Ouch.
Anmeldelse: Men in Black: International
Det er sgu lige før, man mistænker projektet for at være lavet på baggrund af en Thor-joke.
Der er bestemt set tyndere grundlag for at holde liv i gløderne på en franchise, end hvad der går forud for "Men in Black: International" – fjerde film i rækken. Første i serien var en forbandet god omgang rumpoliti og røvere med tungen i kinden og alien-savlet flyvende ud af munden. Den næste film not so much, men der var faktisk rigtig fine lyspunkter i tredje ombæring. Så hvorfor egentlig ikke give det et skud mere, kunne man spørge sig selv? Folkene bag burde virkelig have koncentreret sig om hvorfor-delen.
Den tophemmelige amerikanske efterretningstjeneste Men in Black har fortsat travlt med at holde intergalaktiske sataner i skak og ikke mindst væk fra borgernes virkelighed. Efter det er lykkedes en standhaftig yngre kvinde at blive optaget som rekrut i MIB og siden slå sig sammen med stedets mandlige stjerneskud, bliver de begge sat på hård prøve, da en muldvarp pludselig lurer inde bag murene.
Her er der ganske enkelt tale om franchise-fodder, ikke franchise-udbygning. Her vises minimal anstrengelse for at bruge den platform, universet bygges på. Fra studiets side er udskrevet en blankocheck til at sejle skuden videre med et rispapir-tyndt plot som sejl. Helt væk er det gamle makkerpar, Tommy Lee Jones og Will Smith, der er skiftet ud med nye frontfigurer i skikkelse af Chris Hemsworth og Tessa Thompson. Det er der som udgangspunkt ikke noget galt i. Men hvor sidstnævnte kæmper en prisværdig kamp for at frembringe lidt gnister, så kæmper Thompson også med sin helt fejlplacerede medspiller.
Største plus ved den foregående film var castingen af Josh Brolin som knastør, yngre udgave af Tommy Lee Jones. Ironisk er derfor den nye films største fejltagelse med castingen af et nyt, hot navn til at hoppe i jakkesættet. Det er sgu lige før, man mistænker projektet for at være lavet på baggrund af en Thor-joke. For den del er kort sagt det eneste fornøjelige ved Hemsworths karakter. Australieren prøver at charme sig igennem, men præstationen har Marvel-støttehjul på og bliver aldrig interessant.
Tænk, at man kan være så fantasiløs og idefattig i et univers, hvor alle døre – vitterligt – står på vid gab. Det er ret tæt på skræmmende, hvor få elementer der fungerer i "Men in Black: International". Humoren er anstrengende, ramasjangen er slasket, og manuskriptet ligger lunt i svinget til kåringen som årets absolut tyndeste sprøjt i blockbuster-afdelingen. Og så er det direkte fornærmende at se, hvad det kreative hold bag filmen har kunnet nosse sig sammen til. Hvis man eksempelvis lader tankerne falde tilbage på Vincent D'Onofrios gryntende, slæbende landmandsrumvæsen i første film, så står det stjerneklart, hvor fattigt udtrykket denne gang er.
Av for den. Jeg er ret sikker på, at denne film forsvinder fra hukommelsen i løbet af ingen tid, men hey, tag alligevel mine solbriller og giv mig et blink med neuralyzeren. Bare for en sikkerheds – og universets bedste – skyld.