Moovy Exclusive: Fra Elton til Bruce: Hvorfor så mange britiske musikfilm?

Hvad er baggrunden for stigningen af sing-alongs på storskærmen i England? Er det et udtryk for eskapisme og romantisering af fortiden i en tid præget af usikker fremtid?

Dette år vil for mange blive husket for Englands (formodentlige) vej ud af EU. For biografgængere har 2019 været musiknostalgiens år. Vi er midtvejs i oktober og har allerede set film drevet af lyden og sangene fra blandt andre Sir Elton John, The Beatles og nu Bruce Springsteen i den biografaktuelle "Blinded by the Light". Mens Marvel har haft travlt med at spille Avengers i slutspillet og sende sin nye guldklump Spider-Man på efterårsferie, så har de særligt i det britiske spundet trikoter og kapper ud af deres forældres pladesamling. 

Med musikfilm som "Rocketman", "Yesterday" og "Blinded by the Light" bliver de britiske studiechefer ved med at dykke dybt ned i deres vinylkasser. Snart begynder produktionen på "Stardust" om David Bowies ikoniske alter ego Ziggy Stardust, og til november er der premiere på juleromancen "Last Christmas" med inspiration fra det britiske ikon George Michael og bandet Wham!. 

Musikfilmen er et hit

Disse britiske og musikglade film har alle haft premiere året efter det problemfyldte portræt af Queen i "Bohemian Rhapsody", som scorede box office-kassen og sikrede Rami Malek en Oscar for bedste mandlige skuespiller for rollen som rockguden Freddie Mercury. Selvom musikbiografier og jukeboks-musicals længe har været en pålidelig historie at gå til, virker det til, at noget andet tog form i kølvandet på Bryan Singers – og Dexter Fletchers – film.

Årets første britiske rockstjerne-film var om Elton John i "Rocketman" – også instrueret af Fletcher. En dør åbnes, og gennem røg svinger en figur ind i besmykkede, orange horn, guldkrave og fyrig fjerdragt. Sommerens superhelt er ankommet: Navnet er Sir Elton John (eller Taron Egerton). Hans superkraft? At få folk i biografsæderne. I åbningsscenen går Elton fra popmusikkens mest dekadente kejserlige periode og direkte til rehab, hvor han fortæller om sit liv fra lille knægt i forstaden til kokain-trip og kæmpekoncert på Dodger Stadium. Filmens handlingsbue – spoiler alert, berømmelse beriger dig ikke, min ven – vil være velkendt for alle, der for nylig har besøgt en biograf, hvor musikken spiller.

Musikken som karakter   

Kort efter "Rocketman" kom Danny Boyles "Yesterday". En romantisk komedie, der spørger, hvordan livet ville være, hvis The Beatles aldrig havde eksisteret. En guitar-svingende singer-songwriter rammes af en bus og vågner op for at opdage, at verden ikke længere kender The Beatles. Han spiller "Yesterday" for sine venner, og de tror, han har skrevet sangen. Cigaretter, Coca-Cola og Harry Potter er også alle væk, selvom deres forsvinden tilsyneladende ikke har noget at gøre med The Beatles. Den pågældende film er skamløs fantasi. Men hvad er popmusik, hvis ikke det er en direkte appel til eskapisme, fantasi og forestillingsevne?     

Årets næste britiske musikføler er den biografaktuelle "Blinded by the Light". Historien om Javed – en britisk-pakistansk teenager, der vokser op i den engelske by Luton i slutningen af de thatcheristiske 1980'ere – vækker genklang i vor tids brexit-atmosfære. Det er den typiske fortælling om weltschmerz, kultursammenstød og frigørelse, men Javeds rejse drives stilistisk frem via hans nyvundne favorit, Bruce Springsteen, og dennes musik. Filmen har ingen stjerneskuespillere – den største stjerne er Bruce Springsteen. I "Blinded by the Light" er musikken en karakter i filmen. Den hjælper med at forklare, hvorfor Springsteen er vigtig for teenageren Javed, og fungerer som salgsvare til at lokke folk i biografen.

Eskapisme i usikre tider

De britiske musikfilm er en lukrativ nostalgi-industri. Det handler ikke om at skildre fortiden autentisk, men om at genskabe den til at undslippe en nutid, vi ikke så godt kan lide. "Forget your troubles, come on get happy", sang Judy Garland tilbage i 1950'erne, men vi kunne lige så godt synge det i dag. Musikfilmen nød tidligere to gyldne epoker. Først i 1930'erne under Depressionen. Derefter under og direkte efter 2. verdenskrig. I begge perioder var verdenssamfundet under pres og ønskede at glemme problemerne – om ikke andet i momenter. I urolige tider fungerer film som et vigtigt middel til at flygte fra hverdagens realiteter og lade sig forsvinde i nostalgiens fortryllelse.

I en tid domineret af international angst, hvad enten det er klimaforandringer, Boris Johnson, politisk ustabilitet eller et delt Storbritannien, ønsker folk hverdagsflugten. Musikfilmen giver muligheden for et samlingspunkt og et værn mod hårde sandheder gennem en farverig prisme af eskapisme på det store lærred. Filmens magi giver plads til at bevæge sig ind i en anden verden. Én, der er overdrevet og større end livet. Måske endda greater than Great Britain.

Kommentarer

Fra Elton til Bruce: Hvorfor så mange britiske musikfilm?

  • ★★★★★★0

    Der er vel et købestærkt ældre publikum, der er vokset op med meget af denne musik og hvor børnene nu er flyttet hjemmefra, friværdien har sat boligen i tip top stand og så skal de jo ud og finde andet at bruge pengene til:-D

    T. Nielsen16-10-19 12:07

  • 0

    “I urolige tider fungerer film som et vigtigt middel til at flygte fra hverdagens realiteter og lade sig forsvinde i nostalgiens fortryllelse.”
    Virkelig godt skrevet og rigtig interessant artikel.

    Sebastian16-10-19 12:28

  • ★★★★0

    God artikel. Og som Judys datter sang

    "Life is a Cabaret ol' chum!"

    Bruce16-10-19 12:37

  • 0

    Det kan godt være filmen er britisk produceret, men den handler dog om en ærke amerikansk sanger/musiker. Jeg var lige ved at håbe på en helt anden Bruce, som netop er brite :-)

    Sjov titel til filmen i øvrigt. Aldrig en sang han selv har været super kendt for (hvor de andre film jo er navngivet efter nogle af de største hits). Blinded by the Light er langt mere kendt gennem coveret af Manfred Manns Earth Band :-)

    Nagash16-10-19 17:17

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen