Anmeldelse: Maleficent: Mistress of Evil

Hvis dette er, hvad vi kan forvente os af Disneys live-action-film i fremtiden, takker jeg pænt nej tak.

Siden den første "Maleficent" udkom i 2014, har Disney hvert år udgivet en live-action-version af en af de gamle tegnefilm-klassikere. I år har de om noget mættet markedet med hele fire af slagsen: "Dumbo", "Aladdin" "Løvernes konge" og nu "Maleficent: Mistress of Evil". Som titlen antyder, er der tale om en efterfølger til filmen om den onde (og misforståede, viste det sig) fe fra "Tornerose". Man kan mene, hvad man vil, om de nye genindspilningers berettigelse, og kvalitetsmæssigt har de da også svinget en del. Dette sidste skud på stammen rammer dog den hidtidige bund med et rungende brag, der forhåbentlig kan ruske de ansvarlige hos musestudiet op af deres dollar-inducerede Tornerose-søvn.

Lad mig slå det fast med det samme: "Maleficent: Mistress of Evil" er en forfærdelig film. En af den slags, vi førhen var forskånet for i biografen, og som blev listet ud af bagdøren direkte på dvd. Jeg var ikke spor pjattet med den første "Maleficent", men den prøvede i det mindste at fortælle en alternativ version af den gamle klassiker. Efterfølgeren har intet nyt på hjerte. Det er atter historien om, hvor synd det er for Maleficent, som i virkeligheden ikke er ond, men bare har haft en dårlig PR-agent (hendes tjener hedder Diaval, for pokker!). Det er igen menneskerne, der er de virkelige nederdrægtige (eller blot imbecile nikkedukker, der blindt parerer ordrer). Dog får vi denne gang en ond stedmor, hvilket selvfølgelig passer til eventyr-genren.

Filmen henvender sig tydeligvis ikke til børn, da den ligesom forgængeren er uden danske stemmer og har en 11 års-censur (filmens afsluttende fe-Holocaust har nok heller ikke hjulpet på den galej). På trods af et CGI-budget svarende til et mindre lands BNP, så er det som at overvære et rollespil i Hareskoven eller et egnsteater opsat af lokale fantasynørder – bare med fejende flotte kostumer og dyre kulisser. Historien og personerne er så drivende uinteressante, at mit blik oftere og oftere flakkede mod det grønne nødudgangsskilt i biografen – i takt med at handlingen slæbte sig afsted. Man har åbenbart ment, at filmen ikke kunne klippes længere ned end to timer, skønt der ingen karakterudvikling er. Det hele er bare én stor, langtrukken plotudfoldelse om en ond dronning, der vil udrydde de stakkels eventyrvæsner (tænk "Avatar" i 120 siders Pixi-bogsformat).

Angelina Jolie er som Maleficent, der immervæk burde være filmens omdrejningspunkt, nærmest reduceret til stift spillende birolle samt magi-skydende flyvemaskine i finalens stort anlagte (men gabende kedelige) "Ringenes herre"-kopierende slag. Resten af castet, der bl.a. tæller Oscar-vinder Chiwetel Ejiofor og Michelle Pfeiffer, må også give fortabt og se sig selv køre på autopilot, trådt under fode af filmens altfortærende plotmaskine.

Man forsøger febrilsk at tone rent identitetspolitisk flag med et væld af farverige skabninger i alle afskygninger, racer og køn. På samme måde foie gras-hamres filmens morale om, at det er okay at være anderledes, ned i halsen på publikum. Har man intet lært af tidligere Disney-pletskud med lignende temaer, såsom "Frost"? Denne gang er i hvert fald helt i skoven, når det kommer til nuancer og subtilitet.

"Maleficent: Mistress of Evil" lugter langt væk af et projekt, der udelukkende er sat i søen for at score kassen. Selvfølgelig bør film kunne tjene penge, og det er også afgørende for, om der fortsat bliver lavet nye. Men hvis dette er, hvad vi kan forvente os af mediet i fremtiden, takker jeg pænt nej tak. It was fun while it lasted.