Efter skudmassakre: Walmart fjerner alle reklamer for voldelige spil

Alle næsten 5000 Walmart-butikker i USA får fjernet reklamer for shooter-, combat- og jagtspil – men fortsætter salget af skydevåben.

Efter skyderierne i Texas og Ohio, hvor mindst 31 personer mistede livet, var Donald Trump for nylig ude med riven og bl.a. skyde skylden for mordene på voldelige videospil.

Nu reagerer også den store amerikanske butikskæde Walmart – hvor et af skyderierne fandt sted. Kæden har således beordret, at alle dens næsten 5000 butikker i USA skal fjerne alle former for reklame, der viser enten combat-spil eller third-person shooterspil. Også sportsspil, der involverer jagt, er blevet fjernet.

Enkelte butikker har valgt helt at fjerne spillene fra hylderne, men det skulle efter sigende ikke være officiel Walmart-politik.

Ifølge Walmart sker det midlertidige stop af reklamer for at udvise respekt for ofrene.

Walmart er samtidig en af USA's største forhandlere af skydevåben. I en udtalelse til Bloomberg siger Walmart, at de ikke har tænkt sig at stoppe eller ændre på salget af disse, hvilket ikke overraskende har fået mange til at anklage butikskæden for dobbeltmoral.

Kommentarer

Efter skudmassakre: Walmart fjerner alle reklamer for voldelige spil

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen