Jon Favreau drømmer om at lave en ny "Star Wars Holiday Special"

Skaberen af Star Wars-serien "The Mandalorian" er en af den berygtede tv-films få beundrere.

Stort set samtlige Star Wars-fans får nervøse trækninger, når talen falder på "The Star Wars Holiday Special" fra 1978.

Langt de fleste, der har set den berygtede tv-film, betegner den som et rodet makværk af intergalaktiske dimensioner – komplet med bizarre musicalnumre og særegne gæsteoptrædener af eksempelvis rockgruppen Jefferson Starship.

End ikke castet fra den originale Star Wars-film, der året før havde blæst filmbranchen omkuld, stod til at redde det fejlslagne projekt, som byggede på en idé fra George Lucas himself.

Én af filmens få fans er instruktør og producer Jon Favreau, der nu drømmer om at lave sin egen udgave af den udskældte tv-film: "Jeg elsker 'The Holiday Special' – nogle sekvenser mere end andre. Jeg elsker introduktionen af Boba Fett og den riffel, han bar på. Det animerede stykke holder stadig. Det er ret cool. Jeg blev inspireret af det. Jeg ville elske at lave en 'Holiday Special'. Så hvis du ønsker en 'Holiday Special', så giv Disney+ besked," udtaler "Løvernes konge"-instruktøren.

Se også: Første eksplosive trailer til Star Wars-serien "The Mandalorian"!

Jon Favreau er også manden bag den første Star Wars live-action-serie med titlen "The Mandalorian", der er på vej til streaming-tjenesten Disney+.

Det var netop i "The Holiday Special", at publikum for allerførste gang – i en animeret sekvens – stødte på mandaloriansk islæt i skikkelse af fan-favoritten Boba Fett. Det skete to år før karakterens egentlige debut på det store lærred i "Imperiet slår igen", hvor dusørjægeren iført sej mandaloriansk rustning hjalp Darth Vader med at opspore rebellerne. 

Hvorvidt Favreaus drøm om sin helt egen "The Star Wars Holiday Special" går i opfyldelse, må tiden vise, men "The Mandalorian" får under alle omstændigheder premiere på Disney+ i USA 12. november.

Kommentarer

Jon Favreau drømmer om at lave en ny "Star Wars Holiday Special"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen