Vi havde en forretning i Kolding, der solgte "tøj til store piger". De havde så sat et skilt i vinduet, hvor der stod "Er flyttet til større lokaler i Bredgade" - Fanme god humor :D
Anmeldelse: Fat Front
Den danske dokumentar "Fat Front" fejrer kropsaktivisme- og positivisme gennem personlige historier fra kvinder, der stolt omfavner det at være tyk.
I 2019 fylder diskursen om kropsidealer heftigt debatten, når snakken går på kropspræsentation- og positivisme. Kampen for mere diversitet i mediebilledet og reklameverdenen. Sixpack vs. dad bod, fyldige kurver og at elske sin krop, lige meget hvordan den ser ud. En debat, der aktivt prøver at gå ind og udfordre, hvordan samfundet idealiserer og stræber efter bestemte kropstyper. Den danske dokumentar "Fat Front" sætter et reflekterende lys over det at være tyk i en moderne verden, hvilket der er kommet en tankevækkende film ud af.
Med fokus på kropsdebatten i Skandinavien følger "Fat Front" fire selverklærede tykke kvinder i slut-20'erne, der kæmper for at ændre samfundets opfattelse – og besættelse – af kropsidealer. Med forskellige midler fører kvinderne deres egen feministiske kropsrevolution via hashtags på sociale medier, optræden i medier, protestoptog, aktivisme og debatskabende events. Blandt andet følger vi danske Helene, der aktivt går ind i kropskampen blandt unge, og norske Marte, der kæmper en indre kamp for at finde kærlighed i sine kurver.
Den moderne bevægelse, kvinderne fører an i, placerer sig dermed direkte ind i feminismens igangværende fjerde bølge. Her hersker noble og helt logiske ønsker om at bestemme over egen krop og ikke ligge under for samfundets dagsorden. En dagsorden, der ifølge vor hovedpersoner skyldes patriarkatets grundlæggende hegemoniske struktur. Helene, Marte og resten af de tykke kvinder i "Fat Front" skaber sammenhold gennem Instagram, hvor en nyankommen revolution varsles med overbevisende girl power. Tættere kommer vi også på hovedpersonerne, når kampen for kroppen bliver mere end blot en ændring af samfundsidealer, da vi lærer om fælles traumer og psykiske ar.
Der ligger en dobbelttydig effekt, når de unge kvinder gentagende proklamerer, at de er ligeglade med at være tykke og med, hvad folk måtte synes, når de samtidig centrerer hele deres liv om at ændre netop samfundets opfattelse. Kvinderne kæmper en værdig kamp, og formålet er beundringsværdigt, når der prædikes selvtillid, kropspositivisme og plads til alle. Til modsætning opstår der en trist "os mod dem"-mentalitet, der synes definerende for bevægelsen. Når Helene vandrer ned ad Aarhus' gågade iført miniskørt og crop top, er det snarere med en unødvendig "fuck jer"-attitude frem for et reelt ønske om uden dømmende blikke at kunne bære, hvad hun har lyst til.
Spørgsmål om, hvor grænsen går mellem tyk og decideret overvægtig, rejser sig også. På sociale medier spredes videoer af kraftige kvinder, der livligt danser i undertøj og fejrer deres kroppe, som de er – ligesom enhver person i en ideel verden burde føle. Men bagved gemmer der sig også en konfronterende debat om en kropsidealisering, som videnskaben har bevist er sygdomsfremmende og usund. Præcis som havde det været i den anden grøft med overdreven slankhed eller, endnu værre, anoreksi. "Fat Front" springer hurtigt over disse spørgsmål, og det havde klædt fortællingen at turde udfordre sine medvirkende.
Der opstår en bismag af et vist hykleri, når pigerne anklager samfundet for at være besat af kropsbilleder, når de selv er mindst lige så – hvis ikke mere – optagede af, hvad der bør være det korrekte kropsideal at stræbe efter. "Fat Front" er bedst, når den kommer helt tæt på de fire seje kvinder, der alle hver især er beundringsværdige individer. Sammen har de gjort sig mange overvejelser om deres kroppe og selvrealisering, hvilket fremmer debatten, og fælles danner de vidnesbyrd om, at samtalen handler om langt mere end blot vægttab eller at tie stille.