Der er også danskere der ikke stemmer. Det kan være af politiske årsager eller fordi man ikke mener det gør nogen forskel. Andre er måske bare for dovne til at få det gjort. Det betyder jo ikke nødvendigvis at de ikke er en del af samfundet.
Jeg ved godt, at der er danskere der ikke stemmer. Men dette er ikke et argument, der kan bruges til noget i forhold til vores diskussion om hvorfor, at mange rettroende muslimer i rigtig mange år ikke har stemt. At der er danskere der ikke stemmer, er da heller ikke godt. Men jeg ser ingen grund til at være bekymret på den baggrund, da årsagen til at de ikke stemmer næppe skyldes, at de har dannet en fælles forening, hvis mål på lang sigt er at undergrave demokratiet og opbygge en totalitær stat med en dertil hørende lov, som hører hjemme i den mørke middelalder.
Og at de danskere der ikke stemmer stadig opfatter sig selv som værende en del af samfundet skyldes jo, at de nok føler det således fordi, de har mange andre ting tilfælles både kulturelt og værdimæssigt med andre danskere, der lever efter danske normer og værdier. Når man som rettroende muslim - dikteret af deres imamer og ledere fra organisationer som Hitz bu Tahrir - ikke stemmer er det en åbenlys protest mod det danske samfund og alt hvad det står for fordi, at man i stedet gerne vil holde de menige medlemmer fastlåst til en bestemt ideologi og et parallelsamfund, som har intet til fælles med den måde vi lever på i Danmark og Europa. Og deri ligger den store forskel i ikke at stemme, hvis man er rettroende muslim eller etnisk dansker.
Hørte en muslim forklare, at han ikke har stemt før, fordi han ikke fandt det nødvendigt, men at fremmedhadet nu havde gjort ham bange og havde fået ham til stemmeurnerne.
Årsagen til at han ikke har stemt skyldes nok mere, hvad han er blevet dikteret til at gøre fra sit bagland. For ellers så undrer det mig, at han ikke har stemt for længe siden. Eksempelvis har han jo kunne argumentere for at gøre dette lige siden Dansk Folkeparti meldte deres ankomst.
Og hvilket fremmedhad er det du tænker på. Du siger det nærmest som om, at det er en generel ting, der florerer blandt helt almindelige danskere. Blot fordi at vi nu har fået en provokerende sprællemand som Rasmus Paludan på banen, er dette ikke repræsentativt for et generelt fremmedhad. Og derudover er det også ekstremt vigtigt at adskille tingene - dvs. at man ikke begynder at konkludere at oprigtige bekymringer fra borgere, der gerne vil bevare det danske samfund, dets værdier og privilegier samtidig betyder, at de dermed er fremmedfjendske racister.
Den med en deal med Radikale og Enhedslisten lyder lidt som konspirationsteori. Det går jeg ikke ud fra der er noget til at underbygge.
Der har faktisk også været kræfter i det muslimske miljø, der har kørt kampagne for ikke at stemme på Enhedslisten. Årsagen er at vi stemte for at afskaffe Blasfemiparagraffen i sin tid og de tror man kunne have undgået Paludan, hvis den stadig havde været der. Det kan være en af årsagerne til at det mest var de radikale der vandt på den nye demokratiske opblomstring i disse miljøer.
Jeg synes ikke, at det har noget som helst med en konspirationsteori at gøre, når Nima Zamani netop har nævnt et konkret eksempel i den artikel, som jeg tidligere linkede til, hvor Pernille Skipper bevidst gik ind og lavede en deal med imamen Kasem Ahmad. Hun gav ham og hans moské gratis reklame og til gengæld lovede han at gøre alt hvad han kunne for at få sine menige trosfæller til at stemme på Enhedslisten. At Pernille Skipper så samtidig vælger at sælge ud af egne principper og holdninger til fordel for a rage stemmer til sig, gør det blot endnu værre.
Desuden synes jeg ikke, at du overhovedet lyder afvisende overfor det du kalder for en konspirationsteori, når det kommer til det Radikale Venstre. Nej, der foreligger ingen underskrevne dokumenter eller hemmelige videooptagelser. Men man kan meget hurtigt lægge to og to sammen, når man ser på det massive boost af stemmer, som partiet lige pludselig fik i hus. Og når det så endda er blevet bekræftet, at flere imamer netop har dikteret deres trosfæller at stemme på De Radikale Venstre, ja så er det ikke svært at regne ud, hvad der er foregået i kulissen.
At højerfløjs partierne ikke blevet inviteret med til det vælgermøde, ser jeg ikke noget underligt i. Tværtimod, ville det da være underligt at invitere partier med som ønsker at undertrykke dem, udvise dem og rive deres hjem ned. Det ville ikke være i deres interesse at stemme på dem.
Jeg synes stadig ikke, at det har noget med demokrati at gøre, når man bevidst ekskludere visse partier samtidig med, at man diktere at stemme på særligt to bestemte partier. I det mindste ved at have inviteret alle partier og dermed givet de menige medlemmer mulighed for at stille spørgsmål og indgå i en dialog - også med de partier man måtte være uenige med - havde de omtalte imamer da i det mindste givet et signal om, at de var interesseret i den demokratiske proces og ikke blot havde for øje at afvikle en bestemt agenda, der kunne tilgodese dem selv og deres magtstruktur.
På hvilken måde søger højrefløjspartierne - hvis vi ser bort fra Stram Kurs som helt ønsker at forbyde islam - at undertrykke herboende muslimer? Dem der skal udvises, er så vidt jeg ved enten udlændinge som ikke har lov til at være her/har fået afslag på asyl, og så dem der har begået kriminalitet. Det er de fleste partier da enige i.
At man vil rive nogle ghettoer helt ned, synes jeg er fuldstændig tåbeligt. Man skal dog lige i den sammenhæng huske på, at det så ikke er ensbetydende med, at familierne dermed bliver smidt på gaden. Men at man i håbet om at fremme integrationen og gøre op med bl.a. parallelsamfund ved at flytte indvandrere ud af ghettoerne og fordele familierne rundt omkring i landet i stedet for, ser jeg kun som et positivt træk. Det var faktisk det man burde have gjort fra start af og så havde vi ikke haft samme problemer med ghettoerne, som vi har i dag.
Endelig syntes jeg da det er en dum ide at lade andre bestemme hvad man skal stemme. I sidste ende er det dog ikke noget imamer eller andre kan diktere. Valghandlingen foregår jo i hemmelighed og imamerne må ikke gå med ind i stemmeboksen. I sidste ende er det kun vælgeren selv der ved hvad vedkommende har stemt på.
Du kan jo affeje det ligeså meget som du har lyst til, men faktum er at imamerne og lederne fra Hizb ut Tahrir rent faktisk gør lige præcis det, som jeg har skrevet - nemlig at de diktere hvad de menige medlemmer skal gøre. Det gælder både når de diktere, at de ikke skal stemme, som hvad de skulle stemme på til det nyligt overståede valg. Dette er ikke en eller anden tilfældig teori jeg lige hiver op af hatten, men noget som har været kendt i årevis, ja i årtier faktisk, at det lige præcis er sådan tingene hænger sammen.
Mom ikke samtlige brugere her på siden er fuldstændig klar over, hvad der foregår når man skal ned og stemme, og at der naturligvis ikke gælder særlige regler fordi, at man er muslim. Men igen, hvis de menige trosfæller er blevet indoktrineret i hvad de skal stemme på og derudover ikke tidligere har haft nogen interesse i at sætte sig ind i hvad de pågældende partier egentlig står for - fordi de igen og igen har fået at vide, at de ikke skal interessere sig for det - ja så ligger det lige til højrebenet, at man sætter sit kryds der, hvor imamen har anbefalet/dikteret det.
Dette vil du så altid kunne afvise, da man jo ikke har videoovervågning i stemmeboksen (heldigvis) og dermed vil min påstand aldrig kunnet bevises. Men når man tager alt det ovenstående med i betragtning og samtidig ser på det antal af stemmer som særligt to partier fik i områder med mange muslimer, ja så synes jeg på ingen måde, at min påstand er usandsynlig.
Jeg syntes ikke jeg har set nogle herinde forsvare Stram Kurs som sådan, men nogle vil gerne give os på venstrefløjen skylden for den opbakning de har fået. Deri er jeg vel ikke overraskende dybt uenig.
Det er skam ikke kun venstrefløjens skyld, at udlændinge-politikken i alt for mange år har sejlet rundt og skabt en lang række problemer, som er blevet mere og mere tydeliggjort de sidste par år. Alle partier bærer en del af skylden og en del af ansvaret for, at vi har de problemer og udfordringer, som vi har idag.
Men hvor man på højrefløjen de sidste cirka 10-15 års tid har været i stand til at forholde sig langt mere realistisk og seriøst til disse problematikker, kniber det desværre stadig for partier som Enhedslisten, Alternativet og De Radikale Venstre at se realiteterne i øjnene. Sidstnævnte er så teknisk set ikke et venstrefløjs-parti men opfører sig ofte som om de var det, når det kommer til at forholde sig til de problamstikker, der er på udlændinge-området herhjemme. Derfor er det på den baggrund også langt mere oplagt at pege fingre af disse partier, da de med deres laissez-faire indstilling til de problemer stadig er med til at holde disse problemer i live.
Der er dog også undtagelse på venstrefløjen, for jeg synes faktisk, at SF forholder sig til de problemer vi har på en måde, som jeg har respekt for. Eksempelvis skrev Pia Olsen Dyhr og Ozlem Cekic en glimrende artikel om misforstået tolerance og berøringsangst i artiklen nedenunder, og ligeledes gav Pia Olsen Dyhr også et meget ærligt interview hos Clement Kjærsgaard i 2016, hvor hun bl.a. indrømmer at Dansk Folkeparti havde ret i flere af deres forudsigelser.
www.berlingske.dk/kommentatorer/indvandrermiljoeerne-maa-droppe-homo-tabu
At partiet overhovedet har kunne blive opstillingsberettiget, skyldes at de har snydt med vælgererklæringerne (ligesom Klaus Riskær Pedersen).
Ah, det synes jeg nu nok er noget af en frisk omskrivning af årsagen bag, at partiet blev opstillings-parat. Med til historien her hører jo så sandelig også det faktum, at den primære årsag skal findes i forbindelse med Stram Kurs demonstration på Blågårds plads på Nørrebro og de uroligheder dér opstod herefter. Stram Kurs havde på dette tidspunkt cirka 5-6000 vælgererklæringer og havde aldrig nået målet på de 20 000 stemmer, hvis ikke de autonome og visse indvandrere var gået amok. At man så efterfølgende benytter sig af et hul i reglerne havde aldrig haft nogen betydning hvis ikke, at det andet var sket først.
Mht. at både Paludan og Riskjær har snydt - eller rettere benyttet et hul i reglerne vil jeg kalde det -kunne dette meget nemt have været undgået, hvis man blot havde gidet at gøre noget ved det i tide. Styrelsen har jo i lang tid vist, at den mulighed var til stede, så de er sådan set selv skyld i, at dem der måtte have lyst til det kunne benytte sig af dette smuthul. Derudover kan man kun sige, at det de har gjort er umoralsk men ikke ulovligt, da der ikke på nuværende tidspunkt eksisterer nogen hjemmel i lovgivningen til at straffe den slags fifleri.
Syntes også at medierne i en del år har båret brænde til bålet og med alt den opmærksomhed de har givet til Paludan og hans "demonstrationer",så er det utroligt at han ikke er blevet valgt ind. Det havde jeg faktisk forventet han ville blive.
Jeg er så til gengæld slet ikke overrasket over, at Rasmus Paludan og Stram Kurs ikke blev valgt ind på baggrund af mediernes dækning, når man tænker på at vores mainstream-medier, politiske eksperter og etablerede politikere i samlet flok gjorde alt hvad der stod i deres magt for at vise deres foragt og i at vinkle artikler, interviews og debatter på en måde, så man klart og tydeligt sendte et signal om, at Paludan og partiet var farlige og skadelige for vores samfund.
Særligt Ekstra Bladet gik helt i selvsving med den ene smædekampagne efter den anden, der kun havde til hensigt at afspore en evt. debat om de bagvedliggende problematikker, der rent faktisk gemmer sig bag ved al Paludans opmærksomhedssøgende ramasjang, men som medierne helst ikke ser at vi som samfund italesætter eller diskutere.
Jeg er i øvrigt ikke tilhænger af, at medierne ikke skal dække/omtale Stram Kurs. Tværtimod mener jeg, at det er deres pligt at gøre det, præcis ligesom det er deres pligt at fortælle om de positive historier omkring udlændinge, som har været i stand til at integrere sig. Sidstnævnte kan man så bestemt også argumentere for, at de heller ikke dækker på en fair måde.
Samlet set er højrefløjen jo også gået tilbage ved dette her valg. Davenport skrev på et tidspunkt, at han var træt af indvandredebatten og syntes der var vigtigere ting at fokusere på. Det tror jeg er en holdning der er ret udbredt.
Det synes jeg så er en sandhed med ret store modifikationer, da man ikke bare kan drage det som konklusion på højrefløjens tilbagegang. Lars Løkke Rasmussen har i særdeleshed under valgkampen markeret sig som værende mere og mere desperat, så man nærmest fik indtrykket af, at han ville sælge sin egen bedstemor for at beholde statsminister-posten og dermed fik han indirekte partiet til at fremstå utroværdigt. Mange er desuden også trætte af, at flere områder skal privatiseres osv.
Liberal Alliances nedtur skyldtes i høj grad at Anders Samuelsen og Co. løb fra deres ultimative krav om topskatte-lettelser til fordel for at rage ministerposter til sig, hvilket i sidste ende gav en ordentlig lussing både til partiet og Samuelsen. Dansk Folkeparti mistede rigtig mange vælgere denne gang, hvilket primært skyldtes deres manglende mod til at tage ansvar og gå i regeringen og tage ministerposter på baggrund af det forrige valgs flotte resultat. Dette var rigtig mange vælgere rasende over og viste deres utilfredshed med denne gang ved bl.a. at stemme på Socialdemokratiet eller nogle af de borgerlige partier, heriblandt Nye Borgerlige. Nogle vælgere gik sågar ud og stemte på Stram Kurs.
Hvis man så ser på De Konservative, ja så havde de faktisk et rigtig godt valg og blev bl.a. belønnet ved at stå fast på borgerlige mærkesager. Og hvad Nye Borgerlige angår må deres valg også betragtes som en succes, da de jo kom over spærregrænsen og blev valgt ind. Selv for et parti som Stram Kurs gik det jo også rigtig godt for selv om, at de ikke kom ind. 64.000 stemmer - og altså 1,8 % af vælgerne - er faktisk ret godt gået taget i betragtning af, at partiet først blev opstillings-parat 1 dag før valget blev udskrevet. På dette tidspunkt manglende man både at finde kandidater og få strikket et parti-program sammen, og havde desuden et meget beskedent budget at føre valgkamp for. Så alt taget i betragtning kan man - upåagtet om hvad man synes om dette parti - også kalde deres valg for en succes.
Så summa summarum er at selvom højefløjs-partierne led et samlet nederlag, kan man ikke bare konkludere at folk generelt er trætte af udlændinge-debatten. Tværtimod vil jeg mene, at det er noget som stadig fylder meget i rigtige mange borgeres hverdag, hvad end man er etnisk dansker, muslim eller indvandrer med en helt anden baggrund/religion, og derfor heller ikke noget man bør nedprioritere eller ignorere.