Godzilla: King of the Monsters (2019)
Hold kæft en larmende film. Der er så mange rystende bygninger og bulder og brag, at man hurtigt kunne bombes sanseløs. Jeg kan så til stadighed undre mig, at man ikke kan komme op med en bedre historie end det lattervækkende pladder vi ser her.
Jeg er med på at big monster genren, ikke ret ofte har de mest sofistikerede fortællinger. Men her er det, som vi desværre ofte ser, kørt ud på en rodet spor af ideer, man må undre sig over at voksne mennesker vitterligt har stået bag.
Filmens persongalleri fungerer i øvrigt også kun som ubegavede brikker til at flytte os videre i handlingen. Det er hvad det er, når man kommer for at få monsteraction. Det får man også. Men i store dele er man så lidt med, på grund af at rammen, dens klicheer og at andet ikke fungerer optimalt, at man sidder og småkeder sig.
Det sagt, så er der også andre tidspunkter, hvor man trods alt hænger på, fordi man vil se på de imponerende skabninger smadre hinanden og det nyder jeg. Den forkærlighed jeg har til dette, trækker derfor oplevelsen op for mig.
På effektsiden mindes jeg at jeg var ret imponeret over Godzilla fra 2014, der skulle være starten på at skabe et cinematisk monsterunivers. Om jeg stadig ville være dette ved et gensyn, tør jeg ikke svare på. Men med denne her, der er tredje film i rækken med ”Kong: Skull Island” som nummer to, der blev jeg lidt skuffet. Fandt ikke at de store uhyrer så stofliggjorte nok ud.
Om det er derfor at store dele af filmen føles som ses den igennem et filter af nattens mørke, regn og sne og en generelt overlæsset visuel side, tør jeg ikke sige. Jeg kunne dog også her savne, at man sparede lidt på krudtet og gav os mere tid til at nyde de enkelte momenter, hvor alt ikke fremstod så utydeligt og hidsigt.
Det dog stadig en fryd at se vores monstre smadre igennem storbyer, uanset. Men hvor ”Godzilla” fra 2014 bød på en habil start, så er det gået ned ad bakke med de to næste film, hvoraf denne er den hidtil svageste. Skal jeg glæde mig til ”Godzilla Vs. Kong”, instrueret af Adam Wingard (af alle)? Jeg ved det ærligt talt ikke.
Bedømmelse: 5/10