Brugeranmeldelse: Straw Dogs (1971)
Filmen indeholder en af de mest ubehagelige voldtægtsscener, jeg mindes at have set på film.
Instruktør Sam Peckinpah er ikke kendt som en filmskaber, der holder sig tilbage, når det gælder udpenslet vold og odiøse historier. Hans film er dog sjældent meningsløse eller blot tomt forherligende, og det samme gælder denne ubehagelige og kontroversielle fortælling, der må karakteriseres som et studie i voldens væsen og i næsten alle de afskygninger, den forefindes.
Som pacifisten, der føler sig så presset, at han må slå fra sig for til sidst at ende som et vildt dyr, der styret af sine drifter mister kontrollen og går totalt amok, er Dustin Hoffman et perfekt valg. Hans fremtoning i sig selv – Hoffman ligner ikke en actionhelt – er med til at understrege en af Peckinpahs pointer om mennesket som en voldelig skabning, der kan gemme sine urinstinkter og holde dem nede, men når de vækkes af tvang eller nød, så er eller kan vi alle være lige afskyelige.
Filmen indeholder også en af de mest ubehagelige voldtægtsscener, jeg mindes at have set på film, fordi Peckinpah ikke blot viser overgrebet som det, vi alle altid tror, det må være – brutalt og hårdt – men hvor vi i stedet ser et offer, der af angst prøver at spille med.
Den simple historie fortælles godt, og selv om filmen ikke kan kaldes hverken direkte underholdende eller indbydende at se på – særligt i de afskyvækkende voldsscener – så er den alligevel en særdeles fremstående og beundringsværdig produktion, fordi den både er tankeprovokerende og meningsfuld, og så virker den så ægte og ærlig i sit portræt af et menneske, der burde have sagt fra i tide for til sidst at eksplodere i et arrigt orgie af vold i et sygt samfund, hvor vi alle kan ende som skurke.
Filmen kom samme år som Stanley Kubricks "A Clockwork Orange" og har flere af de samme temaer.