Anmeldelse: Anomalisa

Den amerikanske manuskriptforfatter Charlie Kaufman har det med at prikke dér, hvor vi er mest sårbare. I underfundige film som "Being John Malkovich" og instruktørdebuten "Synecdoche, New York" har Kaufman udforsket menneskets skrøbelighed i en verden, der ofte synes meningsløs. Nu gør han det igen. Denne gang er det dog ikke i den virkelige verden, men i en stop-motion-dukkeverden, at handlingen udspiller sig.

Vi følger Michael Stone (David Thewlis), en midaldrende forfatter på et kønsløst hotel i Cincinnati, hvor han skal holde et foredrag. Udadtil har han styr på tilværelsen med barn, kone og en succesfuld selvhjælpsbog, men i realiteten er han ved at gå op i limningen. Han er træt – ikke bare af sit eget liv, men også af, hvor kedeligt ens alle mennesker er. Derfor leder han efter noget unikt. En anomali. Det finder han i Lisa (Jennifer Jason Leigh), en akavet kvinde med lavt selvværd, han tilfældigvis støder ind i. 

I hænderne på de fleste instruktører havde "Anomalisa" formentlig udviklet sig til en sød, romantisk komedie. Charlie Kaufman og stop-motion-instruktøren Duke Johnson har haft en helt anderledes vision. De to instruktører har lavet en angstprovokerende film om ensomhed og den desperate kamp for at undslippe livets trivialiteter. Det er bestemt ikke opløftende at overvære. Der er ganske vist små komiske indslag til at lette på stemningen, men overordnet set er "Anomalisa" en deprimerende undersøgelse af, hvad det vil sige at være menneske.

Netop filmens eksistentielle natur stemmer perfekt overens med brugen af stop-motion. De skrøbelige dukker understreger smukt, hvor sårbare vi mennesker er. Dukkernes ansigter er påklistret resten af kroppen, fordi vi som mennesker ofte gemmer os bag en facade. Brugen af dukker kommer også filmens lydside til gode. Kaufman og Johnson har begået en genialitet ved kun at benytte tre skuespillere til at indtale samtlige karakterers stemmer. Mens David Thewlis og Jennifer Jason Leigh spiller henholdsvis Michael og Lisa, lægger Tom Noonan stemme til alle andre karakterer, både mænd og kvinder. Det formår på underholdende vis at give et indblik i, hvor monoton verden er ifølge Michael.

Selvom "Anomalisa" tematisk på mange måder ligger i forlængelse af Kaufmans instruktørdebut, er den, hvad angår ambitionsniveau, en mindre størrelse. Mens "Synecdoche, New York" var decideret overambitiøs og overvældende, er "Anomalisa" omvendt mere kompakt og ligetil. Handlingen udspiller sig over en dags tid, og spilletiden er kun 90 minutter. Det er desværre også for lidt. Den slutter abrupt og har desværre ikke helt den samme tyngde, som flere af Kaufmans tidligere film havde.

"Hvem er du? Hvem er jeg? Er der nogen, der kan besvare det spørgsmål?" Sammen med Duke Johnson har Charlie Kaufman lavet en dukkefilm om det at være menneske. Sammenlignet med hans tidligere mesterstykker er "Anomalisa" måske en smule undervældende, men selv en fedtfattig Kaufman-film har rigeligt eksistentielle spørgsmål at gruble over.