"Terminator: Dark Fate" kan blive første film i ny trilogi

Hvis alt går vel, kan vi forvente meget mere Terminator de kommende år.

Når "Terminator: Dark Fate" får dansk biografpremiere 31 oktober, bliver tavlen visket ren – sådan da. Det har tidligere været offentliggjort, at denne sjette Terminator-film vil se bort fra de fortsættelser, der fulgte efter "Terminator 2: Dommedag" og agere et nyt 3. kapitel, som vil tage franchisen i en helt ny retning.

Nu tyder det dog på, at historien – hvis alt går vel – kan fortsætte i flere efterfølgende film. James Cameron, der agerer producer på "Terminator: Dark Fate", har i et nyligt interview fortalt, at da de skulle skabe den nye historie, var det hurtigt tydeligt, at der var grobund for en helt ny fortælling, der kunne fortælles over tre sammenhængende film.

Se også: Arnold is back i intens trailer til "Terminator: Dark Fate"!

I hvert fald har de allerede klarlagt, hvilken retning de kunne tage franchisen i, hvis "Terminator: Dark Fate" går hen og bliver en succes.

Det er helt sikkert for tidligt at spekulere i, hvorvidt Linda Hamilton og Arnold Schwarzenegger også vil vende tilbage i potentielle fortsættelser. Til gengæld kan vi dog forvente, at hvis filmen tjener boksen, når den får premiere senere i år, vil kampen mod Skynets dræberrobotter komme til at strække sig over endnu flere film.

Kommentarer

"Terminator: Dark Fate" kan blive første film i ny trilogi

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen