på et af de store dagblade, til at være tovholder på den, for langsomt at komme i gang igen. Jeg tænker, at det kan være en god hjælp for mig at prøve det her med at adskille faserne helt - at idéudvikle først, researche og gøre mig det helt klart, hvad det er for en historie, jeg vil fortælle, før jeg sætter mig til at skrive (dog uden at vi taler om detaljestyring i form af en disposition). Det er i hvert fald et forsøg værd. 

    thomsen 9-06-19 11:06

  • ★★★1

    Jeg har lidt en idé om at skrive en større artikel til efteråret i forbindelse med noget bestemt og få en ven, der er redaktør på et af de store dagblade, til at være tovholder på den, for langsomt at komme i gang igen. Jeg tænker, at det kan være en god hjælp for mig at prøve det her med at adskille faserne helt - at idéudvikle først, researche og gøre mig det helt klart, hvad det er for en historie, jeg vil fortælle, før jeg sætter mig til at skrive (dog uden at vi taler om detaljestyring i form af en disposition). Det er i hvert fald et forsøg værd. 

    Det lyder spædende og fornuftigt. Held og lykke med det. :)

    Benway 9-06-19 11:20

  • ★★★★1

    Så blev jeg færdig med Mikkel Hvids Skriv! 

    Det var en fin blanding af skrivekursus og selvhjælpsbog. Måske lidt for sludrende ind imellem, og den hænger også fast i noget forældet teori om de to hjernehalvdele. Men det ændrer ikke, at der også er en del guldkorn undervejs, både hvis man vil lære at få en mere flydende og rar skriveproces, men også hvis man bare leder efter noget om opbygningen af artikler, eller hvordan man går til det med at redigere. Desuden er der en ret god værktøjskasse med års til sidst, hvis man oplever problemer med sin tekst. 

    Den er nemt tilgængelig og kan læses af enhver uden forudsætninger, men samtidigt er der masser at hente også for den professionelle skribent. 

    Jeg fortsætter med Rolf Giesens bog om Nosferatu og er nu halvvejs igennem den. Den tyske baggrund fornægter sig ikke. Nogle gange kan sætningerne godt blive lige en tand for lange og knudrede. 

    Som jeg vist fik sagt lidt mellem linjerne længere oppe, så er det en dyr på, fordi den er udgivet af forlaget McFarland, der er kendt for deres filmbøger. Spørgsmålet er så, om den også er det værd?

    Når man trækker appendiks fra, så er selve brødteksten faktisk kun lidt over 130 sider. Og heri er der bl.a. 20 sider med rent handlingsreferat af filmen samt en udførlig indledning om perioden, og om film og folk der ledte frem til Nosferatu. 

    Dét, der måske gør den værd at eje, er, at Giesen udover alle de sædvanlige engelsksprogede kilder citerer en mængde tysksprogede (som han selv har oversat til engelsk), som man ikke støder på i den engelske værker (formentligt fordi så få englænderne og amerikanere kan tysk). De holder sig mest til at regere hinanden og de samme engelsksprogede gamle anmeldelser og tekster om filmen. 

    Giesen derimod har haft fingrene direkte nede i både samtidige anmeldelser, gamle interviews fra tyske aviser og breve og originale manuskripter fra det tyske filmmuseum (hvor han selv arbejde i en årrække). Noget af det ligger allerede tilgængeligt på tyskesprogede hjemmesider, men det meste af det er nyt - i hvert fald for mig. Så selvom der kun findes begrænset samtidigt  materiale om filmen, udover anmeldelserne, så får man alligevel et rimeligt godt indblik i omstændighederne. 

    For mig er det nok til, at jeg egentligt gerne vil købe den hjem - i hvert fald hvis jeg kan finde den bare lidt billigere engang (£45-50 er trods alt rimeligt dyrt for 136 siders tekst). Men man skal nok også være fan eller meget interesseret i tysk ekspressionistisk film for at få den fulde værdi ud af bogen. For mere casual fans er BFI's lille companion-bog om Nosferatu nok et bedre køb. 

    Som sagt så har jeg altid gang i mindst to bøger ad gangen, så efter at have lagt skrivebogen fra mig, er jeg begyndt at pletlæse i The Cambridge Companion to Gothic Fiction

    Gotisk romantisk litteratur er, som mange nok ved, jo den direkte foreløber til horror-genren, men udover de mest kendte romaner (Dracula, Frankenstein, Dr. Jekyll og Mister Hyde), så er det egentligt begrænset, hvor meget jeg har læst af det, og hvor meget jeg egentligt ved om genren. Jeg har altid været fan af de gotiske skrækfilm, for jeg voksede op med AIP's Edgar Allan Poe-filmatiseringer på tysk fjernsyn. Men jeg har kun et overfladisk kendskab til fællestrækkene, og hvad der egentligt binder dem og den litterære genre sammen. Så det skal der rådes bod på nu. 

    thomsen13-06-19 11:21

  • ★★★★★★0

    Jeg er gået i gang med Neil Gaiman's “Oceanet Hvor Grusvejen Endte”. Ved ikke hvad jeg skal forvente, uden at min gamle buddy don, siger den er rigtig go’. 

    T. Nielsen 7-09-19 10:25

  • ★★★0

    Jeg er gået i gang med Neil Gaiman's “Oceanet Hvor Grusvejen Endte”. Ved ikke hvad jeg skal forvente, uden at min gamle buddy don, siger den er rigtig go’. 

    Den er rigtigt fin, selvom Gaiman efter min ydmyg mening har skrevet bedre værker. Spændende hvad du synes om den. :)

    Jeg læser en del for tiden og en masse forskelligt. Efter at have høvlet mig igennem de første tre fantasy-bøger om “The Witcher”, der alle er overraskende gode og enormt interessante, har jeg holdt en pause fra Andrzej Sapkowski og skiftet mellem titlerne.

    Den kreative selvhjælpsbog “Steal Like an Artist” af Austin Kleon var hurtigt læst igennem, og må indrømme, at den ikke efterlod hverken wow-læsning eller hints til mit eget workflow. Måske er den interessant for dem der ikke normalt arbejder med det kreative eller mangler forudsætningerne for at tænke i de baner. 

    Mere fik jeg ud af at læse den super fine “The Guest Cat” af Takashi Hiraide”. Elegant, hverdagspoetisk og empatisk fortælling om livet, kærligheden og en anmassende kat, der bliver katalysator for vores hovedpersons udvikling og taknemmelighed. Muligvis banal, men aldrig kedelig eller prætentiøs. Derimod en lille perle der på forunderlig vis sætter sig i sindet, som en kat der ruller sig sammen i favnen på én.

    Her henover den sidste uge har jeg vekslet imellem “Den lille historie om Tyskland” (James Hawes), “Det store skattekup” af Niels Fastrup og Thomas S. Svaneborg, “Digital totalitarisme” af Mads Vestergaard, “Os og dem” af Silas L. Marker og Vincent Hendricks” og Thomas Ligottis “The Conspiracy Against the Human Race”. Især førstnævnte er enormt underholdende skrevet og minder om Grimbergs verdenshistorie i tonen.

    Dolphinfriendly 7-09-19 13:07

  • ★★★★★★0

    Den er rigtigt fin, selvom Gaiman efter min ydmyg mening har skrevet bedre værker. Spændende hvad du synes om den. :)

    Jeg er åben overfor anbefalinger i den retning.

    T. Nielsen 7-09-19 13:13

  • ★★★0

    Jeg er åben overfor anbefalinger i den retning.

    “American Gods” og “Sandman”-tegneserierne kommer man ikke udenom – selvom jeg langt fra har læst alt af sidstnævnte. Jeg synes også rigtigt godt om “Stardust” og “Neverwhere”, samt den lille “Coraline”. “Anansi Boys” prøver at følge op på “American Gods” som en slags spin off, men den bed rigtigt på for mig.

    Dolphinfriendly 7-09-19 13:24

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen