Francis Ford Coppola kalder Marvel-filmene foragtelige
Mesterinstruktøren bakker op om Scorseses udmeldinger.
Nu bliver der endnu en gang ballade på klodens utallige webforummer. Manden bag "The Godfather" og "Dommedag nu", Francis Ford Coppola, har i et nyligt interview sendt en sviner afsted mod MCU-filmene, hvor han udover at bakke op om Martin Scorseses udmeldinger også tilføjer, at han synes, filmene er foragtelige ("despicable").
Netop Scorsese har tidligere været i vælten for at kritisere Marvels superheltefilm. Han har blandt andet sagt, at det ikke er "rigtige film", hvilket sendte en byge af kritik afsted mod instruktøren. Heriblandt fra James Gunn, der udover at have instrueret de to "Guardians of the Galaxy"-film også famøst blev fyret og siden genansat af Disney.
Nu bakker Francis Ford Coppola så sin instruktørkollega op og trækker endda fronterne lidt hårdere op ved netop at kalde Marvels filmunivers for foragteligt. Ydermere tilføjer han, at man næppe hverken lærer noget eller bliver inspireret ved at se den samme film igen og igen, hvilket er et kritikpunkt, Marvel ofte støder på med deres til tider formulariske tilgang til universet.
Det bliver uden tvivl ikke det sidste, vi kommer til at høre til den tvist. Mange af Marvels støtter, både dem foran og bag kameraet, har vist sig at være ganske højlydte på Twitter, så mon ikke vi skal forvente et svar på tiltale inden længe?