Anmeldelse: Ud og stjæle heste

På papiret en temmelig omstændig bog at filmatisere, men tilsyneladende ikke i hænderne på Hans Petter Moland.

I filmens verden hersker en vis ærefrygt for de helt store litterære klassikere. Trods et utal af mere eller mindre vellykkede filmatiseringer lykkes det sjældent at genskabe det subjektive og sanselige, der former det skrevne i sindet. Mindre kan naturligvis gøre det – ét billede siger som bekendt mere end tusind ord. Immervæk en del, når 24 levende billeder i sekundet kastes på nethinden. Når Hans Petter Moland formår at indfange den nok største skandinaviske roman i dette årtusind på film, burde det være obligatorisk pensum for film- og bogelskere.

I dagene før nytårsaften 1999 sidder Trond (Stellan Skarsgård) alene i sin hytte, isoleret i det norske vintermørke. Mens den ældre mand er ved at komme sig over sin kones dødsulykke, tænkes tilbage på ungdommens lysere år. Mere specifikt en sommer 50 år tidligere, hvor en række hændelser især præger forholdet til faren (Tobias Santelmann) og Tronds egen rolle som far og enkemand. 

Per Pettersons roman er lidt af en mundfuld, der nok bedst kan beskrives som et flydende miks af eksistentielt far og søn-generationsdrama, rørende coming-of-age og lavmælt refleksion. Tå-dyppet i lun, kæk humor og en fragmenteret fortællestil, der i skovens skygger lister sig frem i antydningernes krimi-kunst uden at dykke for afslørende under overfladen. Med andre ord på papiret en temmelig omstændig bog at filmatisere, men tilsyneladende ikke i hænderne på Hans Petter Moland.

For "Ud og stjæle heste" er resultatet af en skandinavisk holdindsats, hvor kunstnerisk samarbejde går op i en højere enhed. Én ting er Molands balancerede instruktion og bog til film-fortolkning. Noget andet er Rasmus Videbæks Sølvbjørn-vindende kameraarbejde, der gennemtrænger ranglede teenagekroppe og livstrætte gammelmandsøjne og æstetiserer livets halsende åndedrag i årstidernes cyklus. Sammenfletningen af to fortællinger på tværs af for- og nutid spejles i intim synergi mellem især unge Jon Ranes, kraftfuldt underspillede Santelmann og altid blændende Danica Curcic, mens Skarsgårds portræt af aldrende skrøbelighed og bevægende, blomstrende livshåb understreger, hvorfor den 68-årige svensker fortsat er én af Skandinaviens allerbedste skuespillere.

Tid og handling er, som Trond husker den, sløret og i skår. For publikum er det en opslugende rejse ind i en art psykologisk detektivarbejde af, hvem vores hovedperson reelt er. Det er også en fascinerende opklaring af, hvordan tid opfattes. Hvordan selvfortælling transformeres til arvesynd, og hvordan en mand i sit livs efterår gør op med fortiden for at leve i nutiden. Selvom faderens mantra om, at "du vælger selv, hvornår det skal gøre ondt" høres forlæns af unge Trond og hæftes op på bitterhed, får ordene en anden betydning, når de forstås baglæns. Et uventet møde med fortiden ændrer på tilbageblikket af begivenhederne den skæbnesvangre sommer. Pointen synes at være, hvorfor ikke selv vælge, hvornår livet skal være godt fremfor at lade det gøre ondt. Måske er livet så simpelt. Hvem ved, det vil tiden vise.

"Ud og stjæle heste" fanger romanens kompleksitet og stemning, samtidig med at den for sig selv står som sanselig, rørende og eftertænksom. Hans Petter Moland står bag en på alle måder eminent filmatisering, der understreger, at norsk film ikke længere står i skyggen af svensk og dansk. Og på hvilken bedre måde end at forene de største talenter fra alle tre lande i én film.

Ud og stjæle heste

Kommentarer

Ud og stjæle heste

  • ★★★★★0

    Går denne i danske biografer nu? Jeg lagde lige mærke til at den stod på hylden (som blu-ray) i den norske butik jeg var i tidligere i dag.

    Lars! 4-10-19 21:46

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen