Sideways
Miles (Paul Giamatti) tager vennen, Jack (Thomas Haden Church), med på en vintur til Californiens vingårde inden han skal giftes. Dette løber hurtigt af sporet, da Jack er fast besluttet på at få et sidste knald inden den store dag.
Sideways er ved første øjekast et varmt komediedrama om to forskellige, men ikke desto mindre tætte, venner. Men lige under overfladen ligger en dyb sårbarhed. Miles har set sig sur på sig selv, og resten af verden, efter et forlist ægteskab. Det kommer til syne i Miles pessimisme og selvhad. Men dette er kun en facade. Et følelsesmæssigt skjold konstrueret for at Miles kan beskytte sig selv mod den ubehagelige sandhed.
Miles er i sidste ende bange for at lade en anden person komme tæt på. For han er ganske enkelt bange for at blive såret igen. Alt dette illustrerer Giamatti på glimrende vis med en pragtpræstation.
Sideways er bestemt et både sjovt, og varmt, bekendtskab, men den bliver hængende i hukommelsen længe efter, at rulleteksterne har rullet over skærmen grundet dens ærlige sårbarhed.
Enhver som har været i et forlist forhold og har været bange for at blive forelsket igen på grund af risikoen, for at blive såret kan højst sandsynligt nikke genkendende til Miles facade.
Facaden begynder dog at krakelere, da han bliver genforenet med servitricen Maya (Virginia Madsen), som bor og arbejder, i Buellton, hvor Miles og Jack opholder sig under deres ferie.
Her kommer filmens rå nerve for alvor til syne under den smukt skrevne, og ikke mindst velspillede, scene, hvor Maya beskriver, hvorfor hun holder så meget af vin. I dette øjeblik bliver det krystalklart for Miles at han har følelser for Maya. Man kan vitterligt se Miles blive forelsket i Maya, for efterfølgende at blive ramt af den overvældende indre frygt, der ligger i at blive forelsket igen. Jeg kan ikke understrege nok hvor stærk og velspillet denne scene er.
The life of wine scenen.
Sjov, rørende og relaterbar.