Anmeldelse: Toy Story 4

Fjerde eventyr med Woody & Co. er så farverigt som altid og forglemmeligt som aldrig før.

Ligegyldige genindspilninger af egne tegnefilm, superhelte-udvanding og for at ødelægge franchises som "Star Wars". Onde tunger kritiserer Disney for presse citronen. Måske er det efterhånden ikke en populær kendsgerning, men noget gør mastodonten rigtigt. I hvert fald hvis super salgstal er et succeskriterie – og selvfølgeligt er de det – med indtil videre fem film med indtjening på over én milliard dollars alene i år. Seneste titel på den eksklusive liste er ikke helt overraskende Pixar-favoritten "Toy Story 4".

Ditto overraskende er det heller ikke, at der intet nyt er under solen. Fjerde og efter sigende sidste "Toy Story"-kapitel tager tråden op fra sin ni år gamle forgænger. Vores allesammens elskelige legetøj bor nu hos den nye ejer, lillepigen Bonnie. Woody & Co. oplever oftere og oftere at ende i bunden af skabet, mens Bonnie leger med nyere legetøj – heriblandt aparte Forky. Da familien smutter på bilferie, naturligvis med legetøjet i skoletasken, ender det med, at Woody og Forky bliver væk. Rejsen ud bliver igen rejsen hjem – og naturligvis ikke uden en vis andel af udfordringer.

Frem og tilbage er som bekendt lige langt, hvilket Pixar typisk slipper afsted med. Simpelthen fordi sprudlende kreativitet, smittende charme og intelligent leg med referencer rammer rent ind i alle aldersgrupper. Hvor "Toy Story 4" henrykker som endnu et teknisk kvantespring inden for computeranimation, køres farveladen til gengæld så leverpostej-kedeligt i ring, at det imødesete rendezvous med Woody & Co. hurtigt ender i glemmekassen med lillesøsters aflagte Barbie-dukker. 

Som altid har Pixar et par samtidsaktuelle kort i baghånden. At fokus er stærke kvinder synes ikke så underligt, taget Disneys enorme fokus på samme in mente. Især efter #MeToo ramte Pixar-grundlægger John Lasseter, er det oplagt at vise flag. Ikke at der noget i vejen med den tematiske undertone, men måske derfor trædes der ekstra let på tå. For "Toy Story 4" kvæles i egen vandkæmmede forsigtighed. Nok er her tale om én af de suverænt flotteste animationsfilm produceret nogensinde, men legestuen er blottet for den karakteristiske dynamik og komik, der taler til ikke kun de allermindste – men hele familien. Dertil introduceres en lang række tilføjelser til det i forvejen velvoksne persongalleri, der får "Avengers"-filmene til at blegne. Et sælsomt paradoks som børnefilm, eftersom "Toy Story"-universet ikke er så udbygget som Marvels og derfor vil være forvirrende for de mindste. Samtidig med at fjerde del ikke er intelligent nok til at henrykke på samme voksen-niveau som tidligere.

At stafetten gives videre til spin-offs synes påfaldende nærliggende. Trist tanke, og forhåbentlig sker det ikke, da legen som bekendt skal stoppe, mens den er god. Ikke at "Toy Story 4" er skidt, men noget andet, mere blød Disney end skarp Pixar. Følelsesmæssigt og som munter animationsfilm tegner det til at blive årets familie-biftur med især en slutning, som vil gå i hjertekulen for store og små. Ganske vist kalkuleret og harmløs, men knapt halvanden times underholdning i selskab med de gamle venner i Woody og Buzz Lightyear er under alle omstændigheder en tilfredsstillende omgang farvelade. 

Dengang i 1995 revolutionerede "Toy Story" filmverdenen, og rigtigt meget er sket siden da. Fans af de tre første film skal ikke forvente samme Pixar-magi som tidligere, men i stedet en effektiv Disney-film, der ikke stiller store krav som underholdende – og hurtigt glemt – dannelsesrejse mod det uendelige univers.