Forum - Forum-tråd: Legends of Tomorrow + ArrowWerset Serier

Legends of Tomorrow + ArrowWerset Serier

  • ★★★★★0

    The Devils Vinyl

    Synes nu også scenen, hvor han med earbuds, fare ind for at slå til tæven på dæmoner for at undgå at høre Vinylen, var ret cool :)

    Og så elsker jeg blot, hvergang legenden om Robert Johnson tages op i et nyt spind.

    Helt enig. Den scene med radiostationen var ret fedt lavet. Også herligt da Chas og Zev ikke kan bryde døren op til det lille skur med strømforsyningen til radiostationen, hvorpå Chas bare smadrer ind i skuret med sin gule taxa. Det var nu en herlig detalje. :D

    NightHawk27-06-19 18:09

  • ★★★★★0

    Og så skal Bear McCreary's score også fremhæves, især main themet er så herligt anderledes og brutal skøn blanding af mange genre.

    Det nævner jeg skam også i starten og helt enig det et forrygende godt score, der passer perfekt til både serien og den animerede intro i helvede. :) 

    NightHawk27-06-19 18:08

  • ★★★★★0

    Sprælsk score ah ja ok hehe.

    Also det var tydeligt fra start af at Liv ikke fungerede i serien, jeg var ganske glad for hun blev skrevet ud.

    Elwood27-06-19 18:12

  • ★★★★★0

    Sprælsk score ah ja ok hehe.

    Also det var tydeligt fra start af at Liv ikke fungerede i serien, jeg var ganske glad for hun blev skrevet ud.

    Ja, jeg kunne ikke lige komme i tanke om andre ord at beskrive scoret med. Ellers vil jeg måske kalde det drilsk eller legende. Det har i hvertfald angående introen en helt særlig vibe over sig. :) 

    Jeg var heller ikke vildt imponeret over Lucy Griffiths som Liv. Det fungerede klart bedre, da Angelica Celaya kom med ombord og hun havde fra start af en rigtig god kemi med Matt Ryan.

    Derudover var jeg også meget imponeret over Constantines hovedkvarter, der er virkelig stemningsfuld lavet og med masser af detaljer af magisk og okkult art. I øvrigt spottede jeg i starten her også en sjov reference til "Doctor Who", da de siger noget med "it's bigger on the inside". :)

    NightHawk27-06-19 18:33

  • ★★★★★0

    Hehe  jep det en ganske fed Commandbase han har, genså forøvrigt Justice League Dark her for par dage siden, elsker, hver gang Batman ser noget overnaturligt eller magi, så kommer han blot med et Hmmmmmm :)

    Elwood27-06-19 19:29

  • ★★★★★1

    Hvis ikke du allerede følger Bear McCreary på hans Youtube kanal bør du! :)

    Constantine - Scoring The Oddity

    Elwood27-06-19 19:39

  • ★★★★★1

    Hehe  jep det en ganske fed Commandbase han har, genså forøvrigt Justice League Dark her for par dage siden, elsker, hver gang Batman ser noget overnaturligt eller magi, så kommer han blot med et Hmmmmmm :)

    Haha, ja Batman er noget på udebane i den film. :) 

    Hvis ikke du allerede følger Bear McCreary på hans Youtube kanal bør du! :)

    Constantine - Scoring The Oddity

    Det gør jeg faktisk ikke, men det vil jeg da bestemt gøre nu, hvor du anbefaler hans YouTube-kanal.

    Tak for linket. :) 

    NightHawk27-06-19 19:59

  • ★★★★★0

    Jeg har i øvrigt også set første sæson af "Supergirl" og dermed den første crossover-episode "World's Finest", hvor The Flash gæsteoptræder. Det var nu ret fedt at se de to helte samarbejde også selv om, at  skurkene ikke var de mest skræmmende af slagsen. :) 

    NightHawk27-06-19 20:05

  • ★★★★★0

    Haha, ja Batman er noget på udebane i den film. :) 

    Elsker bare hans total deadpan expression, og når man så har opdaget den så sidder man blot og venter på de lige skifter over til Batman :)

    Deadman er også skøn i den film, ved ikke lige om han er hel så flabet i comics'ne også.
    men ja skøn lille film, elsker at Felix Faust ikke har en anelse om hvorfor de kommer, men han siger ikke nej til en lille slåskamp.

    Og ja Bear er pæn sjov, tjek hans Bagpipe video ud, hvor han prøver på at få mere Bagpipes ind i hans Kompositioner fordi han er så glad for dem :)

    Elwood27-06-19 21:34

  • ★★★★★0

    Constantine - The Complete Series (2014)

    Part 2:

    Efter det dramatiske opgør i forrige afsnit mod dæmonen Mnemoth - hvor John Constantine atter var tvunget til at bevæge sig ned af de dårlige minders allé i sin samtidige brutale konfrontation med sin forhenværende kollega Gary Lester - sætter trioen denne gang, med afsnittet Dance Vaudou, kursen imod det lunefulde og mystiske New Orleans. Her venter der dem en bizar dobbelt mordgåde, hvor to spøgelser fanget i et limbo skaber skræk og rædsel i de fransk inspirerede gader.

    Undervejs, og for at løse de morderiske hændelser, må den magiske trio danne alliancer med henholdsvis en skeptisk betjent - der også kender til Zevs kryptiske fortid - samt Constantines gustne nemesis Papa Midnight, der er hjemvendt for bl.a. at redde sin søster fra et genfærd og tjene penge på de andre ofre via sit teatralske plattenslager-voodoo-alfonseri.

    Hovedhistorien fungerer i denne omgang ikke super overbevisende rent spændings-mæssigt synes jeg  og den umiddelbare spøgelses-del virkede på mig derfor en kende tam. Til gengæld er afsnit 5 interessant grundet konflikten og duellen mellem Constantine og hans nemesis Papa Midnight, der her bliver tvunget til at samarbejde trods vidt forskellige interesser i at løse den overnaturlige forbandelse, som dog interessant nok for begges vedkommende har noget med familie og tilgivelse at gøre.

    Effekterne er som altid flotte at se på, men når først at være rigtig imponerende i den store  finale, hvor Constantine og Papa Midnight udfører deres storslåede ritual. Derudover får man også et par interessante forvarsler, hvad Zev og Constantine angår, da Papa Midnight på gusten vis afslører, at der er en forræder skjult blandt Constantines allierede.

    Fra New Orleans går turen videre til Birmingham, Alabama i afsnit 6, Rage of Caliban, hvor gyser-instruktøren Neil Marshall atter er tilbage i rollen som seriens dirigent. Neil Marshall stod bl.a. bag semi-klassikere i horror-genren så som "Dog Soldiers", "The Descent" og "30 Day of Night" og det kan både ses i seriens pilotafsnit og i særdeles også i dette afsnit, hvor stemningen er på sit allermest ubehagelige og nervepirrende.

    Som ekstra krydderi til at understøtte den creepy atmosfære under Constantine og Chas udflugt foregår handlingen denne gang samtidig med halloween, da duoen - der har efterladt Zev hjemme i hovedkvarteret - kommer på sporet af en række bestialske mord begået af en række børn, der højst sandsynligt må være besat af overnaturlige kræfter.

    Men helt så ligetil spiller djævelens klaver naturligvis ikke og Constantine og Chas må i stedet sande - da de konfrontere den besatte knægt Henry (der er det nyeste offer) og hans familie, at der i stedet ligger en grufuld tragedie bag de mystiske hændelser, der fører tilbage til den nu voksne og katatonisk patient Marcello, som blev mishandlet da han var barn.

    Som noget helt nyt introduceres man i dette afsnit for en helt anden type besættelse, der faktisk virker mere ubehagelig grundet den menneskelige vinkel frem for det traditionelle og dæmonisk overnaturlige. Samtidig er "Rage of Caliban" også et ganske interessant kapitel i serien,  da plottet trækker tråde tilbage til både Chas tab af sin datter og Constantines ambivalente forhold til sine forældre - særligt sin fader - og skyldfølelse over sin moders død.

    Derudover er der også en velskrevet parallel til Constantines traume vedrørende Nergal og Astra, som gør det ekstra svært og udfordrende for ham at skulle duellerer mod et barn i forsøget på at få Marcellos forpinte sjæl tilbage til sin  rette ejermand.

    Denne nervepirrende duel foregår i øvrigt meget passende afslutningsvis i en tema-relateret Halloween park, hvor Constantine får sin sag for imod den besatte knægt med en forkærlighed for økser, og således skaber Neil Marshall et veludført meta-lag, der er både spændende og hjerteskærende eksekveret. Jeg er desuden også vild med scenerne i fængslet, hvor Matt Ryans skuespil også her er helt suverænt.

    "Rage of Caliban" er fremragende fra start til slut og hører klart til blandt mine favoritter. :)

    To be continued...

    NightHawk30-06-19 01:04

  • ★★★★★0

    Hehe jeg skal vidst snart ha et gensyn selv, husker ikke lige titlerne så godt :)

    Jeg husker dog især også at være glad for den med Minearbejderne, eller var de olie workers, det er en pæn f'ed up historie også. og med en rigtig Karma strikes back ending.

    Elwood30-06-19 11:26

  • ★★★★★0

    Hehe jeg skal vidst snart ha et gensyn selv, husker ikke lige titlerne så godt :)

    Jeg husker dog især også at være glad for den med Minearbejderne, eller var de olie workers, det er en pæn f'ed up historie også. og med en rigtig Karma strikes back ending.

    Ja, det kender jeg godt. Det var også derfor, at jeg blev nød til at gense "Constantine", da der var gået for lang tid imellem de forskellige afsnit til, at jeg kunne huske dem godt nok. :) 

    Det med minearbejderne var også et glimrende afsnit. Det havde sådan en klassisk "X-Fikes" over sig. Og slutningen var en herlig finurlig en af slagsen. :) 

    NightHawk30-06-19 18:32

  • ★★★★★0

    Constantine - The Complete Series (2014)

    Part 3:

    Fra besatte børn med ondt i sjælen og traumatiserede familierelationer i Alabama - samt et par hårdtslående men nødvendige erfaringer for den evigt udfordrende Constantine og hans trofaste følgesvend Chas - går turen denne gang til langt ud på bøhlandet i Kentucky i episode 7's Blessed Are The Damned.

    Chas tager dog denne gang en tiltrængt pause, og Constantine danner i stedet fælles front mod ondskabens håndlangere med solid assistance fra Zev på et nyt farefuld eventyr, hvilket fører duoen lige i favnen på en fanatisk vækkelsesprædikant og hans sekt af en menighed, der ser deres store leder som en vaskeægte mirakelmager efter, at han er vendt tilbage fra de døde.

    Men som sædvanlig er tingene ikke lige umiddelbart som man skulle tro og inden længe viser det sig, at prædikantens genopstandelse og healende evner langt fra stammer fra himlen, da de menige medlemmer af kirken forvandles til blodtørstig bæster på besærkertogt i den lille soveby. Trods Constantines indledende skepsis over de enestående mirakler kan hverken han eller Zev finde hoved og hale i mysteriet, da de erfarer, at det rent faktisk er en engel på vej mod himmelen, der ufrivilligt har giver prædikanten sit magiske touch mens han stjal en af hendes fjer.

    Mens Constantine og Zev diskutere deres vidt forskellige forhold til de religiøse skabninger og deres betydning for menneskeheden, fatter Constantine - ansporet af sin engel-guide Manny - efterhånden mistanke til englen Imogen, der langt fra viser sig at være lige så uskyldsren, som hun giver sig ud for at være.

    "Blessed Are The Damned" er endnu et super velskrevet afsnit med en creepy atmosfære, hvor skuespil og effekter ligeledes går op i en højere enhed, og som især udmærker sig ved Constantine og Zevs dialoger vedrørende det at tro og hvad man kan eller skal bruge den tro til i et større perspektiv. Samtidig er det også første gang, at det for alvor slår gnister imellem Constantine og hans spirituelle vejleder Manny, som bestemt ikke er i øjenhøjde med hinanden angående hvilke metoder, der skal til for at stoppe den kommende og altødelæggende ondskab, som lurer i horisonten.

    Der er desuden også et par ganske interessante forvarsler i dette afsnit, da Imogens sande natur bliver afsløret - i et i øvrigt spektakulært og episk showdown understøttet af nogle særdeles kreative effekter - hvor Manny ligeledes reagerer på en måde som giver stof til eftertanke og sætter spørgsmålstegn ved hele hans rolle i den overordnede magtkamp mellem de gode og onde kræfter.

    Med nye erfaringer i bagagen drager team Constantine efterfølgende til Mexico City i afsnit 8 og 9's todelte, episke og mesterligt instruerede The Saint of Last Resorts, der nok engang drager fordel af John Constantines fortid og sjælegranskende sammenstød med en gammel bekendt fra hans forhenværende hold af magikere og eksorcister.

    På et kloster i Mexico City bliver nonnen Anne til sin store rædsel vidne til at en ung brudgom oplever sit værste mareridt, da han finder sin elskede kone brutalt slået ihjel og deres nyfødte barn kidnappet i nattens mulm og mørke. Anne fornemmer dog snarrådigt, at der højst sandsynligt er onde kræfter på færde og kontakter derfor sin gamle ven og tidligere kæreste John Constantine selv om, at hun ikke er meget for det, da synet af den blonde magiker ikke huer hende efter de tragiske hændelser i Newcastle.

    Just ankommet til klosteret - og et par harske spydigheder fra Anne senere - bliver Constantine og Chas enige om, at det må være det hekse-lignende monster Lamasthu - der åbenbart har en bestialsk appetit på nyfødte børn - der står bag det grufulde overfald. Efter en rask omgang detektivarbejde finder Constantine, Chas og Anne ud af Lamasthuen - der gemmer sig i menneskeform - blot er en håndlanger for den kommende ondskab, som også går under navnet Burejiaen, samt monstrets sande identitet og gemmested i de dystre katakomber under klostret, hvor et sandt mareridt venter trioen

    For da Constantine - med hjælp fra en amulet tilhørende den magtfulde dæmon Pazuzu - forsøger at bortvise Lamasthuen til helvede, får det fatale konsekvenser, da han samtidig slipper den dæmoniske vagthund Ivunche løs, hvilket sender trioen på vild flugt i katakomberne. På vej mod friheden - og for at sikre de overlevende børns liv fra den glubske vagthund - må Anne dog træffe et nådesløst valg der gør, at Constantine må danne en ufrivillig alliance med Pazuzu for at selv at overleve.

    Hjemme i hovedkvarteret i Atlanta går en date i mellemtiden helt skævt for Zev, da hun til sin skræk opdager, at hendes one night stand er i ledtog med hendes fader, som står bag en fanatisk dommedagskult og som nu vil tvinge hende tilbage i en slavelignende rolle...

    Mens Constantine kæmper for sit liv imod Pazuzu, der næsten har overtaget hans sjæl fuldstændig, tager Zev et dramatisk opgør med sin faders håndlangere, som hun lige akkurat slipper fra i tide. I Mexico City må Chas og Anne forgæves se til mens Constantine går amok og ender i et af Mexicos værste fængsler. Og nu er gode råd dyre. Zev slutter sig inden længe til Chas og Anne, der sammen iværksætter et storstilet flugtforsøg og excorsisme blandt de hårdhudede gangstere og bøller.

    Ligesom det var tilfældet med Lomashtuen lurer en anden af Brujeriaens håndlangere i skyggen for at forpurre heltenes plan. Men bæstet får dog ikke held med sin djævelske udåd og senere befinder teamet sig atter tilbage i hovedkvarteret i Atlanta, hvor en smertefuld excorsisme venter den forpinte John Constantine.

    Man mærker tydeligt hvordan, at forfatterne bag "Constantine" har løftet niveauet i de sidste fire afsnit, der fornemt understreger hvor særdeles fremragende en serie den kan være, når alting fungerer i perfekt samspil med hinanden. Historierne står stærkere nu og illustrerer en bundsolid samhørighed med karaktererne og den overordnede mytologi, der her i dette todelte afsnit når sit foreløbige højdepunkt af yderst intelligent og medrivende kulørt underholdning.

    Faktisk er det næsten lige før, at man kan kritisere forfatterne for at have smidt lidt for mange ingredienser i den store gryde, da man i "The Saint of Last Resorts" - Part 1 & 2 bliver præsenteret for så mange overnaturlige væsner og mytologiske referencer, samt alliancer og hemmelige ondskabsfulde loger på kryds og tværs, at man skal holde tungen helt lige i munden for ikke at risikere at miste det store overblik.

    Således er der både en Lomoshtu, søster til den første kvinde Eve, der hvad sidstnævnte angår er en vammel paradisets have-reference til via et træ med frugter af menneskekød (mums!). Oven i hatten bliver man så desuden også introduceret for den magtfulde dæmon Pazuzu og dennes bidske køter af en vagthund Ivunchuen, samt for en allieret Trickster dæmon, plus Buredijaen som den kommende ondskabs svar på James Bond-filmenes superskurke-organisation, Spectre.  

    Men kan man som tilskuer holde hovedet koldt  trods de mange karakterer og yderligere lag der bliver tilføjet mytologien, ja så er det også en af de bedste historier serien har kunnet byde på. Dette sker ikke mindst takket være konflikten mellem Anne og Constantine, der er bragende godt skildret af Claire Van Der Boom og Matt Ryan som de tidligere kærester og holdkammerater, som må bruge duellen mod det onde til at få bugt med deres eget uforløste had/kærligheds-forhold til hinanden.

    Ud over dette må jeg endnu en gang rose effekt og makeup-folkene, som har lavet et fantastisk stykke arbejde, særligt hvad angår monstrene og ikke mindst de scener hvor Constantine er besat af Pazuzu - komplet med gusten hud, blodsprængte øjne og frådende slim i rigelige mængder. Spændings mæssigt er det turen ned i katakomberne, som scorer højest i de to afsnit. Dette er et lille mesterstykke i sig selv ud i at skabe suspense, så man sidder helt ude på kanten af lænestolen.  

    Og så bevæger vi os snart ind i den sidste fase af serien. :)

    NightHawk 2-07-19 17:55

  • ★★★★★1

    Can't wait Luv

    Sod's off!

    Bollocks!

    :)

    Elwood 2-07-19 18:09

  • ★★★★★1

    Constantine - The Complete Series (2014)

    Part 4:

    I afsnit 10, Quid Pro Quo, sidder Mary Harron - der instruerede den fremragende filmatisering af "American Psycho" - nu bag rattet på serien og leverer med sædvanlig flair for at kombinere horror og drama et af de mest følelsesmæssigt stærkeste afsnit, som både byder på en masse karakterudvikling for birollerne, samt introducerer endnu en klassisk skurk fra "Hellblazer" tegneserierne.

    I et drabeligt og skæbnesvangert flashback tre år tidligere kommer John Constantine - i en solid brandert - til at udføre en magisk remse fra den mørke middelalder under et besøg på en bar, hvor han og Chas er at finde blandt publikum til en rockkoncert. Kort efter ender alt i det rene kaos, da en voldsom brand udbryder og flere af de tilstedeværende gæster mister livet inklusiv Chas, der heroisk forsøger at redde de andre gæster fra det glubske flammehav.

    Chas vågner dog kort efter op igen og kan nu både lettet og chokeret konstatere, at John Constantines magi har gjort ham udødelig over en længere periode. I nutiden bliver Chas kontaktet af sin eks-kone, der forfærdet har måttet se til at deres datter pludselig blev ramt af en komalignende tilstand som opstod efter, at en overnaturlig epidemi havde ramt flere borgere i nabolaget.

    Kort efter at Zev hjemme i hovedkvarteret har informeret Constantine om hendes faders dommedagskult - og deres forsøg på at kidnappe hende for udnytte Zevs clairvoyante evner - spotter de to at det magiske landkort peger på Brooklyn, hvor Chas eks og datter holder til og sammen med Chas drager de nu afsted for at afsløre mysteriet og redde Chas datter fra en frygtelig skæbne.

    I Brooklyn bliver ondt hurtigt endnu værre, da trioen opdager at bagmanden bag de grufulde begivenheder er ingen ringere end den gustne troldmand Felix Faust, der holder de komalignende ofres sjæl som gidsler i et større spil, der skal forøge hans magt. For at føre sin diabolske plan ud i livet bliver Constantine derfor tvunget til at eliminere en konkurrerende dæmon, hvis de tilfangetagne sjæle skal frigives igen. Constantine fejler dog i sin duel, hvilket samtidig skader Zed, og i stedet er det nu op til Chas at redde dagen og sin familie i en direkte konfrontation med Felix Faust.

    Som sagt lærer man mere til birollerne i dette afsnit, hvor det især var interessant at se Chas baggrundshistorie vedrørende hans familie og hans overnaturlige evner, samt hvad disse evner  betyder for forholdet til hans kone og datter. Chas bliver på den måde via dette afsnit pludselig til en hel figur af kød og bld og væk er nu det noget endimensionelle indtryk fra tidligere, hvilket jeg synes var super fedt.

    Samtidig er "Quit Pro Quo" også fascinerende grundet beskrivelsen af det loyalitetsforhold, som Chas har til Constantine ogt hvilke konsekvenser det har haft for ham - hvad familien angår - samt hvor Chas grænse går på den konto i forhold til at ofre sig 100 % for sin magiske ven. Skuespillet er i øvrigt fremragende hele vejen rundt og effekterne er som sædvanligvis sublime i al deres ramasjang.

    Og så grinede jeg desuden højt, da jeg så hvem der spillede Felix Faust, hvilket var ingen ringere end Mark Margolis der jo mest er kendt i rollen som den ekstremt gustne gangsterboss Hector Salamanca fra "Breaking Bad".

    I afsnit 11, A Whole World Out There, vender den lettere excentriske Jeremy Davies endelig tilbage til serien som den lettere omtågede Ritchie Simpson - tidligere medlem af John Constantines punk-band og gruppe af weekend magikere - der længe har forsøgt at holde fortidens traumer på behørig afstand ved at gøre karriere som psykologi og religions-professor på et college i udkanten af Atlanta, hvor alt umiddelbart ånder fred og idyl.

    Fire unge legesyge og hovmodige studerende vender dog i en sen nattetime brat og brutalt op på tingenes fredsommelige tilstand, da de under en seance på en kirkegård bryder barrieren til en parallel dimension, der huser den bestialske seriemorder Jacob Shaw - og så er er fanden nok engang pludselig løs i laksegade. For før de unge kan nå at få set sig omkring, er deres sjæle - på nær en enkelt heldig studerende - fanget i den alternative verden, hvor John Shaws myrderier betyder,  at de også dør i den virkelige verden.

    I Mellemtiden er John Constantine kommet på sporet af de grumme - men for alle andre uforklarlige - dødsfald via sit magiske landkort, og inden længe må Ritchie derfor atter se sig selv involveret i det overnaturlige og sin tidligere kollegas enerverende dedikation ud i at få bekæmpet den udspekulerede morder fra den alternative dimension.

    Med assistance fra den tilbageværende student lykkedes det John Constantine og Ritchie at trænge igennem til den anden verden, hvor de nu må stå ansigt til ansigt med den nederdrægtige Jacob Shaw. Den gustne og svært arrogante seriemorder får dog snildt sat duoen til vægs, da Constantine pludselig indser at Ritchie via sit store intellekt selv kan kontrollere omgivelserne og  Shaws magi, hvis han blot tror nok på sig selv.

    "A Whole World Out There" kan desværre ikke  helt matche forrige afsnits geniale manuskript, men mindre kan bestemt også gøre det i denne fortælling, der er kraftigt inspireret af Wes Cravens ikoniske "A Nightmare On Elm Street" saga og ikke mindst legendariske antagonist i skikkelse af den perverterede barnemorder  Freddy Krueger. Godt nok er drømmene her skiftet ud med en alternativ dimension, men ellers læner skurken Jacob Shaws univers sig både visuelt og mytologisk tæt op af Cravens kreative og kulørt morderiske univers.

    Selv om det overnaturlige mordmysterie er ganske underholdende i sig selv - uden at det dog rent spændingsmæssigt når helt op i skyerne - skal styrken i dette afsnit findes i konfrontationen og samtalerne mellem Ritchie og John Constantine, hvor det primære omdrejningspunkt er tilgivelse og tro på, at det aldrig er for sent at rette op på fortidens synder og dermed skabe en bedre og mere håbefuld fremtid.

    Sidstnævnte har Ritchie nemlig mere eller mindre opgivet, da Constantine opsøger ham og derfor bliver duellen mod Jacob Shaw da også en form for dramatisk terapi, hvor Ritchie skal genfinde troen på sig selv. Samtidig bruger Constantine også opgøret mod Shaw som en metode til at rense sin egen dårlige samvittighed over den skæbne, som han påførte Gary Lester, hvem man da også ser et kort drømmesyn af, der minder Constantine om de mange lig han har i lasten trods:hans utrættelig kamp mod det onde.

    Selve finalen hvor Ritchie bruger sit sind til at skabe en slags paradisets have i den alternative verden - som han havde lyst til at blive i for at glemme udfordringerne i den virkelige verden - var ret fedt lavet ved det, at den efterfølgende samtale med Constantine dermed fik ekstra tyngde bag sig. Man kunne her virkelig fornemme hvor meget det betød for Constantine at overbevise sin gamle ven om at livet stadig var værd at leve på godt og ondt frem for blot at give op. Så der var på flere måder en meget positiv afslutning midt i al den grumme ondskab.

    Det var også fedt at se Jeremy Davies tilbage igen, da hans samspil med Matt Ryan er særdeles fremragende, og det er faktisk ret ærgerligt, at Jeremy Davies ikke er en fast del af serien.

    Næste gang står den på den helt store finale og dermed foreløbig sidste omgang i selskab med John Constantine. :)

    NightHawk 8-07-19 22:12

  • ★★★★★0

    Constantine - The Complete Series (2014)

    Part 5:

    Så lakker det så småt mod enden, som djævelen sagde, da han hældte fernis ned af ryggen her, hvor det går løs i næstsidste afsnit (12) med den dramatiske titel...Angels and Ministers of Grace.

    Efter tidligere at have fortalt John Constantine om sin faders skumle planer for dommedagskulten The Crusaders og deres forsøg på at udnytte hendes evner til egen fordel - i kølvandet på den kommende ondskab - beslutter Zev sig for at få styr på sine tanker og ro i sindet ved at benytte hovedkvarterets fredfyldte og zen-budistiske meditationsrum. Midt i den stille stund bliver hun dog afbrudt af Constantine, der er bekymret for sit unge sidekicks mentale tilstand, hvilket dog løser sig efter en karismatisk Peptalk.

    Men freden varer desværre ikke ved, da englen Manny pludselig melder sin ankomst og river det magiske landkort i stykker til Constantines store frustration, da Manny mener at kortet styrer dem fra langt væk fra den overordnede mission mod Brujeriaen og den kommende ondskab. I stedet guider himmerigets kryptiske sendebud Constantine, Zev og Chas i retning mod et hospital, hvor flere patienter er blevet angrebet af en mystisk ond kraft med forbindelse til et magisk objekt kaldet den sorte diamant.

    På hospitalet - efter Chas har spillet rollen som hårdt såret for, at de kan få adgang til en stue - får Zev qua sine clairvoyante evner pludselig et voldsomt anfald og kollapser til Constantines store skræk. Da hun vågner op igen, kan de chokeret konstatere, at hun viser sig at have en svulst i hjernen, som ikke kan fjernes. Fortvivlet forlanger Constantine, at Manny bruger sine evner til at heale Zev, men da englen nægter at blande sig har Constantine fået nok og beslutter sig derfor til at gøre Manny til et menneske af kød og blod, som en straf og en lærestreg der skal få den arrogante engel til at forstå menneskets lidelser.

    Efter en del detektivarbejde, der bl.a. involvere en tur i hovedkvarterets arkiv, finder Constantine og Manny ud af, at det er en af hospitalets læger der - besat af en ond ånd - står bag de mange drab. Med en del besvær lykkedes det duoen at fange bæstet i hospitalets dystre kælder, hvor Constantine mod sin vilje må ophæve Mannys forbandelse, så englen kan bruge sin delvist guddommelige styrke til at besejre ondskaben og eliminere den sorte diamants kraft.

    "Angels and Ministers of Grace" er et mere afdæmpet afsnit end sædvanligt, men dette betyder på ingen måde, at det er en uinteressant eller uspændende affære. Tværtimod er det et af de bedste afsnit fordi, at karakter-udviklingen denne gang er fantastisk godt skrevet og integreret i ikke blot den pågældende historie men også i sammenhæng med den overordnede historie i hele serien. I afsnit 10 blev Chas til en hel figur og i afsnit 12 får således både Zev og Manny rig mulighed for at shine qua de konflikter, de bliver udsat for.

    Begge konflikter der på især det både direkte samt mere følelsesmæssige plan involverer John Constantine og hans ambivalente ageren i forhold til de mennesker og overnaturlige væsner, som han arbejder sammen med. For selv om at den blonde exorcist utvivlsomt holder af Zev og Chas, er han heller ikke bleg for at udsætte dem for farer, der kan få fatale konsekvenser på lang sigt.

    Det er bl.a. også dette, som man har set gøre sig gældende i forhold til medlemmerne fra hans gamle team i Newcastle, der undervejs i serien har konfronteret ham med hans delvist arrogante og dermed farlige attitude over for magi og ritualer, som efterfølgende har gjort selvsamme fra hans team til en gruppe personer med tilbagevendende traumer, der siden hen har haft svært ved at få kontrol over deres liv igen.

    Men Zev er måske begyndelsen på enden - kunne man være fristet til at tro - når man ser hvor voldsomt at Constantine reagerer over for Mannys hovne attitude i forbindelse med Zevs svulst og sygdom. Dette er samtidig en virkelig stærkt spillet scene - en ud af mange i dette afsnit - af Matt Ryan der nærmest krænger hele sjælen ud i sit udtryk af vrede og frustration. Modsat er missionen denne gang også en ekstra prøvelse for Zev, der må igennem en række smertefulde tanker og samtaler for at finde ud af hvilken rolle, hun skal spille for team Constantine i fremtiden.

    En af disse samtaler har hun bl a. med Manny der igen - ligesom det var tilfældet i afsnit 7 med den faldne engel Imogen - opfører sig på en måde der er temmelig mystisk, og man fornemmer efterhånden, at den "gode" engel måske ikke spiller med helt åbne kort angående sin rolle i den store kamp mod ondskaben. Interessant var det bestemt også, hvad Manny angår, at se ham som et helt almindeligt menneske, der oplever lidt af hvert, bl.a  et komisk blowjob fra en liderlig sygeplejerske.

    Dog er de andre ting han bliver udsat for af en væsentlig mere alvorlig karakter og det bliver derfor spændende at se, hvad det får af betydning i det sidste afsnit. Skurkens motiv synes jeg også var bedre skrevet og havde langt mere tyngde end forrige afsnits Jacob Shawn. Alt i alt var afsnit 12 fremragende på flere planer og fungerer samtidig som en herlig mystisk introduktion til det afsluttende afsnit.

    I afsnit 13, Waiting For The Man - der er baseret på en af de allerførste historier fra "Hellblazer" tegneserien - skal vi for sidste gang på mission med team Constantine der denne gang - dog med undtagelse af Chas - vender tilbage til New Orleans lunefulde gader, hvor de atter slår pjalterne sammen med politibetjenten Jim Corrigan, som vi mødte første gang tilbage i afsnit 5, "Dance Vaudou".

    Da den ung pige Vesta - der er stukket af hjemmefra - forsvinder efter at være blevet hypnotiseret og ført bort ved en legeplads af tre jævnaldrende, der ligeledes tidligere har været meldt savnet, graver den dedikerede Jim Corrigan nærmere i årsagen bag og kommer med hjælp fra Constantine og Zev på sporet af en særdeles gusten og pædofil serie-morder med en forkærlighed for satanisme.

    Under trioens efterforskning - der også involverer et uopklaret mord på en af Jim Corrigans kollegaer - får Constantine ved et gerningssted pludselig en viral besked fra hans afdøde makker Gary Lester, der informerer Constantine om, at den store superskurke- organisation, Brujeriaen, har udsendt en dødsdom over ham og at der er dusørjægere på vej for at udføre straffen.

    Da Corrigan, Zev og Constantine i fællesskab finder frem til endnu et gerningssted, hvor de finder liget af den myrdede kollega, må Corrigan træde i karakter og redde Constantine fra sin skæbne, da en af Papa Midnights udsendte zombie håndlangere pludselig dukker op for at dræbe Constantine, som nu er klar over at hans nemesis har lavet en deal med Brujeriaen. Selvom Zev minder ham om at holde fokus på at finde frem til satanisten og den forsvundne pige, er Constantine opsat på at få hævn og lægger derfor straks en fælde, der skal få skovlen under den nederdrægtige Papa Midnight.

    Efter en drabelig duel er Papa Midnight lagt i håndjern og det endelig opgør med satanisten kan nu tage sin afslutning. Zev foreslår, at de går foran med er godt eksempel og arrestere den modbydelige stodder, men Constantine og Corrigan deler bestemt ikke den form for moralsk overlegenhed og vælger i steder med hård hånd at udstede straffen uden nogen form for benådning. Andetsteds - mens teamet nyder sejren med et par øl - dukker Manny op i gyden bag ved baren for at konfrontere Constantine og hans beslutning om at likvidere satanisten.

    Under deres samtale bliver Constantine mere og mere mistænksom overfor Mannys kryptiske råd og i det hele taget ambivalente ageren generelt som team Constantines beskytter og vejleder. Efter en harsk diskussion beslutter Constantine da også endegyldigt at vende Manny ryggen. Senere samme aften befrier Manny,  Papa Midnight fra politiet og afslører hvem han i virkeligheden er og hvad hans planer for den kommende ondskab indebærer…

    The End!

    "Oh No, sikke dog en flabet cliffhanger at slutte af med" ; sad jeg og tænkte mens rulleteksterne kørte over skærmen for allersidste gang. For det er faktisk ondskab af en anden verden - sagt med et bittert glimt i øjet og uden at male fanden på væggen - at slutte en serie på den måde lige, hvor "Constantine" netop var på sit allerhøjeste, mest velskrevne og mest medrivende punkt.

    Men da skuffelsen havde lagt sig igen og jeg lige fik taget en dyb vejrtrækning, kunne jeg dog også konstatere - trods den ærgerlige og irriterende uforløste afslutning - at jeg samlet set havde haft fornøjelsen af at overvære 13 episoder, der på yderst opfindsom og intelligent underholdende vis formåede at give et særdeles godt indblik i Hellblazer-universet og en detaljeret beskrivelse af John Constantine, hvor man fornemt fik vendt og drejet hans måde at tænke og agere på som en svært traumatiseret superhelt.

    Alt sammen når i hvert fald et velafbalanceret klimaks hvad karakter-udviklingen angår i de to sidste afsnit for især John Constantine men også flere af birollerne, dog med undtagelse af Chas der i princippet blev afrundet i sin duel mod Felix Faust. Og om ikke andet så har afsnit 13 ligeså en række solide pointer, der også samler op på hele Newcastle-teamets sparring med John Constantine gennem serien, hvor deres respektive traumer udforskes og forløses i elegant samspil med de forskellige makabre og overnaturlige sager og missioner.

    I den sammenhæng var det derfor også ekstra interessant at se hvorledes, at John Constantines syn på ondskab ændrede sig gennem serien, hvor menneskets natur jævnligt blev sat op imod og spejlet i det dæmoniske og overnaturlige, hvilket endegyldigt kommer til udtryk i "Waiting For The Man" bla i den sidste, harske og yderst velskrevne diskussion mellem Manny og John Constantine, hvor jeg er rimelig sikker på at Mannys skuespil for længst er gennemskuet.

    Selv om der er et par afsnit, som ikke er helt oppe at ringe, er der alligevel tale om en utrolig velskrevet og ikke mindst fremragende spillet serie som suppleres særdeles godt af mange flotte effekter og kulisser hvor man virkelig fornemmer, at der er kælet for detaljerne, hvilket alt lagt sammen er med til at give serien et look som løfter "Constantine" et godt stykke over gennemsnittet.

    Det er dog ikke alt sammen lutter lagkage, for serien har også sine fejl og mangler. I nogle afsnit - uden at det bliver forklaret - er hhv.  Zev og Chas på skift lige pludselig ikke med på en mission, hvilket virker underligt eftersom, at der er brug for alle tre til hver eneste opgave. På det punkt synes jeg forfatterne sjusker lidt og lige så havde jeg gerne set, at der var blevet fulgt op på Zevs story arc med hendes faders kult The Crusaders, som bliver næsten helt ignoreret i sidste afsnit.

    Det trækker samlet set ned i den overordnede score men trods alt ikke mere end, at jeg uden tvivl vil give hele serien en varm anbefaling og en karakter på... :)

    8/10

    NightHawk11-07-19 20:46

  • ★★★★★1

    Hehe sådan, jeg var også vild med da Manny blir til et menneske, det var sjovt at se en anden side af Harold Perrineau, og ja den cliffhanger der er kun en serie der før har sluttet på sådan en ond måde for mig Now and Again med blandt andet Dennis Haysbert.

    Skønt endelig at se du fik set serien jeg havde spurgt til så mange gange, og ja du forstår sku at skrive noget mere end jeg gør, tror ikke jeg er hel så abnalytisk dengang jeg skrev mine "små" wall of text på FB efter hvert afsnit.

    Men ja god serie, det eneste jeg ønsker nu er self. at Matt Ryan ikke blir typecastet, og får lov at folde sig ud, han er munter i LOT, men jeg så gerne han også kaster sig ud i andre roller, så længe det ikke er Rom-Coms! :)




    Elwood11-07-19 20:52

  • ★★★★★0

    Hehe sådan, jeg var også vild med da Manny blir til et menneske, det var sjovt at se en anden side af Harold Perrineau, og ja den cliffhanger der er kun en serie der før har sluttet på sådan en ond måde for mig Now and Again med blandt andet Dennis Haysbert. 

    Ja, de kunne godt have eksperimenteret lidt mere med Manny-karakteren undervejs, og jeg skrev også lidt om det tidligere, at det var ærgerligt, at Manny ikke havde mere screentime end han havde gennem serien. Men folkene bag "Constantine" fik heldigvis rettet op på det i de sidste afsnit og netop derfor, er det også ret frustrerende, at vi ikke får lov at se mere til Harold Perrineau. 

    Den cliffhanger er så irriterende. Man sidder lige der på kanten af lænestolen og har glemt alt om, hvor langt man er kommet i afsnittet og så dukker den store afsløring op, og Papa Midnight står bare og tænker, whaaaaat?  Og så står Manny og ser gusten ud og flyver væk...sort skærm. Noooooo. :P

    Skønt endelig at se du fik set serien jeg havde spurgt til så mange gange, og ja du forstår sku at skrive noget mere end jeg gør, tror ikke jeg er hel så abnalytisk dengang jeg skrev mine "små" wall of text på FB efter hvert afsnit.

    Ja, det tog sin tid må jeg blankt erkende, hvilket også har irriteret mig en del, når jeg nu havde lovet at skrive en anmeldelse for snart 117 år siden. Men nu lykkedes det endelig og jeg er faktisk glad for, at jeg tog mig bedre tid til at få set serien på en stille og rolig måde, så jeg kunne få så mange detaljer med som muligt. Og jeg er glad for at høre, at du synes det var interessant/sjovt at læse om de forskellige afsnit igen. :)

    Jeg tænker også, at det er meget godt at have sådan en gennemgang liggende i tråden til at referere til, når John Constantin dukker op i fremtiden i "Legends of Tomorrow". :) 

    Har du et bestemt yndlings-afsnit fra serien, som du holder ekstra meget af?

    Men ja god serie, det eneste jeg ønsker nu er self. at Matt Ryan ikke blir typecastet, og får lov at folde sig ud, han er munter i LOT, men jeg så gerne han også kaster sig ud i andre roller, så længe det ikke er Rom-Coms! :)

    Helt enig. Både i "Constantine" og "Legends of Tomorrow"  har Matt Ryan vist så stor variation i sit skuespil, at han sagtens kan spille mange forskellige typer af roller.

    Hehe, nej forhåbentlig gør han ikke ligesom Matthew McConaughey og laver 10 år kun med rom-coms. Det ville da være spild af talent. :)

    NightHawk11-07-19 21:37

  • ★★★★★1

    Crisis on Infinite Earths blir madness! :)

    Først, Brandon Routh, så Burt Ward, og nu freaking Kevin Conroy som old man Bruce :)

    Uanset om det blot er ultra små cameos, så blir det satme fedt.

    Elwood 5-08-19 11:12

  • ★★★★★0

    Crisis on Infinite Earths blir madness! :)

    Først, Brandon Routh, så Burt Ward, og nu freaking Kevin Conroy som old man Bruce :)

    Uanset om det blot er ultra små cameos, så blir det satme fedt.

    Ja, jeg læste godt det med Brandon Routh for nogle dage siden. Det er mega fedt, at han atter får mulighed for at spille Superman. At Burt Ward og Kevin Conroy så også er med gør bare det hele endnu bedre. Jeg glæder mig dæleme også til denne crossover, som har potentiale til at blive den bedste, de indtil videre har lavet. :) 

    Jeg synes i øvrigt det er fedt hvordan, at Warner og DC hylder de forskellige skuespillere, der har været inde over de respektive film og tv-serier i deres samlede superhelte-univers.

    I "Supergirl" serien eksempelvis  spiller hhv. Dean Cain fra Superman-serien "Lois & Clark" og Helen Slater fra "Supergirl" filmen fra 1984 Supergirls adoptivforældre. Det giver bare det hele en herlig samhørighed, synes jeg. :) 

    NightHawk 5-08-19 12:26

  • ★★★★★0

    Lois and Clark var ekstrem cheezy men jeg var ret vild med det som knægt aligevel :)

    Elwood 5-08-19 13:31

  • ★★★★★1

    The Arrow Recap rap, men det viser sig hurtigt at en af rapperne har en hel særlig facination hehe.

    Elwood25-08-19 09:22

  • ★★★★★0

    The Arrow Recap rap, men det viser sig hurtigt at en af rapperne har en hel særlig facination hehe.

    Haha, det var sgu ret fedt lavet. :D

    Og ja, hvis man lige tænker over det, er det vildt så mange gange, at Stephen Amell posere i bar overkrop i løbet af serien. Lur mig om han ikke har fået det skrevet det  ind i hans kontrakt. :) 

    NightHawk25-08-19 11:58

  • ★★★★★0

    Jep jeg fik lidt flashback til Bolton og  TLI med Jack Sparrow :)

    Elwood25-08-19 18:58

  • ★★★★★1

    Selv om det først afsluttes hel i 2020 er jeg nu igang med Crisis of Infinitiv Earts 5 parts crossoveren.

    I kinda promised the crew they never had to do another crossover
    Wink wink :)


    Skriver det nok mere samlet når jeg har set det hele, men nøj hvor var Kevin Conroy's cameo trist, jeg forstår godt han måske er noget ældrer, og at bare det at se ham gav mig lidt kuldegys, men han rolle var så Uintressant, eneste var at høre Batman themet i baggrunden på et tidspunkt, var ganske fedt, men var så øv over hans cameo.

    De to bedste so far var faktisk Tom Weilling fra Smallville det var ret cool at se ham igen, han er satme blevet buff. Men bedst var nu Bradon Routh i Fuld Superman Dress igen, og så lige med Superman cue i baggrunden. Men ja jeg har altid ment at han var en perfekt nutidig udgave af Christopher Reeves Superman, de mindre om hinanden med Optimisen og kejtheden, bare en skam at Superman Returns var så skuffene en film, men hans Cameo sammen med Tom Weilling var de bedste so far.

    Selve historien virker noget rodet, men nyder nu at se det aligevel, men Batwoman jeg kan bare ikke tage det der seriøs med at for at man skal se hun er en kvinde så er der klistrer en knaldrød hårmanke fast på hendes Cowl :)

    Fik også set The FLash Season 5 færdig som optakt, og begyndt på Season 6, men ja Season 5 ganske kort, Skurken var jeg så træt af Chicada, han kan ku stå og fnyse og se vred ud og tale med raspy voice, han tilføjer intet, og når man så ser personen der tager over efter ham blir det blot mere komisk. Men Tom Cavanagh, fik igen lov til at lege med en ny person en Fransk accent talene Sherlock, som jeg egentlig godt ku li, Tom Cavanagh er altid en fornøjelse :)

    Season 6 introducere vores Ven Mohinder fra Heroes, det sådan jeg altid best husker Sendhil Ramamurthy, hvor han gjorde det rigtig godt, og han har nogle få gode scener so far, men føler aldrig rigtig han får lov at folde sig rigtig ud, på nær en two parter, hvor han har lidt mere at rode med ligesom med Heroes Season 1, og hvor Grant Gustin rent faktisk også får lov og være lidt mere alvorlig.

    Mest underholdende episode so far er dog med Hartley Sawyer (Ralph Dibney) og Grant Gustin derteamer op i en stor homage til James Bond Hartley Sawyer hygger sig gevaldigt som klassisk Bond Skurk :) det var en rigtig fornøjelig harmløs episode.



    Så ja blot lige et hurtig check in på Arrowverset, skriver nok mere om det i 2020 som sagt.

    Elwood17-12-19 02:04

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen