Moovy Exclusive: Rumrejsehelte på film - den indre rejse i det ydre rum

I denne uge lander "Ad Astra" – en fin anledning til at se nærmere på rumfilmen som genre og dens udvikling siden de første spæde babyskridt mod stjernehimlen.

Allerede de første filmpionerer fantaserede om rejser mod stjernerne. Den vel nok mest kendte er Georges Méliès’ "En Tur til Maanen" (1902), historiens første science fiction-film, komplet med en levende måne befolket af små rumvæsner. Den fantasifulde tilgang ses også i den danske "Himmelskibet" (1918), hvor destinationen dog er flyttet til Mars. Fælles for de tidlige forsøg på at skildre det ydre rum på det hvide lærred er, at man trak på spekulationer og fantasier. Fritz Langs "Kvinden paa Maanen" (1929) undlader ganske vist små grønne mænd, men de rumrejsende helte finder dog guld på månen!

I 50'ernes Hollywood er aliens og ufoer ofte omdrejningspunktet i sci-fi-film med kulørte titler som "Cat-Women of the Moon" (1953) og "Djævlekvinden fra Mars" (1954). Her bliver udforskningen af rummet og de farer, der lurer på andre planeter, tit en (meget lidt) skjult koldkrigs-kommentar. Rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen fylder meget i disse år og sætter aftryk på rumfilmene op gennem 60'erne i så forskellige titler som Disneys familiekomedie "Må jeg, hr. general!" (1962) og den engelske "Første mand på månen" (1964). Selveste Robert Altman er på spil med "Countdown" (1967), hvor NASA er parat til at gøre hvad som helst for at få en mand på månen før russerne.

I 1968, året før den første månelanding finder sted, kommer den moderne rumfilms absolutte hovedværk – Stanley Kubricks "Rumrejsen år 2001". Det episke og udsyrede mesterværk tager rumrejse alvorligt, og trods storladen sammenvævning af menneskehedens fortid og fremtid er det hele forankret i en overbevisende oplevelse af at befinde sig ude i rummet. Det betød dog ikke, at tilgangen til rumrejser på film ændrede sig i en mere realistisk retning. For knap ti år senere kommer George Lucas' mega-fænomen "Star Wars", og med den åbnes sluserne for alle tænkelige former for science fantasy i det ydre rum – også horrorfilm med "Alien" (1979) som en uundgåelig milepæl. Der bliver også spundet guld på "Star Wars"-konceptet i alle mulige afskygninger (selv hos James Bond med "Moonraker"), og 80'erne er fyldt med familievenlige rumrejse-eventyr, gerne om kække unger, der tager på opdagelse mellem stjernerne, f.eks. i "Explorers" (1985) eller "Tilbage til virkeligheden" (1986).

Op gennem 90'erne tager rumrejse-filmen adskillige afstikkere. Der er både de seriøse science fact-film som "Apollo 13" (1995) og "October Sky" (1999), men også de mere kulørte blockbusters som tvillinge-historierne "Armageddon" (1998) og "Deep Impact" (1998). Og horror-genren lever videre i bedste velgående derude i det mørke tomrum, hvor ingen kan høre dig skrige, i film som "Event Horizon" (1997). I 00'erne bliver men-on-a-mission-filmen pudset af igen med "Space Cowboys" (2000), der prøver at gøre "Mænd af den rette støbning" (1983) kunsten efter. Og nu, da månen er grundigt udforsket, får man stillet sin higen efter det ukendte ved at tage til Mars i "Red Planet" og "Mission to Mars" (begge 2000). Man låner også fra tidligere rumfilm. I "Sunshine" (2007) læner man sig tungt op ad både "Alien" og "Event Horizon" (plottet om at genantænde solen er dog temmelig originalt!), og i 2002 genindspiller Steven Soderbergh Tarkovskys "Solaris" (1972).

Op gennem 00'erne og 10'erne får vi en række alone-in-space-film, hvor en enkelt mand (eller kvinde) må klare sagerne på egen hånd: "Moon" (2009), "Gravity" (2013) og "The Martian" (2015). Der bliver også plads til historiske film a la "Hidden Figures" (2016) og "First Man" (2018), plus de mere kulørte af slagsen i form af sci-fi til både børn og voksne med "WALL-E" (2008) og "Interstellar" (2014).

Udforskningen af det ydre rum har altså antaget ganske mange former i løbet af filmhistorien. Så har disse film egentlig noget til fælles – ud over rumrejsen? Ja, faktisk er der ét træk, der med ganske få undtagelser er mere karakteristisk for rumfilm, end måner og planeter er. I bund og grund er det den nære historie om mennesket, vores helts (eller heltindes) opgør med fortiden og sejr trods umulige odds, der er i centrum. Historien kunne i og for sig udspille sig hvor som helst; på en villavej i forstæderne, en boreplatform ude på havet eller inde i junglen under Vietnam-krigen. Men derude i det ukendte, svævende vægtløs mellem stjernerne, ofte lysår væk fra velkendte rammer og med en fjern planet som mål – lige der intensiveres dramaet og spændingen.

Det hele er sat lidt mere på spidsen, ligesom settingen tilføjer et gådefuldt og mystisk element til enhver historie. Og med god grund. I en virkelighed, hvor der ikke er flere hvide pletter på kortet, og Google altid ved, hvor du er, er der reelt kun ét sted, der har bevaret de ukendte horisonters magi. Kosmos er stadig hinsides vores viden og fatteevne – på én gang mulighedernes rum og det ultimative tomrum. En forhindring og modstander, som får selv H.A.L. 9000 til at blegne i sammenligning. Ikke så sært, at det ydre rum fortsætter med at fascinere os – også på film. Den sidste rest af uudforsket terræn, det uendelige univers, the final frontier.