Steven, er du nogenlunde inde i Downton Abbey serien, eller har du anmeldt den som en der ikke tidligere har set serien?
Anmeldelse: Downton Abbey
To herlige timers charmerende underholdning med lækker middag, cognac og flotte kjoler.
Julian Fellowes' "Downton Abbey" er en serie med omdømme. I 2011 havde den prisvindende serie en kortvarig plads i Guinness Rekordbog som den bedst anmeldte tv-serie nogensinde – dog slået af "Breaking Bad" senere samme år. Oprindeligt sluttede den britiske sæbeopera i 2016. Trods en fin afslutning sidder vi nu med en fortsættelse i form af filmen med samme titel. Resultatet er udsøgt.
Filmen foregår i 1927, to år efter sæson seks. Aristokrat-familien Crawley får snarligt besøg af kong Georg 5. og dronning Mary. Husbonden Robert Crawley, jarlen af Grantham (Hugh Bonneville), og familien glæder sig over besøget, mens det er en stressende oplevelse for tjenestefolkene, der modvilligt må overlade arbejdet til de royales tjenestefolk. Imens har Crawley-familien samtidig sine egne kampe.
Persongalleriet er stort, men alle får deres øjeblik under solen med hele ni plotlinjer. På papiret er dette en umulig opgave, især med længden på to timer. Samtidig er der også tale om en fortsættelse til en seks sæsoner lang serie. Men Fellowes har på en eller anden måde knækket koden. Der er sæbe nok til alle, og både aristokraterne og tjenestefolkene får tilpas tid til at sætte deres aftryk.
Dette vil være en udfordring for dem, som ikke er bekendt med serien. Gør man en indsats, kan handlingen sagtens følges og erfares emotionelt. Modsat film som "Avengers: Endgame" er det ikke påkrævet, at man har set alt, hvad der kom før "Downton Abbey", da plottet er selvstændigt. Fans vil få en rig oplevelse (til trods for ét stort plot-hul), og ikke-fans kan nemt følge med. Filmen er i sig selv god til at danne sympati for det store karaktergalleri, hvilket er imponerende, taget længden på fortællingen kontra den omfattende mængde af intriger i betragtning.
Selvom tungen skal holdes i munden, efterlader filmen én med et smil. Karaktererne er velskrevede, skuespillerne er dygtige, og de mange plotlinjer har (for det meste) belønnende pay-offs med særligt én oprigtig rørende scene henimod slutningen. Vidunderligt er det at være vidne til Violet Crawley (den altid vidunderlige Maggie Smith) og hendes sarkasme og arrogance samt morskaben i tjenestefolkenes kamp mod de royale. Filmens historiske portræt og indblik er værdsat. Det samme er filmens selvbevidsthed. For "Downton Abbey" er karikatur med et twist. En fortælling, der omfavner og udstiller fordomme, giver efter med et glimt i øjet og ikke mindst finder punkter, hvor den kan skille sig ud. Jeg kunne faktisk blive ved med at rose Julian Fellowes' film, men kaviaren kalder.
Har man fordomme over for sæbeoperaer, vil "Downton Abbey" ikke gøre noget, der får én til at ændre mening. Men møder man filmen med et åbent sind, vil man måske blive overrasket. Som fan kan man ikke ønske en bedre fortsættelse. Glemmes fordommene, byder Julian Fellowes på to herlige timers underholdning – med lækker middag, cognac og flotte kjoler.
