Har haft en meget dyr, men også meget interessant dag.
Jeg har været på Vestsjælland for at hente nogle gamle filmplakater, som jeg før har skrevet om herinde. Jeg fik dem tilbudt lidt ud af det blå over FB, fordi sælgeren kunne huske mig fra et marked engang, og han havde lige købt en hel samling fra en ældre mand.
I samlingen var der nogle ret unikke ting.
Jeg købte bl.a. den originale danske plakat fra The Thing From Another World fra 1951, der kom til at hedde Manden fra Mars på dansk. Jeg købte også Morderen fra Himmelrummet, den danske plakat fra The Blob fra 1958.
Begge dele er utroligt sjældne. Den første har kun været på markedet en enkelt gang for syv år siden på en auktion i Amerika. Den anden har så vidt vides aldrig været solgt privat, og det eneste hidtil kendte eksemplar er i filmmuseets arkiv.
Det vilde er, at de begge to er i næsten perfekt stand. Farverne er stærke og klare og overhovedet ikke blegede, på trods af at de efterhånden har 60-70 år på bagen. Men de skulle også begge have ligget i en kuvert siden 1950'erne.
Historien bag samligen var lige så interessant, og jeg fandt ud af, at jeg nok er gået glip af mit livs handel i starten af ugen.
Samlingen stammer fra en ældre mand, der havde arvet dem fra sin bror, der døde for nogle år siden. Tilbage i 1950'erne arbejdede broren for en dansk filmdistributør, og her fik han lov til at tage et eksemplar med hjem af alle de plakater, han ville have.
Manden, der havde arvet dem, havde nu besluttet sig for at sælge ud for at finansiere en rejse, men fordi han ikke vidste noget om det, så havde han blot tage dem med på forskellige loppemarkeder og solgt dem til en enhedspris på 300 kr. stykket.
Vi taler altså om helt utroligt sjældne plakater her, så der er nogle folk rundt omkring, der har gjort et kup!
Bl.a. har manden åbenbart solgt den super sjældne og utroligt flotte danske plakat fra Den dag jorden stod stille (The Day the Earth Stood Still) fra 1952 for 300 kr. på et eller andet loppemarked. Det er altså en plakat, der på auktioner er blevet solgt for 15-20.000 kr.
Nå, men det vilde er så, at forleden ringer en kendt aarhusiansk plakatforhandler til min kontakt, fordi han har hørt gennem en anden om denne her samling. Han ved, at der er nogle sjældne gamle sci-fi-plakater i, og dem samler han selv på.
De kommer så ind på historien om Den dag jorden stod stille, og det viser sig så, at plakatforhandleren fra Aarhus lige har købt den. Ham, der købte den på loppemarkedet for 300 kr. var åbenbart alligevel ikke helt vild med den og har besluttet sig for at tjene lidt på den, så han har sat den til salg på DBA for 800 kr.
Husk, vi taler stadigvæk om en plakat til ml. 15-20.000 kr. - og hvis den har været i samme gode stand, som dem jeg købte, så har den været stort set perfekt, og så er vi nærmere de 20 end de 15.
Det helt crazy'e er, at jeg faktisk så den annonce på DBA kort efter, at den var blevet lagt op, og studsede over den.
Jeg undrede mig over den lave pris og tænkte umiddelbart, at det nok bare var et moderne genoptryk købt hos allposters.com eller etsy e.l.. Men på den anden side var prisen lidt for dyr til et genoptryk, og den var beskrevet som en gamle foldet plakat fra 1952, så jeg ville egentligt have ringet på den og hørt nærmere.
Af en eller anden grund så glemte jeg det dog, og da jeg kiggede igen et par dage senere var den selvfølgelig væk. Det var så plakatforhandleren fra Aarhus, der havde skyndt sig at købe den, da han fandt ud af, at det var den ægte vare. Så han har gjort sit livs handel.
Jeg ærgrer mig selvfølgelig en smule, for jeg var meget tæt på at gøre det samme. Men sådan er det jo bare.
Det er i hvert fald vildt, at det stadigvæk kan lade sig gøre at lave SÅ gode køb på DBA, hvor alle, der samler på plakater eller sælger dem, trods alt kigger med fra tid til anden.
På den anden side ser giver det jo håb om, at der stadigvæk findes unikke samlinger derude i skuffer og skabe, som pludseligt kan dukke op.