Anmeldelse: 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi

Michael Bay. Alene navnet på den amerikanske "Transformers"-instruktør er nok til at fremkalde stærke holdninger hos filmfans over hele verden. For selvom Bay rent økonomisk er blandt Hollywoods absolut mest succesfulde instruktører, så elsker kritikerne at hade ham. Men det er nu ikke tilfældigt, at Bay har haft så stor succes. For det filmtekniske kan man ikke klantre ham for ikke at have styr på. Præcis hvad Bay kunne få ud af et højaktuelt emne, var jeg derfor spændt på at finde ud af.

 

Titlen indikerer meget godt, hvad det hele handler om. Vi følger en gruppe elitesoldater udstationeret på en hemmelig base i den libyske storby Benghazi. På overfladen ligner det, at en begivenhedsfattig dag er ved at lakke mod enden, men det er ikke en hvilken som helst dag, filmen udspiller sig på. Datoen er den 11. september 2012, 11 år efter terrorangrebet på World Trade Center, og det faktum har en stor gruppe jihadister ikke tænkt sig at lade gå ubemærket hen. Derfor beslutter de sig for at udnytte nattens mulm og mørke til at angribe den nærliggende amerikanske ambassade. Kun Jack (John Krasinski), Rone (James Badge Dale) og de andre soldater kan komme ambassaden til undsætning.

I sin udformning minder actionscenerne i "13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi" en smule om computerspilvarianten tower defense. Man følger de amerikanske soldater forsvare en fæstning mod onde jihadister, og når den første bølge af angreb er overstået, opstår der et pusterum, inden jihadisterne vender tilbage med flere mænd og bedre våben. Det giver en noget forudsigelig ramme, men heldigvis har det ikke forhindret Bay i at skabe en række medrivende actionsekvenser. Det rystende, håndholdte kamera er måske nok en anelse for dominerende, men de mange skududvekslinger virker ikke desto mindre efter hensigten.

Når de amerikanske elitesoldater bliver angrebet af jihadister, fungerer "13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi" upåklageligt. Alt andet end filmens actionscener falder dog til jorden. At de amerikanske elitesoldater, som alle er hårdtpumpede drengerøve med fuldskæg, fremstår som en kedelig homogen masse frem for som rigtige mennesker med individuelle karaktertræk, gør det simpelthen svært at bekymre sig for dem. Bay forsøger ellers at give karaktererne lidt personlighed gennem flashbacks, men her ser man kun, hvad man allerede har set i tonsvis af krigsfilm: familieidyl med storsmilende kone og nuttet baby ledsaget af oversentimental klavermusik. Det virker dovent og ufrivilligt komisk.

Værst er det, når soldaterne åbner munden. At Bay ikke ligefrem har formået at lave en subtil fremstilling af problemerne i Mellemøsten var måske forventeligt, men det er alligevel imponerende, hvor meget mundgylle manuskriptforfatter Chuck Hogan har formået at skrive. Tag bare, da Rone i forsøget på at gøre oprør lyder mere end rigeligt bombastisk: "Du giver ikke ordrer længere. Du lystrer. Du er i min verden". Her ville bare en smule ironisk distance have gjort underværker.

Michael Bay har lavet mange forfærdelige film. Denne her hører til i den bedre ende af skalaen. For når actionscenerne er i centrum – og det er de heldigvis ofte – formår Bay faktisk at levere en solid omgang testosteronfyldt underholdning. De resterende elementer, som skal binde filmen sammen, fungerer desværre ikke. Særligt når den fornærmende dårlige og ulideligt patriotiske dialog får plads, bliver "13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi" tåkrummende pinlig at overvære. Derfor ender Bays fremstilling af angrebet på den amerikanske ambassade i Benghazi som en noget unuanceret og kun delvist vellykket størrelse.