Moovy Exclusive: "Once Upon a Time... in Hollywood" - den ultimative kærlighedserklæring til film?

I anledning af, at Tarantino er tilbage, tager vi et nostalgisk kig på filmskaberen og kommer med tre filmbud på, hvorfor det er helt okay at være nostalgiker.

Han har erklæret filmen som et åbent brev til barndommens nabolag, så det skal i morgen blive yderst interessant at få svar på, om Quentin Tarantinos "Once Upon a Time... in Hollywood" mere er et personligt digt, end den er et film-digt. I interviews har han igen og igen omtalt filmen som et nostalgisk tilbagekig til den tid, instruktøren selv voksede op i. Men vil det også blive den ultimative hyldest til Hollywood, som titlen drillende lader til at spekulere i? For når man kender QT – som den kæmpe cinefil, han er – så er det svært at forestille sig, at den nye film holder sig i skindet og ikke vil boble over med hilsener til gamle kollegers dyder.

Spørgsmålet må være, om Tarantino også formår at hive en kunstnerisk sejr hjem for filmmediet som hyldestform og homage. For hvis nogens karriere har bygget op til netop det, er det hans. Tarantinos film bliver aldrig til kopier eller simple fejringer af gamle helte. Godt nok eksisterer de i kraft af deres nostalgi. Altså, "Kill Bill" er fra ende til anden nærmest ikke andet. Men det er også dybt personlige og dybt romantiske projekter, vi hver gang ser fra hans hånd. De er således kunstnerisk frakoblet nostalgien, fordi de i deres fejring af den er så bevidste om, lige præcis hvad de vil fejre. En laserkirurgisk form for nostalgi.

Med "Once Upon a Time... in Hollywood" kulminerer det hele så med genskabelsen af tilbageblik til en filmisk barndom, og derfor kan man ikke andet end sætte Tarantino-forventningerne skyhøjt til mandens drømmeprojekt. Det er jo film om film, og få kan deres filmhistorie som Tarantino – hvilket kun gør ventetiden til i morgen endnu mere uudholdelig. Med en klar forventning om, at homage-humøret atter vil være højt i Tarantinos Hollywood-eventyr, går vi her manden i møde og giver ham en god nostalgisk krammer med et bud på tre film og tre filmskabere, som beviser, at der absolut ikke er noget galt i at låne fra andre og hylde sine forbilleder eller sin indre nostalgiker, når man laver film.

Steven Spielberg, "Jagten på den forsvundne skat" ("Raiders of The Lost Ark")

Én af verdens mest underholdende film er fyldt med kærlighed og respekt for alt det, der gik forud. Allerstørste homage: James Bond. Måske tydeligst i film nummer to, men hele projektet med den piskesvingende arkæolog udspringer direkte af Steven Spielbergs våde Bond-drømme. Det blev aldrig til den Bond-film, så Indiana Jones var hans udgave. "James Bond uden hardwaren", som han selv har kaldt det.

Af andre inspirationskilder kan nævnes "Secret of the Incas" (1954), som filmholdet flere gange så sammen, da de lavede "Raiders". Noget, som Tarantino også har praktiseret. Og ligesom QT tyvstjæler Bruce Lees outfit til sin heltinde i "Kill Bill", så gør Spielberg præcis det samme med Charlton Heston til Indiana Jones.

John Carpenter, "Det grusomme udefra" ("The Thing")

En film, Tarantino forguder. Der er da også hilsener til Carpenters mesterværk allerede i "Reservoir Dogs", bl.a. i det psykologiske spil, der kører mellem karaktererne. "The Thing" er selv ét stort vink til én af Carpenters egne yndlingsfilm, "The Thing from Another World" (1951).

Selvom originalen ikke er så upfront og direkte i sine forbillede-fejringer som de andre, så mærker man alligevel en stor B-film-kærlighed, især i den afgørende brug af praktiske effekter og det magre, men yderst effektive plot. Carpenter formåede med "The Thing" at parre sin kærlig til barndommens halvtredser-sci-fi med mareridts-horror. Her kan henholdsvis "The Quatermass Xperiment" (1955) og "The Texas Chain Saw Massacre" (1974) nævnes som personlige juveler for Carpenter i den sammenhæng.

Brian De Palma, "Døden sletter alle spor" ("Blow Out")

Et decideret remake. I dette tilfælde af italienske Michelangelo Antonionis film "Blowup" fra 1966. Et virkelig-virkelig godt forsvar for Tarantinos homage-metoder. For når man ser det mesterlige resultat, som Brian De Palma nåede frem til i sommeren 1981 med "Blow Out" ("The Thing" udkom faktisk sommeren efter), så inspireres man ganske enkelt. Og filmen er i sig selv en salut. Helt u-undskyldende fejrer De Palma idolet Hitchcock i både lyd og billede.

Men også hilsener til en anden mester, Francis Ford Coppola og hans "The Conversation", er til stede. Og da Coppola lavede "The Conversation", var han sjovt nok inspireret af den italienske originalfilm, som "Blow Out" bygger på. Og mon ikke, QT også har "lånt" lidt i karrierens løb fra De Palma og "Blow Out"? Forbindelsen er i hvert fald direkte med et sangvalg i hans egen "Death Proof". Tarantino har desuden udtalt, at han betragter "Blow Out" som én af de tre bedste film, der nogensinde er lavet.

Kommentarer

"Once Upon a Time... in Hollywood" - den ultimative kærlighedserklæring til film?

  • 0

    Rygterne om den der R-ratede Trek-film må meget gerne blive en realitet!

    jarlen14-08-19 18:39

  • ★★★★★0

    It's a good scream. It's a good scream.

    Blow Out er så fantastisk en lille film :)

    Elwood14-08-19 20:30

  • ★★★★1

    Jeg er spændt på filmen i morgen. 

    Babo14-08-19 21:02

  • 0

    Håber manden laver film mange år frem, om nogen har han da kunne underholde rigtig mange :) håber dog stadig han aldrig får lov at røre ved Star Trek.

    Geekalot14-08-19 21:09

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen