Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★★0

    Tak for kommentarer. :)

    Bruce21-10-19 23:14

  • ★★★★★★0

    Hatari! (1962)

     

    ”Hatari!” der betyder fare på færde, er en herlig og dybt elskelig film og hører til en af de mest hyggelige jeg mindes at have set. Der er egentlig ikke den store handling, i den rimeligt lange film på 2½ time.

    En kvindelig fotograf kommer til en flække i Afrika, hvor et gruppe mennesker fanger dyr til zoologiske haver. Her forelsker hun sig i Sean (John Wayne), der ikke lige mener sig selv værende kærestemateriale. Meget mere er der ikke i historien. Men det til trods, så keder man sig ikke i et eneste minut.

    Replikkerne er morsomme og velskrevne. Som i en scene hvor Wayne finder en fremmed dame i sin seng. Her viser instruktør Howard Hawks virkelig sit talent for komik, timing og hvordan han er i stand til at få skuespillerne til at lege med dialogen i en rap og morsom ordveksling.

    Der er flere gode scener som den hvor en i gruppen vil malke en ged, indtil han hører at det er en han. Det er ikke kun det skete, det kan man kalde plat, men måden Hawks sætter det i scene på der rammer så flot at det bare svinger.

    Filmens store plus er også, sammen med de gode replikker, måden Hawks viser et billede af en gruppe sympatiske mennesker på, der holder sammen i et tæt venskab. Det præsenteres på en lun måde, som man bliver i godt humør af.

    Det er lykkes Hawks ud af Harry Kurnitz historie, at opbygge filmens karakterer, så ingen af de bærende virker kedelige. Man fatter interesse for dem, trods det at de ikke er specielt dybe eller har nogen decideret usympatiske sider, hvad der gør dem lidt ensidige måske. Men de virker.

    Også filmens mere spændende passager, hvor de drøner rundt på savannen og prøver at indfange forskellige dyr, er helt igennem vellykket og virker meget ægte og troværdige, også den dag i dag (hvor en sådan film nok og måske meget heldigt, ikke ville falde i god jord). Det skyldes måske det faktum at Hawks lod skuespillerne spille disse scener selv, og bare fangede hvad der lige var i kameraet, også hvis et dyr slap fra dem, eller når et næsehorn gik løs på bilerne.

    Filmens i øvrigt helt flotte billedside har Russell Harlan stået for. Han har på dette tidspunkt en lang række af større eller mindre film som ”Rio Bravo” ”The Blackboard Jungle”, ”Red River” og andre bag sig.

    Filmens musik leveres flot af Henry Mancini. Han er måske mest kendt for sit iørefaldende tema til ”The Pink Panther” filmene med Peter Sellers. Han har dog leveret så mange andre fremragende scores og sange, at det er mere end svært at pege enkelte ud. Her vil de fleste især nikke genkendende til den simple, og indrømmet både søde og enerverende melodi, ”Baby Elephant Walk”. Den blev en millionsællert i sin tid, og stadig kendes den dag i dag (når folk hører den).

    Men altså, ”Hatari!” er en komedie, iblandet eventyr og kærlighed. Hvis man kalder det en feel-good film, for sådan virker i den i højeste grad, så er det en af de mere succesfulde og bedre af slagsen.

     

    Bedømmelse: 8/10

    T. Nielsen22-10-19 09:39

  • ★★★★★★0

    Så to ret forskellige film i aftes.

    Eli (NF) - Spændende opbygning, og det hele tegner til at blive en god gyser, og så stikker det fuldstændig af, og bliver årets mest åndsvage film. 

    The Green Zone - Fin krigsfilm om Irakkrigen og manglen på masseødelæggelsesvåben. Sådan set bare en go´ film.

    davenport22-10-19 14:10

  • ★★★★0

    Watchmen - S01E01

    Tja :-/ Skal nok se mere. Den har jo fået god kritik. Men første afsnit rev ikke voldsomt i underlivet.

    Men universet er så heller ikke tegnet op endnu.

    Bruce23-10-19 14:13

  • ★★★★★0

    Jeg synes til gengæld at det var er fremragende første afsnit. Jeg har læst tegneserien, og selvom at det ikke er en filmatisering af den, men en fortsættelse, så hjælper det måske at have den baggrundsviden.

    Kruse23-10-19 14:32

  • ★★★★★★1

    The Spy Who Loved Me. (1977)

    Filmen har alt det, som gør Bond til Bond, og nogle af de mest spektakulære momenter i Bondhistorien.

    Det hele starter i en skihytte i Østrig, hvor James, som sædvanligt, har nedlagt en skønhed. Da han kaldes til tjeneste midt i det hele, viser det sig, at han er fanget i en fælde, hvor han jages på ski. Under jagten viser det sig selvfølgelig, at Bond aldrig er uforberedt, men har medbragt gadgets. Herunder en skistav som kan skyde - og, da det ser allerværst ud, og han styrter ud over en klippe, en faldskærm med Union Jack!

    En af de (russere, viser det sig) Bond dræber i jagten, har en særlig betydning senere i filmen.

    Filmens plot er klassisk: En af Bond-seriens bedste skurke, Karl Stromberg, har sat sig for at stjæle ubåde udstyrede med atom-missiler - målet er salg til højest bydende og ultimativt tredje verdenskrig. Hans fæstning er noget af det mest imponerende fra en Bond-film. Når armageddon starter, sænker han ganske enkelt pylonerne på hans gigantiske havbolig, for at overleve under vand, med særligt udvalgte, selvfølgelig.

    Filmen introducerer også den mest ikoniske håndlanger i hele Bond-universet: Jaws - kæmpen med ståltænderne. En tilsyneladende usårlig skabning, som aldrig kommer mere til skade, end at hans tøj bliver støvet.

    Filmens absolutte clou er intet mindre end Bond-seriens bedste biljagt - sluttende absolut spektakulært, med Lotusen som forvandles til ubåd.

    Roger Moore peakede i rollen som 007 - han var cool og med en ironi, som klædte figuren.

    At en af seriens bedste Bond-piger, Babara Bach er med, trækker ikke ned. Hun er absolut Bonds kvindelige modstykke som Major Anya Amasova - og det er selvfølgelig hendes kæreste, som Bond har dræbt, hvilket fører til lidt komplikationer, da hun har svoret at dræbe kærestens morder. Især fordi, netop de to skal samarbejde for at nedkæmpe Stromberg.

    Filmen bevæger sig vidt omkring, blandt andet til Egypten og pyramiderne og slutter i Middelhavet, hvor Bond naturligvis nedkæmper både Stromberg og Amasovas modvilje og modstandskraft.

    Også nogle af seriens bedste replikker kommer fra 'The Spy Who Loved Me':

    Bond kigger på en haremspige og siger: ”When one is in Egypt, one should delve deeply into its treasures...”

    Bond om filmens skurk: ”Mmm, maybe I misjudged Stromberg. Any man who drinks Dom Perignon ’52 can’t be all bad.”

    Q: ”Right, now pay attention 007. I want you to take great care of this equipment. There are one or two rather special accessories.”
    Bond: ”Q, have I ever let you down?”
    Q: ”Frequently.”

    Bond omtaler Jaws: ”He just dropped in for a quick bite.”

    Filmens design er måske det bedste ved det hele - der har aldrig været en flottere base i en Bond-film.

    8/10 og 5/6

    Wayne23-10-19 20:54

  • ★★★★★1

    Er lige blevet færdig med serien “Unbelievable”. Sikke en stærk og vellavet serie. Den fortjener al den ros den har fået.

    Kruse23-10-19 22:06

  • ★★★★★★0

    Night of the Bloody Apes (1969)

    Den er ikke supergod, men ok underholdende. Der er et abemenneske som slår folk ihjel, kvindelige brydere, bryster og ok omgang gore.

    Ikke tosset af en mexicansk lowbudget horror-sag, som er overstået på cirka en time og tyve minutter.

    Zero Cool23-10-19 22:16

  • ★★★★★0

    Jeg samlede The Walking Dead op igen. Jeg sluttede midt i 5. sæson sidst. Det har virkelig ikke været særlig godt (hvilket vel var grunden til at jeg stoppede sidst), men nu har den godt nok oppet sig, og jeg tror at det afsnit jeg lige så (sæson 5, episode 14, "Spend") er ét af seriens bedste så langt. 

    Det er en serie som ellers har svært ved at finde på noget nyt, og dialogen er ikke altid lige godt skrevet. Men dette afsnit bød på alt det bedste. Masse spænding, zombie-gore, fungerende drama, stærke karakterøjeblikke (især Glenn og Eugene)... Men jeg har mistanke om at serien dykker lidt i kvalitet igen i de kommende sæsoner. Og jeg har en mistanke om nogle af de ting som kommer til at ske, takket være spoilende memes, som gik viralt for et par år siden. 

    Lars!24-10-19 23:26

  • ★★★★★★0

    Solo: A Star Wars Story (2018)

    I had a bad feeling about that.

    Når man går ind til noget med lave forventninger, så skal der ikke så meget til for at man bliver tilfreds.

    Han Solo er for mig den største personlighed i Star Wars universet. Og det er ikke fordi at han er en "scumbag" - som altid handler for sit eget bedste. Men fordi vi ved at hans samvittighed altid vinder til sidst og bringer ham på de godes side. Det gør ham til den menneskelige helt som serien har brug for.

    At han så spilles af en af mine absolutte favoritter; Harrison Ford - med et glimt i øjet og en ironi, som ingen andre kan gøre på samme måde, gør det næsten urimeligt umuligt for en efterfølger at skulle løfte.

    På trods af at Alden Ehrenreich både er lavere og har et kraftigere ansigt, så har han en karisma som kan bære rollen - næsten. Flere gange kunne jeg se en ung Harrison Ford i præstationen, og det vidner om stor indlevelse af Alden.

    Der findes kun en Harrison Ford, men Alden gør det så godt at jeg kunne distancere fra det og faktisk nyde filmen.

    Filmen vil aldrig nå højt på min personlige liste over film i Star Wars sagaen, dertil er den simpelthen for let - men det er absolut god underholdning som får min anbefaling. Og så er der basis for en fortsættelse, med den afslutning.

    4/6 og 7/10

    Wayne25-10-19 10:03

  • ★★★★★★0

    Star Wars; The Last Jedi (2017)

    Filmen har klart en Star Wars feeling - men jeg savner et mål for universet.

    En del dedikerede fans var ikke tilfredse med I-III i serien - men det er jeg langt fra enig med dem i. Det bragte os tilbage i tiden til den tid der lå før - og førte os frem til den oprindelige saga. En meget stor del af plottet var givet i forvejen da vi skulle følge Anakin's forvandling fra Jedi til Darth. Så det var ikke muligt at lave så store overraskelser som vi oplevede i The Empire Strikes Back - som stadig er den bedste i serien.

    Jeg var ikke tilfreds med The Force Awakens - mest fordi det mest var en gentagelse af noget vi havde set før, og fordi det ikke gav mening at Rey pludselig havde kræfter som de mægtigste Jedi's først opnår efter lang tids træning.

    Rian Johnson giver os en gedigen Star Wars film, tilsat irriterende hamsterlignende væsener. Ewoks var nuttede og gav intet godt til universet - og disse Disney figurer er klart værre.

    Luke endte som en sur udgave af Yoda - og hans "opløsning" gav ingen mening. Leia trodsede tyngdeloven, og kunne pludselig udføre et trick ingen har gjort før hende - hvis det var muligt, så burde Master Windu ikke være forsvundet i det mørke rum. Anakin's personlighedsændring var forståelig, og logisk - men Ben Solo's udvikling til Kylo Ren er ikke, og slet ikke at han bliver i rollen da han bryder båndet til sin master.

    På trods af det så var der flere opløftende momenter i filmen. Den største overraskelse var da den mægtigste fjende viste sig at være mindre mægtig - og slet ikke uovervindelig.

    Adam Driver er en klar gevinst som skurk - og scenen hvor man troede at han var på vej til den gode side var næsten genial. Side historier og bi-figurer fungerer også - men jeg havde klart forventet mig en større rolle til Poe Dameron/Oscar Isaac.

    Fortsættelsen bliver vanskelig - for nu da det er fastslået at Kylo Ren, på trods af sin baggrund som barn af Han og Leia er ren ondskab - så er det jo kun en måde saga'en kan ende.

    En kamp mellem Rey og Kylo - som er søskende, viser det sig, og udfaldet er givet; Rey dræber Kylo. Dog har seneste trailer spoilet en del.

    Tilsyneladende vender Kejseren tilbage. Fair nok, han er jo udødelig - men hvorfor først nu? Og noget kunne tyde på at Kylo og Rey i stedet ender med at slå sig sammen (er de søskende - eller fætter og kusine?

    Men, men. Disney har ikke købt rettighederne til universets strøste guldæg for at lade det hvile i fred - så det kommer ikke til at slutte her.

    Spørgsmålet er så om man vælger at gå endnu længere tilbage i tiden - eller om man vil fortsætte den nuværende slingrekurs uden mål og mening.

    Jeg savner i den grad Lucas i føresædet, som aldrig ville have ladet de oprindelige helte i stikken. Hvorfor er R2D2 og C-3PO reducerede til statister - og hvorfor får Luke så tarvelig en afslutning?

    4/6 og 7/10

    Wayne25-10-19 10:21

  • ★★★★★★0

    Jeg savnede i det hele taget, at både Luke og Solo spillede større og mere afgørende roller og at de også havde fået lov til at spille sammen, også sammen med Leia. Jeg ved godt, det ville blive kaldt fan-service og det er jo blevet det nye fy-ord. Men jeg ville have fundet det havde været en positiv fan-service, i hvert fald gjort ordentlig. Jeg er med på, at de skal have yngre helte på banen, for at sælge varen til en nyt publikum, som næppe som jeg gider og se på ældre mænd og kvinder hoppe rundt. Men havde gerne set de havde haft mere afgørende indflydelse og medvirken.

    T. Nielsen25-10-19 10:35

  • ★★★★★★0

    Jeg savnede i det hele taget, at både Luke og Solo spillede større og mere afgørende roller og at de også havde fået lov til at spille sammen, også sammen med Leia. Jeg ved godt, det ville blive kaldt fan-service og det er jo blevet det nye fy-ord. Men jeg ville have fundet det havde været en positiv fan-service, i hvert fald gjort ordentlig. Jeg er med på, at de skal have yngre helte på banen, for at sælge varen til en nyt publikum, som næppe som jeg gider og se på ældre mænd og kvinder hoppe rundt. Men havde gerne set de havde haft mere afgørende indflydelse og medvirken.

    Ja, det var virkelig en forspildt mulighed for at have samlet det gamle hold. Jeg havde også håbet på at man havde fulgt mere af den originale kanon - hvor Han og Lei bliver sammen og får en større familie.

    Fanservice var der rigeligt af i forvejen, med alle de gentagelser. Så det ville næppe have gjort en større forskel.

    Wayne25-10-19 11:03

  • ★★★★★★0

    Så det ville næppe have gjort en større forskel.

    Ikke i negativ forstand i hvert fald (selv om haters altid vil finde noget;)

    T. Nielsen25-10-19 11:08

  • ★★★★★0

    Dolemite Is My Name (2019)

    Tilbage i blaxploitation-æraens guldalder i 70'erne blev der ud over hårdkogte og legendariske film-klassikere såsom "Shaft", "Superfly", "Black Ceasar" og "Coffy" også kreeret en lang perlerække af mildt sagt kulørte krimi-komedier, der ikke tilnærmelsesvis tog hverken deres historier eller deres spraglede persongalleri seriøst.

    Blandt skaberne af disse kiksede men altid enormt charmerende knaldperler var super entertaineren og underholdnings-alfonsen Rudy Ray Moore blandt de absolut bedste og mest passionerede, og derfor var det da også oplagt at lave en biografi om denne ildsjæl og hans kulørte følgesvende af humørfyldte homies og sexede kællinger med glimt i øjet og svung i tøjet.

    Eddie Murphy - i hvad man roligt kan betegne som hans livs indtil videre største comeback - spiller den altdominerende hovedrolle som den evige optimist og fantast Rudy Ray Moore, der i en sen alder ikke er nået længere med de store drømme og armbevægelser end at arbejde som ekspedient i en pladebutik og kikset opvarmer i den lokale natklub. Trods Rudys insisteren på at han er tiltænkt en større rolle i verden og underholdningsbranchen, har hans venner og kollegaer svært ved at tage ham seriøst.

    Dette ændrer sig dog brat, da Rudy en dag har et sammenstød med den lokale bums og ordsmed Roy, hvis lyriske sind han bliver så inspireret af, at han straks bruger det til at skabe et alter ego som den fandenivoldske gavflab og utæmmede trussetyv Dolomite. Den bramfri persona bliver hurtigt et latterfremkaldende hit på natklubben blandt folk og fæ der gør, at Rudy samtidig sætter skub i sin drøm om at blive sanger med en særlig forkærlighed for lummer lyrik og sjofle covers.

    Men den lokale succes er bare ikke nok i Rudys øjne og da slet ikke når man som ham drømmer om at erobre hele USA . Så derfor sætter han fluks alt på ét bræt i et forsøg på at slå igennem  i filmindustrien, hvilket fører den kålhøgne dario i favnen på den erotisk buttede charmør og ligesindede håbefulde soulmate Lady Reed (Da'Vine Joy Randolph), samt den super krukkede professionelle skuespiller D'Urville Martin (Wesley Snipes), som forhåbentligt kan hjælpe med at gøre Dolemite til en filmstjerne, der vil være på alles læber.

    Én af de første ting der omgående falder i øjnene i denne vidunderlige film, er instruktør Craig Brewer og Co's sans for at ramme en stemning og atmosfære fra 70'erne, der både via kostumer, kulisser, et yderst svedigt og funky soundtrack - samt i særdeleshed et helt igennem perfekt hold af skuespillere - samlet skaber en løssluppen kækhed med en rap i replikken og fandenivoldsk attitude, som man ikke kan undgå at blive forført af.

    Som den altdominerende hovedrolle og funky bannerfører for at holde den evigt muntre og spraglede blaxploitation-fane højt er Eddie Murphy tilbage i absolut topform som den evige jubeloptimist Rudy Ray Moore, der nægter at lade sig nøjes med at være rapkæftet stand-up komiker selv om hans hjerte og passion for at underholde åbenlyst er langt større end hans talent som filmmager og skuespiller.

    Ikke siden slutningen af 80'erne har jeg set Eddie Murphy give den så meget gas, som han gør her med et præstation - der ud over at være en af karrierens bedste - sprudler af energi og skuespilmæssig overskud, så man knap tror sine egne øjne. Eddie Murphy leverer hele herligheden om Rudy Ray Moore med en mesterlig timing og fræk-som-en-slagterhund attitude og rammer samtlige af de mange saftige, sjofle og hylende morsomme replikker lige i røven, så jeg ofte hulkede af grin.

    Men undervejs bliver det også plads til små eftertænksomme og hjertevarme åndehuller, hvor Eddie Murphy - især i scenerne med den herlige og charmerende Da'Vine Joy Randolphs Lady Reed - kort men fornemt illustrerer, at han så sandelig også har fuldstændig styr på de dramatiske aspekter af sin rolle og forståelse for det også følsomme menneske, der gemte sig bag Rudy Ray Moores fandenivoldske og kulørte Dolemite facade.

    Men Murphy står heldigvis ikke alene med at levere en fremragende præstation og får ud over Randolph - og et væld af velspillende biroller - også foryngende modspil af en anden veteran i skikkelse af Wesley Snipes, der er knuselskelig herlig som den super krukkede og dekadente professionelle skuespiller D'Urville Martin. Wesley Snipes excellerer bl.a. undervejs med nogle helt fantastiske ansigtsudtryk og betoninger af sine replikker, der fik mig til at grine højt, særligt i de perioder hvor D'Urville Martin ikke helt kan gennemskue, hvad han har rodet sig ud i qua sit umage makkerskab med den uforudsigelige Rudy Ray Moore.

    Nogle vil måske kritisere filmen for at være for traditionel i sin opbygning og i at skøjte for let og luftigt hen over den modgang, som Moore møder i sin jagt på berømmelse. Men dette ser jeg nu ikke selv som noget større problem, når det håndteres på så veloplagt og charmerende en måde,  som det bliver gjort her i en film - der ud over sin flamboyante hovedkarakter - har op til flere fællestræk med Tim Burtons ligeledes mesterligt eksekverede biografi om fantasten "Ed Wood".

    Den lystspils-agtige fortælleform gør sig nemlig rigtig godt til en type film som denne og sørger elegant for, at man alligevel forstår Moores længsel efter anerkendelse og respekt på trods af, at fortællingen primært er pakket ind i humoristisk og spraglet gavepapir.

    "Dolemite Is My Name" er ikke bare en hyldest til en svunden tid og genre men så sandelig også en hyldest til alle, der tør drømme stort og tænke ud af boksen, og derfor er filmens pointer og morale i bund og grund tidsløse, hvilket burde gøre filmen appetitlig for alle uanset, om man har interesse i blaxploitation-genren eller ej.

    Faktisk tror jeg, at denne vidunderlige perle af en film med sit smittende humør og livsglæde vil skabe nye fans af genren, der vil være med til at holde de gamle film og mindet om Rudy Ray Moore i live mange år fremover, hvilket både han og genren så sandelig også fortjener.

    9/10 

    NightHawk26-10-19 12:58

  • ★★★★★★1

    Enig, det er en ret nice film.

    Zero Cool26-10-19 13:05

  • ★★★★★0

    Enig, det er en ret nice film.

    Jeg synes det er mega ærgerligt, at vi ikke får mulighed for at se filmen herhjemme på det store lærred. Jeg tror det kunne have været en ret så fantastisk oplevelse at se den i en fyldt sal. :)

    NightHawk26-10-19 13:28

  • ★★★★★★0

    Dolemite Is My Name (2019)

    Tilbage i blaxploitation-æraens guldalder i 70'erne blev der ud over hårdkogte og legendariske film-klassikere såsom "Shaft", "Superfly", "Black Ceasar" og "Coffy" også kreeret en lang perlerække af mildt sagt kulørte krimi-komedier, der ikke tilnærmelsesvis tog hverken deres historier eller deres spraglede persongalleri seriøst.

    Blandt skaberne af disse kiksede men altid enormt charmerende knaldperler var super entertaineren og underholdnings-alfonsen Rudy Ray Moore blandt de absolut bedste og mest passionerede, og derfor var det da også oplagt at lave en biografi om denne ildsjæl og hans kulørte følgesvende af humørfyldte homies og sexede kællinger med glimt i øjet og svung i tøjet.

    Eddie Murphy - i hvad man roligt kan betegne som hans livs indtil videre største comeback - spiller den altdominerende hovedrolle som den evige optimist og fantast Rudy Ray Moore, der i en sen alder ikke er nået længere med de store drømme og armbevægelser end at arbejde som ekspedient i en pladebutik og kikset opvarmer i den lokale natklub. Trods Rudys insisteren på at han er tiltænkt en større rolle i verden og underholdningsbranchen, har hans venner og kollegaer svært ved at tage ham seriøst.

    Dette ændrer sig dog brat, da Rudy en dag har et sammenstød med den lokale bums og ordsmed Roy, hvis lyriske sind han bliver så inspireret af, at han straks bruger det til at skabe et alter ego som den fandenivoldske gavflab og utæmmede trussetyv Dolomite. Den bramfri persona bliver hurtigt et latterfremkaldende hit på natklubben blandt folk og fæ der gør, at Rudy samtidig sætter skub i sin drøm om at blive sanger med en særlig forkærlighed for lummer lyrik og sjofle covers.

    Men den lokale succes er bare ikke nok i Rudys øjne og da slet ikke når man som ham drømmer om at erobre hele USA . Så derfor sætter han fluks alt på ét bræt i et forsøg på at slå igennem  i filmindustrien, hvilket fører den kålhøgne dario i favnen på den erotisk buttede charmør og ligesindede håbefulde soulmate Lady Reed (Da'Vine Joy Randolph), samt den super krukkede professionelle skuespiller D'Urville Martin (Wesley Snipes), som forhåbentligt kan hjælpe med at gøre Dolemite til en filmstjerne, der vil være på alles læber.

    Én af de første ting der omgående falder i øjnene i denne vidunderlige film, er instruktør Craig Brewer og Co's sans for at ramme en stemning og atmosfære fra 70'erne, der både via kostumer, kulisser, et yderst svedigt og funky soundtrack - samt i særdeleshed et helt igennem perfekt hold af skuespillere - samlet skaber en løssluppen kækhed med en rap i replikken og fandenivoldsk attitude, som man ikke kan undgå at blive forført af.

    Som den altdominerende hovedrolle og funky bannerfører for at holde den evigt muntre og spraglede blaxploitation-fane højt er Eddie Murphy tilbage i absolut topform som den evige jubeloptimist Rudy Ray Moore, der nægter at lade sig nøjes med at være rapkæftet stand-up komiker selv om hans hjerte og passion for at underholde åbenlyst er langt større end hans talent som filmmager og skuespiller.

    Ikke siden slutningen af 80'erne har jeg set Eddie Murphy give den så meget gas, som han gør her med et præstation - der ud over at være en af karrierens bedste - sprudler af energi og skuespilmæssig overskud, så man knap tror sine egne øjne. Eddie Murphy leverer hele herligheden om Rudy Ray Moore med en mesterlig timing og fræk-som-en-slagterhund attitude og rammer samtlige af de mange saftige, sjofle og hylende morsomme replikker lige i røven, så jeg ofte hulkede af grin.

    Men undervejs bliver det også plads til små eftertænksomme og hjertevarme åndehuller, hvor Eddie Murphy - især i scenerne med den herlige og charmerende Da'Vine Joy Randolphs Lady Reed - kort men fornemt illustrerer, at han så sandelig også har fuldstændig styr på de dramatiske aspekter af sin rolle og forståelse for det også følsomme menneske, der gemte sig bag Rudy Ray Moores fandenivoldske og kulørte Dolemite facade.

    Men Murphy står heldigvis ikke alene med at levere en fremragende præstation og får ud over Randolph - og et væld af velspillende biroller - også foryngende modspil af en anden veteran i skikkelse af Wesley Snipes, der er knuselskelig herlig som den super krukkede og dekadente professionelle skuespiller D'Urville Martin. Wesley Snipes excellerer bl.a. undervejs med nogle helt fantastiske ansigtsudtryk og betoninger af sine replikker, der fik mig til at grine højt, særligt i de perioder hvor D'Urville Martin ikke helt kan gennemskue, hvad han har rodet sig ud i qua sit umage makkerskab med den uforudsigelige Rudy Ray Moore.

    Nogle vil måske kritisere filmen for at være for traditionel i sin opbygning og i at skøjte for let og luftigt hen over den modgang, som Moore møder i sin jagt på berømmelse. Men dette ser jeg nu ikke selv som noget større problem, når det håndteres på så veloplagt og charmerende en måde,  som det bliver gjort her i en film - der ud over sin flamboyante hovedkarakter - har op til flere fællestræk med Tim Burtons ligeledes mesterligt eksekverede biografi om fantasten "Ed Wood".

    Den lystspils-agtige fortælleform gør sig nemlig rigtig godt til en type film som denne og sørger elegant for, at man alligevel forstår Moores længsel efter anerkendelse og respekt på trods af, at fortællingen primært er pakket ind i humoristisk og spraglet gavepapir.

    "Dolemite Is My Name" er ikke bare en hyldest til en svunden tid og genre men så sandelig også en hyldest til alle, der tør drømme stort og tænke ud af boksen, og derfor er filmens pointer og morale i bund og grund tidsløse, hvilket burde gøre filmen appetitlig for alle uanset, om man har interesse i blaxploitation-genren eller ej.

    Faktisk tror jeg, at denne vidunderlige perle af en film med sit smittende humør og livsglæde vil skabe nye fans af genren, der vil være med til at holde de gamle film og mindet om Rudy Ray Moore i live mange år fremover, hvilket både han og genren så sandelig også fortjener.

    9/10 

    Lyder spændende. Vi skal tilbage til Dreamgirls (2006), hvor jeg sidst så ham gøre det godt. Og før det Bowfinger (1999)

    Wayne27-10-19 00:31

  • ★★★★★1

    Lyder spændende. Vi skal tilbage til Dreamgirls (2006), hvor jeg sidst så ham gøre det godt. Og før det Bowfinger (1999)

    Enig i at Eddie Murphy leverede et par fine præstationer i både "Dreamgirls" og "Bowfinger", selv om sidstnævnte nok mere tilhørte Steve Martin. Også i film som "Life" og i den middelmådige action-krimi "Metro" spillede Eddie Murphy glimrende. Men hvis man skal sammenligne den sprudlende og energiske præstation i "Dolemite Is My Name"  med noget, ja så vil jeg mene, at vi skal helt tilbage til "Coming To America"  fra 1988 og filmene før den. :)

    NightHawk27-10-19 13:46

  • ★★★★★★1

    Enig i at Eddie Murphy leverede et par fine præstationer i både "Dreamgirls" og "Bowfinger", selv om sidstnævnte nok mere tilhørte Steve Martin. Også i film som "Life" og i den middelmådige action-krimi "Metro" spillede Eddie Murphy glimrende. Men hvis man skal sammenligne den sprudlende og energiske præstation i "Dolemite Is My Name"  med noget, ja så vil jeg mene, at vi skal helt tilbage til "Coming To America"  fra 1988 og filmene før den. :)

    Scenen med “Stuntbilerne” i Bowfinger er hysterisk morsom :-) 

    Dolemite er på min liste over Must See, på din anbefaling

    Wayne27-10-19 18:00

  • ★★★★★★0

    Se The Orville s02e13 - fuldstændig fantastisk. Det slår fanme Trek, det her. Og en masse fra TNG er med + Ted Danson. Noget af det bedste nogensinde på seriefronten!

    davenport27-10-19 19:25

  • ★★★★0

    Chernobyl

    Ubeskriveligt imponerende lavet og jeg ser ikke noget i år, der bare kommer i nærheden. Kun ‘Act of Killing’ har formået at give samme ubehagelige, ætsende oplevelse. For mig er det et mesterværk. 

    Babo27-10-19 21:41

  • ★★★★0

    Godt være jeg ser syner, men Craig Mazin‘s filmografi tæller ligegyldige komedier. Hvor fan’en kom Chernobyl lige fra? :)

    Babo27-10-19 22:22

  • ★★★★0

    Godt være jeg ser syner, men Craig Mazin‘s filmografi tæller ligegyldige komedier. Hvor fan’en kom Chernobyl lige fra? :)

    Endnu vildere, at STAKKA BO er instruktøren :- O

    Bruce27-10-19 22:35

  • ★★★★★0

    Godt være jeg ser syner, men Craig Mazin‘s filmografi tæller ligegyldige komedier. Hvor fan’en kom Chernobyl lige fra? :)

    Langt størstedelen af de manuskripter som professionelle manuskriptforfattere skriver bliver ikke filmatiseret eller sommetider kan der gå flere år før de bliver til noget. Andre gange bliver det af flere omgange skrevet om, så det er svært at genkende det oprindelige manuskript i den endelige film. Derfor giver det meget lidt mening at bedømme manuskriptforfatter på deres IMDb-krediteringer.

    Kruse27-10-19 23:13

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen